29.05 : Genoplivede Jesus virkelig Lazarus?

28:11

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Anne-Marie Nybo Mehlsen, Vigersted

Født 1966 i København, hvor jeg voksede op. Omgivet af en naturvidenskabelig familie, stod det ingen steder skrevet, at jeg skulle blive præst, men ét eller andet har tidligt gjort stort indtryk på mig. Faktisk var det min hensigt at tage klassisksproglig linje i gymnasiet, men familiens milde pres betød, at jeg endte med matematik. Det satte en trods i mig, der betød en herlig omvej omkring musikstudier i nogle år med mange studierejser og ophold i Europas hovedstæder, inden jeg overgav mig og begyndte teologistudiet. Jeg ville gerne være præst på landet, langt fra København, og mit første embede blev på Mors i tre små landsogne. Efter knapt fem år savnede jeg skov, og følte mig langt fra venner og familie på Sjælland. Det bragte mig til Vigersted og Kværkeby i dec. 2000. Gennem årene har jeg efteruddannet mig i sjælesorg, til retræteleder og supervisor og glæder mig dagligt over at være præst her på mangfoldige måder for mange slags mennesker i mange slags situationer.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Anna Kluge, KorsørJeg er 39 år og lykkelig gift med min store kærlighed, Thomas. Til sammen har vi 5 børn i alderen 12 til 2 år, hvilket giver en del liv i huset og rig anledning til at praktisere gode kristne dyder som tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Jeg er præst i et større provinssogn, hvor kirken og dens aktiviteter stadig er en naturlig del af bybilledet. Jeg er meget optaget af at bringe det kristne budskab om Guds frelse og kærlighed ud så bredt som muligt. Det betyder i praksis, at jeg arbejder meget med forskellige gudstjenesteformer, men jeg forsøger også i stigende grad at gå ud af kirkerummet og møde mennesker, dér hvor de naturligt befinder sig, i stedet for at stå i kirken og vente på, at folk kommer ind og sætter sig.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Anne-Marie Nybo Mehlsen, Vigersted

Prædikenen er endnu ikke på nettet

Prædiken af Anna Kluge, Korsør

 Det er ikke en pædagogisk tekst, vi skal fordybe os i i dag. Så I skal ikke sætte jer tilbage og tænke, ok nu er jeg klar, nu vil jeg gerne forstå noget om Gud. For denne tekst er ikke skrevet til vores intellekt, det er ikke dens formål, at vi, når vi har læst den, har fået et større overblik over Guds væsen og det, vi har med Gud at gøre. Teksten er en meditationstekst, som i virkeligheden skal læses mange gange, og ikke med pauser, så man kan indoptage hver enkelt sætning, før man går videre. Nej, den skal læses i et flow, som bølger der slår ind og glider ud. Det er mere en sang, som taler til følelserne. Vi skal ikke forstå nu – vi skal mærke. Så alle jer, der holder mest af at nærme jer Gud med intellektet og lærer bedst, når I har overblik og kan gå systematisk til værks: I bliver udfordret i dag, for dette er et forsøg på at nærme sig Gud af en anden vej. Vi skal give os lov til at erkende med vores følelser nu, vi skal forsøge at mærke Guds nærhed og ane, hvordan vi er ét med ham. Og det behøver ikke at ende i kvindagtigt føleri. Vi kan faktisk godt erkende sandt og lødigt med vores følelser, som jo er en helt uundværlig del af os som mennesker. Vi ved godt, at der er forskel på at forstå noget med hovedet, og så forstå det samme med hjertet. Vi ved f.eks. godt, at vi er biologiske, dødelige væsner. Vi ved godt, at vi kan blive syge – også selvom vi har gjort meget for at leve sundt og godt. Vi ved også godt, at vi skal dø en dag, og at det ikke er alle mennesker, som får lov til at blive gamle. Alt det kan vores intellekt fortælle os. Men når vi sidder i lægens konsultation og får at vide, at vi har fået en alvorlig sygdom, som kræver behandling og med stor sandsynlighed vil ændre vores hverdag, så forstår vi helt ind i rygraden, hvad det vil sige, at være et biologisk, dødeligt væsen. Så bliver den intellektuelle viden pludselig en del af os på en helt anden måde.

Og det samme gælder også i mindre alvorlige situationer. Når vi f.eks. taler med et andet menneske, og vores fornuft siger til os, at selvfølgelig kan vi stole på vedkommende, men vores mavefornemmelse siger noget andet – hvad følger vi så? Vores fornuft eller følelse? Vi kan lære meget om Gud ved at bruge vores fornuft og gode forstand, men hvis vi KUN vil erkende vha. fornuften, så går vi glip af et niveau. En begavet mand som Grundtvig arbejdede med det, han kaldte den trefoldige erkendelse. Han mente, at vi erkender med vores fornuft, vores forstand og vores følelse. Det er denne 3. vej, vi går i dag. Så således forsvaret, vil jeg nu læse en meditativ bøn, Jesus beder for os. Vi finder den i Johannesevangeliet.

