Giver adventstiden virkelig tid til eftertanke?

28:28

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Jesper Bacher, Tirsted, Vejleby, Hillested, SkørringeDu kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Ole Bjerglund Thomsen, HaslevDu kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken

Det er første søndag i advent, og advent betyder ankomst. Mennesker går deres vej, toge og afgår, og alt forgår med tiden. Der er imidlertid også mennesker, som kommer til, toge og busser, som ankommer, og det kommende er jo det, som venter os. En dansk digter har skrevet en digtsamling, som hedder ”Denne kommen og gåen”, og det er en meget god overskrift for det bevægelige liv. Nogle kommer ind i livet, andre kommer ud, noget rykker frem, andet tilbage, noget tegner fremtiden, andet afmaler fortiden. Ja, vi kommer og går, barndom og ungdom kommer og går, glæder og sorger kommer og går, tanker og ideer kommer og går, mode og vaner kommer og går, regeringer og regenter kommer og går, verdensordener kommer og går. Som tiden går, kan man synes, at det bedste er gået, mens det kommende ser anderledes dyster ud. Måske er en mangeårig ægtefælle afgået ved døden, og nu kommer ensomhed, aldrig og forfald. Også tidligere i livet kan man føle, at de gode tider er forbi. Måske er ægteskabet gået i stykker, måske er drømmen gået i vasken, økonomien eller helbredet gået fløjten, og hvad kommer der ikke i kølvandet på små og store tab? Også som samfund kan vi synes, at fordums tryghed og overskuelighed er gået tabt, og det, som kommer over os, er anderledes truende og uoverskueligt. På FNs generalforsamling her i oktober, sagde generalsekretær Ban Ki-Moon: ”Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange flygtninge, fordrevne og asylansøgere i verden. (”). Det kan føles om verden er ved at falde fra hinanden, mens kriser dynger sig op og sygdomme breder sig...”.Advent betyder ankomst, men hvem siger, der kommer til at ske noget godt? Det gør evangeliet, advent peger jo frem mod julen. Meget kan komme, men vi ved, at julen kommer. Vi ved, at Jesus blev født på vores jord. Vi ved, at han kom uanset, hvad der ellers måtte komme. Men hvad kommer det egentlig os ved, at Jesus kom engang for længe, længe siden? Jo, jo, det er en del af vores historie, af vores kulturarv, at Jesus kom til verden for 2000 år siden, og siden kom kristendommen til Danmark. I vores pas finder man et billede af Jellingestenen, som også kaldes Danmarks dåbsattest, fordi den fortæller, at kongen, Harald Blåtand, gjorde danerne kristne. Men ligesom Harald Blåtand kom og gik igen, han døde senest i 987, kunne sige man, at det samme er tilfældet med Jesus Kristus. Vi regner vores år efter hans fødsel, men den ligger godt langt tilbage. I en tid, som for længst er gået. Ja, det er længe siden Jesus kom, men han kommer igen og igen. Han kommer hver gang, vi hører ordet om ham. Jesus er der egentlig hele tiden, men det er i ordet, han kommer ind i vores hjerter. Jesus er der egentlig hele tiden, men en dag skal det blive åbenlyst for alle, når han ikke kommer på ridende på et æsel, men fulgt af sine mægtige engle for at holde dom over verden. ”Den, som ler sidst, ler bedst”, og til sidst kommer Jesus. I evangeliet til denne søndag hører vi, hvorledes Jesus kom til Jerusalem. Det gik ikke stille for sig. Jesus blev tiljublet og hyldet, og folk lagde kapper og palmegrene på hans vej. De regnede Jesus for Kristus eller Messias, den salvede, Guds udvalgte, som skulle gøre alting godt, straffe de ugudelige og onde og belønne de fromme og gode. I Jesus så skaren den store frihedshelt, den guddommelige omfordeler, den retfærdige dommer, den gode hersker. I Jesus red de gode tider ind i Jerusalem. Og folkeskaren havde ret, men ikke på den måde, de troede. Jesus var og er sandelig Kristus, Messias, men han kom ikke for ikke for at oprette en ny og retfærdig samfundsorden, han kom ikke for at smide den romerske besættelsesmagt på porten, han kom ikke for at gøre livet til en dans på roser, han kom for at bære en tornekrone. Ja, han kom for at ofre sig, han kom for at dø. Han kom for at dø, at vores død ikke skal være evig, han kom for give sig selv, at vi ikke skal gå fortabt, han kom for at bære et kors, at vi ikke skal bære på vores synder. Jesus tager vores dødvægt. Mennesker i høje stillinger er sommetider omgivet af livvagter, og det kan være nødvendigt, at livvagterne optræder som levende skjolde for den, de skal beskytte, at de tager kuglerne eller dolkestødet, for en anden kan leve. Således blev Jesus et skjold for os, han tog skraldet, korset og døden for os. Han var Guds lam, som betale prisen for de sorte får, for den kolde kærlighed, de giftige løgne og dansen om os selv. Jeg ved kun alt for godt, at jeg har gjort Gud og mennesker ondt, men jeg ved også, at Jesu godhed opsluger min synd, vasker min tavle ren, sletter min gæld. Meget kan ramme os, men den, som dækker sig bag Jesus, er dækket af kærlighed, som er større end verden og mægtigere end det onde. Hvad end der sker. Jesus går med, og det ender godt. Evigt godt, for enhver, der hænger ham om halsen. ”En ulykke kommer sjældent alene”, men den, som tror på Jesus Kristus møder ingen ulykke alene, og ingen ulykke skal få det sidste ord. Når vennerne er gået, når heldet er gået, når livet er gået, så kommer Jesus stadig. Jesus kom ridende ind i Jerusalem for dig og mig og ethvert menneske. Jesus kommer i sit ord for dig og mig og ethvert menneske, og Jesus skal komme igen i magt og herlighed for dig og mig ethvert menneske. Også når verdens tid er omme, skal Jesus komme. Vi forventer ” de dødes opstandelse og den kommende verdens liv”, hedder det i en gammel bekendelse, og den forventning skal ikke blive skuffet. Hvad har kirken at komme med? Sådan spørges der sommetider, ofte underforstået, hvad har kirken at sige moderne mennesker? Kirken har det samme at sige såkaldte moderne mennesker som mennesker til alle andre tider. Nemlig at Jesus kom, kommer og skal komme, at vores frelser er trådt frem midt iblandt os, at den største glæde ikke er længere væk end hans ord og Paradis ikke længere lukket land. Jesus kom, kommer og vil komme, så kan livet bare komme an. Advent gør retvendt, vendt mod Jesus Kristus med ryggen til frygten og hjertet hos ham. Vel kan frygten komme tilbage og hjertet blive mismodigt, og derfor kommer Jesus til os nok en gang i ordet, i evangeliet, i Bibel og fra prædikenstolen. Angående det sidste, sagde Kaj Munk engang: ”Guds ord holder søndag efter søndag indtog i menigheden ridende på jammerlige præsteæsler det sker dog af og til, det kun er æslet, der holder indtog”. Det er en unægtelig en sørgelig advent, om der bare kommer et æsel i pibe og krave, men det er en velsignet advent, om Jesus kommer til os. Hvor Jesus kommer ind, går håbløsheden ud. Det siges kort, godt og kristeligt i en adventssalme, o den skal få de sidste ord: ”Se, han kommer”. Det er nådens år/vi i dette ord i møde går” (DDS 88. v.9) Glædelig advent Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen

