Gælder præstens tavshedspligt også, når pædofile angrer?

28:26

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Morten Pedersen, KalundborgJeg er 42 år, gift og har tre børn. Cand. theol. fra Københavns Universitet i 2006. Siden 2007 har jeg været sognepræst ved Vor Frue Kirke i Kalundborg. Jeg er født i Esbjerg, men er det meste af min barndom vokset op i Næstved. Oprindelig er jeg uddannet tømrer. Som helt ung blev jeg engageret i den kirkelige børne- og ungdomsorganisation KFUM og KFUK og blev i 1995 ansat som projekt- og udviklingssekretær i organisationen med fokus på bevægelsens ungdomsarbejde på dele af Sjælland. I 1999 begyndte jeg på teologistudiet på Københavns Universitet. Jeg er meget glad for mit virke som præst og udfordringen med at forkynde evangeliet så det opleves relevant. De mange meningsfulde opgaver og kontakten til mennesker i forskellige aldersgrupper og forskellige livssituationer oplever jeg som et stort privilegium.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Rebekka Maria Brandt Kristensen, UtterslevJeg er vokset op på Vest- og Sydsjælland. Jeg blev cand. theol. fra Københavns universitet 2005. Jeg havde først forskellige vikariater både i Danmark og Norge, og fra 2007 har jeg været sognepræst i Utterslev Herredskirke og Løjtofte på nordvest Lolland. Jeg er medlem af stiftrådet og sidder desuden i stiftudvalget for mellemkirkelige relationer og religionsmøde, samt stiftets innovationsudvalg. Jeg er gift med Claus og sammen har vi Carl August på 1½ år.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken

