Findes der plads til nisser i kristendommen?

28:09

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Sine Sofie Sørensen, Antvorskov Kirke Jeg har været præst i Slagelse siden 2000. Før det var jeg præst i Vordingborg fra 1994 til 2000. Og før det var jeg hjælpepræst i Ramløse-Annisse i Nordsjælland.

her
-->

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Søren Trolddal Nielsen, Holmstrup og Jyderup kirker

her
-->

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken af Sine Sofie Sørensen

Advent er en fantastisk tid. Der er mange ting der skal gøres og man kan sagtens blive stresset. Jeg er da heller ikke helt sikker på, at jeg når at skive de julekort, som jeg heller ikke nåede sidste år. Men jeg synes stadigvæk, at det er fantastisk at vågne om morgenen mens det er buldrende mørkt udenfor og så tænde lys og sidde stille og vente på at huset vågner. Det er mørkt længe for tiden, men det er flot, når lysene brænder huller i mørket. Og så længe det er mørkt, så kan man hverken se nullermændene eller alle de vinduerne, der skal pudses. Jeg får såmænd også pakket en lille gave ind en gang imellem. Det er hyggeligt. Nogen gange. Andre gange bliver jeg fuldstændig overmandet af alt det, som jeg ikke når. Alt det som jeg ikke kan. Betyder det overhovedet noget, at jeg sidder her og fedter med nogle gaver? Bliver det nogensinde godt? ER der overhovedet nogen, der vil synes, at det er morsomt at pakke dem ud? Og bliver de i det hele taget glade? Eller er det bare mine små krampagtige forsøg på at købe en god stemning? Jeg tør næsten ikke sige det: Købe det der ikke kan købes: kærlighed og fred på jorden og glade børn? Det er ikke tilfældigt, at advents tidens farve er lilla. Lilla er eftertænksomhedens farve. Vi glæder os. Det er svært ikke at blive grebet af den almindelige stemning og lysene og alle de mennesker, som vi ikke kender, der pludselig ønsker os en glædelig jul. Men i forventningen ligger også erindringen om de gange hvor det ikke gik godt. Hvor noget var helt forkert. Alt det der sker, og som skærer mennesker og familier fra hinanden: konflikter. Død. Og det ville være så rart, hvis det var anderledes. Hvis alt bare var godt. Profeten Esajas fortæller om den dag, der skal komme, hvor alt bliver godt, hvor barnet kan lege med hugormen uden at blive bidt. Hvor koen og bjørnen er blevet bedste venner, og ulven og lammet er flyttet sammen. Uden at ulven hele tiden tænker på at æde lammet. Den dag hvor alt er godt. Det er også den dag som Jesus taler om. Den dag som allerede er begyndt, som en sitren i horisonten. Hvor træerne blomstrer og figentræet folder bladene ud. Hvor der sker tegn i sol og stjerne og måne og hvor mennesker går til af angst. Midt i de blomstrende træer bruger Jesus pludselig voldsomme ord: om mennesker der skal gå til af skræk og af frygt for det der skal komme over verden. Det som vi må bede om at undslippe. Og for at få det rigtigt, så er det vigtigt at bladre et par sider tilbage og se hvad det er Jesus taler om og til hvem. For at tage det sidste først: så taler Jesus til dem, der følges med ham. Altså dem, der tror på ham. Og de voldsomme ord om had og ødelæggelse og tegn i sol og måne handler ikke om, at verden skal gå under og at alt skal ende i rædsel. Det handler om templet i Jerusalem, der skal ødelægges. Indgangshistorien er den lille fortælling om enken, der lægger sine to små fattige mønter i templets indsamlingsbøsse. Hun lægger alt, hvad hun har, men der er ingen, der ser det. De er optaget af guld og glimmer og pragtfulde sten. Og lige præcis derfor har templet mistet sin berettigelse. Det er ikke Guds sted længere. Det er ikke menneskers sted. Det er blevet de riges sted. Og derfor bliver templet ødelagt. Og det bliver svære tider. Og der bliver krig. Men samtidig lover Jesus dem, der nu følges med ham, at selv om de bliver forfulgt og omgivet af had, så er der ikke nogen, der kan skade dem. Tværtimod så vil flere og flere følge den kristne vej. Når vi hører ordene om skræk og frygt, så handler det ikke om, at verden skal dømmes og at vi skal gå under med den. Det handler om at templet skal ødelægges, det handler om at alt det som repræsenterede den gamle verdensorden er faldet og gået i stykker. Forsvundet. Og det gælder det jødiske tempel, og det gælder de hedenske guder, der her er tegnet som billeder: Solen, månen og stjernerne. Det er Jupiter, der kaster sit lyn, hvor det passer ham og gør pigerne gravide, når det passer ham og går, når hans kone bliver vred. Kan I huske den græske fortælling om Odysseus. Kan I huske, at den trojanske krig begyndte, fordi kærlighedsgudinden, ville vide at hun var den smukkeste? Det kostede 10 års krig og bagefter var Odysseus 20 år om at komme hjem igen fra krigen, fordi havets gud var blevet sur på ham, fordi Odysseus mænd havde spist nogle køer, der tilhørte noget familie til havguden. En fantastisk historie, men også