En 19-årig mand fik sig lørdag morgen en ubehagelig overraskelse.
Manden kom gående på en sti mellem Rådhusparken og Prins Jørgens Allé i Vordingborg, da 4 hætteklædte mænd truer ham til at give både hævekort og kontanter fra sig.
- Han blev væltet omkuld og fik herefter besked på at udlevere genstandene, siger Ehm Christensen, der er vagtchef i Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
Begrænset signalement
Efter røveriet løb gerningsmændene i retning mod Prins Jørgens Allé.
Politiet har indtil videre kun et begrænset signalement at arbejde ud fra, men ifølge offeret var 3 af dem iklædt sorte trøjer, mens den sidste bar en grå.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 1-1-4.