”Hvem er den største i Himmeriget?” Med de ord formulerer disciplene et spørgsmål, som indimellem kan rumsterer i ethvert menneske. For alle kan vi tænke spørgsmålet: Hvem er den største eller den mest afholdte eller mest værdifulde. Ja, hvem er egentlig størst? For at kunne svare på spørgsmålet kalder Jesus et barn hen til sig og stiller barnet i deres midte, hvorefter han siger: ”Hvis I ikke vender om, og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.” Selvom det er rimelig klar tale, står vi alligevel sammen med disciplene tilbage og må spørge: Skal vi så aflægge al vores modenhed og viden og vende om og blive barnlige og uvidne? Hvad er det lige ved barnet Jesus fremhæver? Hvad er det ved barnet, der gør det forbilledligt og stort i Guds øjne? Ja, vi kan jo kikke på de små børn vi hver især møder på vores vej. Som udgangspunkt møder små børn verden i tillid til, at de ikke selv skal magte hele verden. Ja, at de ikke engang skal kunne magte deres eget liv. Spædbørn og små børn møder verden i troen på, at de har værdi og er betydningsfulde, blot fordi de er til. De græder i tillid til, at der er nogle, der hører dem. De tager for givet, at der er nogle, der vil vise dem omsorg. Men den tillid, som ethvert menneske kommer til verden med og troen på, at man er værdifuld blot i kraft af at man er til – den tillid og tro på livet kan knækkes og ødelægges. Ikke af én selv, men af éns omgivelser. For nylig læste jeg et citat fra et barn, som har mistet troen på sin egen værdi og tilliden til de mennesker, det er ibland: ”Jeg føler mig udenfor og uelsket. Jeg føler, jeg ikke betyder noget, og at folk ville være ligeglade, hvis jeg døde.” Citatet er fra Børns Vilkårs telefonrådgivning ”Børnetelefonen”, som i disse år modtager et stigende omfang henvendelser fra ensomme børn med råb om hjælp. Det er på mange måder et skræmmende citat. Og det er kun ét blandt mange. Det er et citat, som må give enhver forældre gåsehud, fordi den ensomhed, som barnet er i, kan ramme ethvert barn. Men faktisk bør citatet kunne give os alle gåsehud. For indholdet af citatet kan ramme ethvert menneske, hvad enten man er et barn, ung eller ældre. Indeni er vi alle et barn, som kan komme til at føle os udenfor, uelsket og betydningsløs. Det er bl.a. om de mennesker, der er omkring barnet, citatet kommer fra, at Jesus siger: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Det er voldsomme ord. De er voldsomme, fordi også disse ord kan vække til eftertanke hos flere af os. Vi er nok flere, der må overveje, om vi har medvirket til at bringe et andet menneske til ”fald”. Dvs. om vi er ét af de mennesker, der har medvirket til eller måske selv har fået et menneske til at falde ud af det forhold, at det er et værdifuldt og elsket Guds barn, og i stedet har fået det til at føle sig udenfor, uelsket og værdiløs. Men hvordan kan det være, at det der begyndte med et umiddelbart og ret uskyldigt spørgsmål fra disciplenes om, hvem der er størst i Himmeriget, får Jesus til at tale om afhugning af hænder og fødder og udtagning af øjne som alternativ til Helvedes ild? Når Jesus i sit svar bliver så voldsom i sin retorik, er det fordi det spørgsmål, som disciplene stiller, og som kan rumstere i os alle, handler om noget helt eksistentielt ved menneskelivet, og fortæller en hel del om den, der stiller eller tænker det spørgsmål. For den, der har det spørgsmål i sine tanker, har allerede orienteret sig i en retning væk fra kærligheden – væk fra Gud. Væk fra det sted, hvor livet kan folde sig ud. Når vi stiller spørgsmålet om at være den største, er det underforstået, at nogle er mindre – mindre værdifulde. Men det ligger også i spørgsmålet, at man med sin livsførelse og præstation kan gøre sig fortjent til at være større i forhold til andre. Altså at det er ens egen fortjeneste, at man er større eller mere værdifuld. Det er altså en tankegang, som kan få andre til at føle sig mindre værd og dermed kan bringe andre til fald. Men spørgsmålet om at være den største er også et spørgsmål, som får den, der tænker eller stiller det spørgsmål til at orienterer sig i ensomhedens retning. Det er altså ikke blot andre man kan bringe til fald, det er i allerhøjeste grad også én selv. For alle kan vi falde for fristelsen til at bevæge os ud af den vej, hvor det vi går efter er at præstere, så vi kan få mere ære, mere magt, mere rigdom, ja mere mig. Når vi træder ud af den vej, træder vi ud af fortabelsens vej. Jo flere skridt vi træder ud af den vej, jo længere bevæger vi os væk fra Gud og det forhold vi er skabt til at være i. Og jo mindre plads giver vi Gud i vores eget liv. Og når vi ikke giver plads til Gud, ja, så sker det helt automatisk, vi erstatter den plads, Gud skulle have haft, med os selv. Men det er der ingen af os, der kan bære. For det føre ikke bare til et falsk gudsforhold. Det fører også til et falsk liv og et falsk forhold til andre mennesker. For det at træde ud af den vej, kan ikke forenes med at nære uselvisk kærlighed til et andet menneske. Derfor er det ikke blot ensomhedens vej, men også vejen der fører til Helvede. Men hvorfor er den vej så så fristende? Hvorfor er vi så mange der igen og igen går ud af den vej? Fordi vi så let bliver optaget af det samme som Jesu disciple. Selv Jesu disciple gik hver for sig og gjorde sig tanker om, at de gerne ville være store - og gerne den største. De samme tanker er vi mange andre, der også gør. Jesu svar til disciplene og til os handler ikke om, at der er noget galt i at være god til noget, at optræne et talent eller at være den bedste i en konkurrence. Men vi behøver hverken at vinde en sangkonkurrence eller Tour de France for at erfare, hvor fristende det er at erstatte Gud med os selv, når noget går godt for os. Når vi oplever medvind på et af livets områder. Ja, så kan ens nærmeste ligefrem synes, at man kan blive ulidelig at være sammen med. Og så er det Jesus siger, at vi i yderste konsekvens er bedre tjent med at fjerne det, som driver os ud af den vej, det som forhindre os i at have et sandt og oprigtigt forhold til vores medmennesker. Ja, så er det Jesus siger, at vi er bedre tjent med at gå lemlæstet indtil livet for at kunne opretholde et sandt og oprigtigt forhold til både vores medmennesker, men også selve livet og Gud. Jesus begyndte sit svar med at stille et barn i disciplenes midte. Barnet, der med største selvfølge og uden at føle sig nedværdiget lever i total afhængighed af andres omsorg. Det barn lever i os alle! Men indimellem pakker vi det barn ind i vores selvoptagethed – ja, indimellem er vi mere optaget af vores egne præstationer, end hvad andre og Gud betyder og gør for os. Vi begyndte denne gudstjeneste med at synge: ”Den store mester kommer, … han sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid.” Med det billede vil Ingemanns beskrive, hvordan Gud ønsker at finde ind til barnet i os alle – at smelte alt det andet udenom væk – så vi alle en dag må stå som det rene sølv. Og Gud giver ikke op. Vi er skabt som frie mennesker og kan orienterer os og gå ud af de veje vi vil. Men som hyrden med de 100 får gik ud og ledte efter det ene får, der var gået væk og faret vild, vil Gud også lede efter os, når vi farer vild på livets mange veje. For som en mor ikke glemmer sit digende barn, glemmer Gud aldrig os. Jesu svar på disciplenes og vores spørgsmål er: Den som bliver som barnet, der ydmygt og hengivet kan tage imod, er størst. Gud ønsker at finde indtil det barn i os alle, som vil tage imod hans fred. Og derfor slutter Jesus sin lignelse med at sige, at det er Guds vilje, ”at ikke en eneste af disse små, skal gå fortabt”. Amen

.