Prædiken

Så blev det advent, og forventningens tid. Men hvad er det vi venter og hvad er det vi håber – i vores liv. Og hvis vi venter på Gud, hvordan er det så, vi håber og venter, at Gud skal komme til os? Hvad er det for en Gud, vi venter, når vi venter? ”Gør døren høj, gør porten vid, den ærens konge kommer hid”. Ja, en del af advent er, at vi lukker hjertets og sindets døre op, og måske så også lige holder lidt vagt ved døren, så det ikke kun er forbrugsræs, mad, drikke, pynt og musik, der suser ind og fylder alt. Ikke fordi det ikke må være der. For det må det. Men fordi det også er godt at gøre sig plads til eftertanke. En eftertanke som kunne gå på, hvad det er for en Gud, vi venter, når vi venter, og hvor vi har brug for, at han kommer til os. Indtoget i Jerusalem er jo en enkel tekst, som vi også har til Palmesøndag, hvor vi hører, at folket forventer en konge, der skal ankomme i pomp og pragt. Men så kommer Jesus ridende på et æsel, ja og han kommer sagtmodigt og ydmygt. Det er der ikke meget verdenshersker over. Men fordi han på denne måde kommer i svaghed og ydmyghed til os, så har vi ikke noget, vi skal leve op til – vi behøver ikke gøre os pænere end vi er. Vi kan stå ved vores svaghed, og vi kan komme til ham med alt det, der er vores svagheder. Måske kan den aktuelle svaghed være uoverkommelighed over juletiden, det kan være tungsind i den mørke tid, det kan være bekymringen for, hvordan fremtiden skal forme sig for mine kære og mig selv. Som det lød i digtet før af Thunberg: Men så venter vi også usikre på en konge, Som kan dukke ned på vor fornedrelse og vore smertepunkters rede og regere os fra dets trone. Han vender tingene om: Jesus kommer ikke på en ophøjet trone, men finder en trone midt i vores fornedrelse og smerte. Det er sådan Jesus kommer, for at være hos os lige der, hvor livet er svært for os. Han træder ind i vores svaghed og bærer med på den. Så spørgsmålet til os denne første søndag i advent kan være, hvor det er vi har brug for, at han kommer til os. Og spørgsmålet kan så også være, om vi er parate til at tage imod ham som en, der kommer i svaghed og ydmyghed, eller om vi helst vil fastholde billedet af ham som en almægtig og altherskende konge af universet. Det er så let at gøre ham til den, der skal komme og fikse alle problemer. Men sådan sker det jo ikke, det ved vi af erfaring, sådan er Gud ikke. Nej, den konge vi venter på kommer for at være konge i vore hjerter, han kommer ydmygt for at bære med på vores liv. Sådan har vi ham – og sådan må vi åbne os for ham her i advent. OG som han kommer for at bære med på vores liv, må vi gå ud for at bære med på hinandens liv.

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App