19-årig flygtede i BMW uden nummerplader

En 19-årig mand bevægede sig ud på en vanvittig køretur i Nyråd ved Vordingborg, da han forsøgte at stikke af fra en patruljevogn

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilisten vidste tilsyneladende godt, at det ikke var helt lovligt at køre rundt i en bil uden nummerplader på.

For da en politipatrulje tirsdag formiddag så BMW'en uden nummerplader på, ville betjentene standse føreren af bilen, men det var han ikke indstillet på.

Vanvittig kørsel

BMW'en accellererede kraftigt og kørte ad flere mindre veje omkring Nyråd i høj fart

I krydset Græsbjergvej/Kroggårdsvej blev en mindre bil med en kvindelig fører presset ud i rabatten af BMW’en. Kvinden kom ikke umiddelbart til skade ved episoden.

BMW’en fortsatte med stor hastighed, og på Harestien i Nyråd mistede føreren herredømmet over bilen, som røg gennem en hæk og ind i haven.

Stak af

Vidner fortalte politiet, at føreren var stukket af til fods, men han blev hurtigt indhentet af en betjent og anholdt klokken 9.47.

Det var en 19-årig mand fra Vordingborg, og han blev taget med til politistationen i Vordingborg, hvor han blev sigtet for en række overtrædelser af færdselsloven. Den 19-årige blev løsladt efter afhøring klokken 12.48.

Politiet vil gerne i kontakt med føreren af den ukendte bil, som blev presset ud i rabatten.


Nyhedsoverblik