Prædiken

I dag bliver der vendt op og ned på det hele, den største i Guds rige er nemlig ikke et voksent menneske men et lille barn. I og for sig kunne man godt tro at sådan er det også i dagens Danmark. For det virker umiddelbart sådan, når man ser på hvordan børn i dag mere og mere er blevet centrum for vore liv. Det er næsten blevet en rettighed at få børn. Børn er blevet tegn på det perfekte liv. En nødvendig accessorie. Og uden dem, ja så er livet ikke, som det burde være. Og når de så har meldt deres ankomst, forvandler vi dem til små voksne kopier, der lynhurtigt lærer at føle sig lige så utilstrækkelige, som os selv. OG måske gør vi det af skyld fordi vi i virkeligheden slet ikke har eller tager os tid til at sætte os ind i vore børns virkelighed. Det kan godt være, at I som i dag sidder her i kirken, tænker det her ligger langt uden for min verdens forståelse, men det er faktisk et reel problem, som vi kan se afspejlet i alle dele af samfundet, hvad enten man er rig eller fattig. Børn, som desperat søger anderkendelse, kærlighed og tryghed i skolen, fritidsaktiviteter eller gennem sociale medier. Og når vi dag skal tale om hvem der er størst og mindst i Guds rige, og når Jesus således peger på det lille barn, ja så bliver vi også nød til at se på hvad der er blevet af det lille barn i dagen Danmark. Forleden dag kunne vi læse i avisen om hvordan en realitytvstjerne blev tigget af 9 årige piger om at følge dem på deres instagram ( en slags billedekonto på nettet hvor man kan få folk til at synes om én og så på den måde blive populære.) Realitystjernens spørgsmål lød meget rigtigt: Hvor er disse pigers forældre? hvorfor griber de ikke ind? Hvorfor lærer de deres børn at finde anderkendelse, kærlighed og tryghed gennem de sociale medier og ikke i familiens skød? Eller sagt på en anden måde: hvad er det for nogle mennesker vi skaber? Sidste søndag døbte vi et lille barn her i kirken. Vi døbte det ind i Guds altomfavnende kærlighed, som aldrig slipper en. Når vi gang på gang hører historier om børn og voksne, som lever deres liv i mangel på tryghed, tillid, håb, higende efter kærlighed, som nævnt ovenfor, og så må vi sande at vi har fejlet og bragt til fald. Bragt til fald forstået på den måde, som når man tager troen og håbet og modet fra et menneske, voksent eller barn, ved at bilde det ind, at det ikke hører til, at det intet er værd, at Gud ikke elsker det, men har stødt det fra sig. Eller endnu værre, at Gud ikke er til!, så har vi sat det ind i en verden, som er et mørkt og væmmeligt sted at være. OG det er et sted, som ingen af os ønsker at være – vil jeg tro. Alene tanken om at være det menneske, der ødelægger et andet menneske, bringer det til fald ved at fratage det troen, er temmelig skræmmende. Det er det, Jesus ganske tydeligt fortæller os i dag, når han taler om afhuggede lemmer. Men det er ikke det som er evangeliet, det er ikke det, der er det gode budskab til os i dag. Nej, fokus må være på barnet. Budskabet til os i dag er jo at vi skal være som børn. Det største i Guds rige er det lille barn, netop fordi at det helt naturligt har tro, har tillid og håb, for det kan ikke andet. Det kan kun tage imod. Det er barnets natur. Det er også, derfor vi døber spædbørn. Og når Jesus netop fremhæver det lille barn, så er det for at vi skal forstå betydningen af det at kunne tro, det at have tillid og håb. Det er ikke bare tro på, tillid og håb til medmennesker, det er det også, men det er først og fremmest til Gud, henvendt til ham, som den vi bygger vores liv på. Det er hos Gud det hele begynder, og det er udfra ham livet tager sin farve. i hvert fald når man lever sit liv i tillid til ham, i troen på ham og i håbet på ham. Jeg er udmærket godt klar over, at der kan være dem af jer, der nu sidder og tænker, jeg håbede da på en masse for mit liv, men det blev ikke sådan, ja til det må jeg sige, at når vi taler om håb i forhold til Gud, så betyder det ikke, at Gud opfylder vores bestillingslister som en anden julemand; men håbet, er, at vi kan leve vores i tro, i tillid til en Gud, som er der, og går med en selv der, hvor det er svært, selv der, hvor verden synes kold og forladt. Tro, håb, tillid, det er at vælge at have Gud som grundlag. Og derfor er det også så forfærdeligt, når vi ødelægger andres tro, vi fjerner jo deres livsgrundlag. Når vi gør børn til småvoksne, så er det lige præsis det vi gør, vi fjerner deres tro, vi fjerner deres livsgrundlag, deres tillid til, at der er nogen, der for dem. Her er det godt at huske på, hvad det er vi døber vores børn til, hvad det er vi selv er døbt til, nemlig troen på at Gud altid vil være med os, og passe på os i sin nåde og med sin kærlighed. Selv der hvor vi har fejlet og bragt til fald, der er Gud der. Det lød så ufatteligt smukt fra alteret ligefør, i den gammeltestamentelige læsningen. Jeg vil læse den for jer igen, for hvis vi skal tage noget med hjem i dag, så lad det være dette Gudsbillede at bygge livet i ugen der kommer på. Jeg læser den nu i den gamle oversættelse, for der bliver det endnu mere tydeligt, hvor stor Gud er: Glemmer en kvinde sit diende barn? EN mor hvad hun bar under hjertet? ja selvom de kunne glemme, jeg glemmer dig ej siger Herren. Amen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App