en fortælling om en verden af guder, der skulle passes og tilbedes og som alligevel skaltede og valtede med menneskers liv, som det passede bedst i deres interne magtkampe. Det som Jesus forudser her, at er at hele den gamle jødiske verden og den magtfulde romerske verden, skal rystes og ødelægges. Da Lukas skrev sit evangelium, var templet allerede revet ned. På den gamle tempelplads havde romerne bygget et tempel til Jupiter. Det vidste Lukas og det vidste den kristne menighed også. De vidste, at den gamle tid var forbi. De vidste, at Gud er der, hvor mennesker er. Gud er ikke længere bag et forhæng i templets allerinderste, hvor kun de udvalgte må komme. Gud er ikke den, der slænger sig uberørt i den olympiske himmel og flytter rundt med mennesker, som man flytter rundt på skakbrikker. Gud er den, der følges med os. Gud er den, som går med os ved hånden igennem det der nu kommer til os og som fører os hjem. Lige så sikkert som når hyrden sørger for at hvert eneste af hans dyr kommer hjem. Der er ikke et eneste lille lam, eller beskidt vædder, der får lov til at forsvinde på vejen. Det er, hvad de troede. Det er, hvad vi som kristne tror på i dag. Gud er her. Vi behøver hverken at stå med røgelsespinde eller hellige olier. Gud er her. Han deler livet med os og giver os sit. Det er det, vi tror. Alt er gjort. Og vi behøver ikke at gøre andet end at være, som Gud nu engang har skabt os. Men det er faktisk også det, som er så utrolig svært. For hvad gør vi så med den angst, der altid ligger os for ikke at være gode nok? Hvad gør vi med den evige bekymring for ikke at være værd at elske? Vi bliver faktisk, også i dag, rådvilde og bange, vi går til i stress og udbrændthed, fordi vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal gøre, for at gøre det godt nok. Vi kikker i stjernerne. Vi lægger strategier for det gode liv. Og alt for ofte gør det hverken livet eller samvittigheden lettere! Tværtimod. Det bliver bare flere ting, der skal gøres. Det handler om kost og motion og om at tænke positivt. Det handler om at gøre al ting på den rigtige måde. Intet mindre end al ting. Som om vi ku´ ! Som om vi ku´ arrangere fred i verden, dejligt vejr og glade børn. Vi kan kun hjælpe til et stykke af vejen. Men vi vil det hele. Når nu Gud tøver, så må vi klare det hele selv og vi segner under skylden og dommer over os selv og vore egen uduelighed. Men vi glemmer at høre, vi glemmer at mærke efter, at Gud er med os alle dage. Vi glemmer, at Gud har skabt os. Vi glemmer, at Gud står ved os. At Gud står ved sit ansvar for, at vi er, som vi er. At være bange. At ikke kunne alting er en del af at være menneske. Men Gud har lovet at den dag kommer, hvor barnet leger med hugormen uden at blive bidt. At den dag kommer hvor ulven og lammet ligger sammen, uden at æde hinanden. Det som vi skal, er såmænd blot at rejse hovedet og glæde os. Og så går der tre sekunder, så skal vi til at ordne en hel masse ting. Vi kan ikke ha´ det der med noget der ikke er færdigt endnu. Men prøv at se det oppe fra: Guds små børn, der vil bestemme alting og ordne alting. Det er da til at dø af grin af. Jeg fik et vidunderligt billede af min gode nabo: Det forestiller en lille hund i vild fart, midt i et kæmpespring. Og nedenunder står der: lev livet som om nogen har glemt at lukke lågen! Gud har ikke bare glemt at lukke lågen, han har smækket den op på vid gab, det er bare at gå ud. Springe ud! Læg angsten og bekymringen for ikke at slå til i Guds hænder og springe ud i lyset. Det er let sagt. Hvordan er det nu med os og advent og forventningerne og vore små lys? Tja. Festen bliver bedst hvis vi gør os en lille smule umage. Hvis vi kan mærke at vi vil hinanden noget godt. Lyset brænder bedst, hvis vi tænder det sammen. Og tror på at Gud holder lyset ved lige, selv om flammen brænder ned. Amen Gud, vi beder dig: Kom til os, og tag vor angst fra os. Giv os tryghed i stedet - tryghed og tillid. Fortæl os, at du tror på os - uanset hvor lidt, vi tror på dig. Giv os dit ord på, at det eneste, vi aldrig kan miste, er din kærlighed, og at du ofrede din egen søn for den kærlighed. Kom til os, Gud - og lad os være din kirke. Bevar os alle i troen og den indbyrdes kærlighed. Giv os dit ord at leve på, og fortæl os, at du er én Gud - og at vi også er ét, uanset hvor mange grænser, vi opstiller. Forbarm dig over alle, der farer vild, og alle dem, der bliver vildledt. Vi beder dig for al lovlig øvrighed og for alle med ansvar i vort samfund. Vær nær hos alle forpinte - alle fattige - alle, der sørger og savner - alle, der mangler én at dele livet med - og alle, der er bange for at miste livet eller nogen, de holder af. Giv os troen på, at du er hos os med din Helligånd - og at du en dag vil komme til os og tage magten - den magt, som altid har været din, men som du har lånt ud til os for en tid. AMEN.

Prædiken

Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App