2 skoler druknet i vand efter skybrud

2 skoler i Vordingborg melder om oversvømmelser efter nattens voldsomme regnvejr. Samtidig melder mange borgere om vand i kælderen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knæhøjt vand i kælderen er mandag morgen et stort problem i Vordingborg, hvor hele 2 skoler melder om omfattende oversvømmelser.

Det oplyser Falck.

- Kastrup Skole og Islingen Skole har fået store mængder vand i kælderen. En del af vandet kan komme ud med kloakkerne, men vi har også pumper i gang, fortæller Ole Thøger Hansen, der er leder af Falck Skadesservice i Region Sjælland, til TV2 ØST.

Også en god håndfuld private hjem melder om oversvømmede kældre. Her er vandet dels kommet op fra overfyldte kloakker – og er dels løbet ned i kælderen udefra.

Skybrud gav problemer

Ifølge private målinger faldt der i løbet af kort tid mindst 28 millimeter regn i området omkring klokken 4.30 i nat. Det svarer til en tredjedel af den normale nedbør i området i hele oktober måned, og er langt over grænsen for et skybrud.

- Det var et voldsomt, men også meget lokalt uvejr. Der var masser af hagl og vand – men få hundrede meter derfra var der ingen problemer, siger Ole Thøger Hansen.

Også Falster ramt

Ifølge vagtchef Flemming Hartmann fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har regnen gennem nattet ført til flere lukkede veje i regionen. De skulle dog alle være åbnet igen.

- Blandt andet på Falster var der flere veje, der blev oversvømmet. Blandt andet Under Broen i Nykøbing Falster, siger han til TV2 ØST.

Han understreger dog, at der ikke er meldt om uheld som en følge af den store mængde vand, og at trafikken som sådan ikke har været ramt af problemerne.

 

 

 


Nyhedsoverblik