Læsning I virkeligheden er denne forbøn, Jesus beder for os, svaret på alle moderne stressede menneskers behov. Tænk, hvis alle mennesker læste denne tekst højt for sig selv og dem, de elsker, hver aften før de faldt i søvn: ”Jesus sagde, jeg beder for alle dem, som tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du far, er i mig og jeg i dig, at de også må være i os”. Jeg tror, man kunne spare mange penge på den måde! Ingen stresshåndtering, ingen find-dig-selv-kurser, ingen dyre mindfullnes-forløb, bare fordybelse i den bøn, Jesus beder for os: ”Jeg beder dig far, for alle dem, som tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du er i mig og jeg i dig, at de også må være i os”.

Hvad er det, Jesus beder om? Jo, det modsatte af, hvad vi til daglig tror, vi har behov for: Normalt anser vi individet som civilisationens højdepunkt. Retten til at være sig selv med egne meninger og ret til at leve som jeg selv vil. Det er vigtigt for os, at være selvstændige, unikke, frie til at vælge dét vi gerne vil gøre, tro, have og lære. Vi vil gerne være frie. Jo, vi vil da gerne leve i parforhold, måske endda gifte os – men altid med den betingelse, at friheden står som en mulig bagdør. Vi lever sammen, men med hver sin bankkonto, og muligheden for at bryde op og gå sin egen vej eksisterer. Og det er godt nok, for ingen holder af at være afhængig – ikke engang af dem man elsker.

Men Jesus beder for, at vi må være ét. Ikke ens, men ét. Han beder ikke om det, vi tror, vi har brug for. Han beder om det, han ved, at vi trænger til.

Og hånden på hjertet, hvis jeg nu udfordrer dig og siger: ”Prøv at tænke på et øjeblik, hvor du var fuldkommen lykkelig – et glimt af dyb, dyb meningsfuldhed, hvor du følte at verden og du hang sammen i skøn harmoni”. Så gætter jeg på, at de færreste af jer nu sidder og tænker på engang I opnåede et stort sportsresultat, eller da regnskabet i firmaet viste et bragende overskud, eller den dag I endelig havde lært at cykle eller bestod en eksamen. Har vi oplevet noget af det, står det naturligvis som gode oplevelser, hvor vi var glade og stolte – men den dybeste lykke?

En mor beskrev den overraskende lykke, hun kunne mærke, når hun kiggede på sit barn: ”Når jeg ser på hende, føler jeg mig fuldendt” sagde hun ”Jeg har aldrig følt mig mere lykkelig, mere glad helt ind til knoglerne, end når jeg ser på hende”. ”Jeg er mere stolt af hende, når hun optræder med et ubehjælpsomt teaterstykke i skolen, end jeg var af mig selv, da jeg blev student” fortalte hun. Moderens kærlighed til sit barn var så stor, at det, der skete for barnet, skete for hende selv. Var barnet glad og stolt, var moderen det dobbelt. Var barnet ked af det og bange, var moderen det dobbelt. Og det her er jo ikke et usædvanligt tilfælde, mon ikke alle forældre kender den følelse? Jesus taler om så tæt en enhed, han siger: ”Du, far, er i mig og jeg i dig” – vi kender godt til at være så tæt på et andet menneske, til så dyb en enhedsfølelse. Så dyb, at vi kan opleve den lykke, at blive mere glad for det en anden oplever eller kan eller overvinder, end noget vi selv præsterer. Vi kender godt til enhed og til den lykke, man bliver fyldt af, når man oplever en fuldent enhed. Kan I huske, hvordan det var at være svimlende nyforelsket? Så helt opslugt af et andet menneske, at man ikke vidste, hvor man selv endte, og den anden begyndte. Mennesker, som har levet sammen en menneskealder, kan have det på samme måde – bare uden svimmelheden, som fortager sig med tiden, men samme fornemmelse af at høre så uløseligt sammen, at guldbrudeparret bliver ved med at takke hinanden for at have skabt så dejlig en familie og givet hinanden sådan et godt liv, hvem der egentlig gjorde hvad i hele den livslange proces er fuldstændig udvisket – og fuldstændig lige meget, for uden hinanden gik det slet ikke, uden hinanden var der ingenting.

Jo, mennesker kender godt til enhed. Til længslen efter den, og til lykken når den findes. Det er den lykke, vi kan opnå her i livet, når kærligheden lykkes for os, og vi oplever at leve i enhed med et andet menneske, som Jesus taler om. Og han tager vores erfaringer af lykke og enhed og løfter dem op til et nyt niveau ved at bede for, at den enhed og lykke også må gælde i vores forhold til Gud. Og I kan godt se, at så gælder det ikke længere om at forstå Guds væsen og reflektere over vores opgave og ansvar i verden, så er vi ovre i en helt anden kategori, hvor forståelsen holder op og følelserne begynder. For du kan godt forklare moderen rationelt, at det teaterstykke, datteren spiller, er temmelig ubehjælpsomt, og at moderen i virkeligheden slet ingen andel har i det teater – og moderen vil også acceptere den forklaring med sit intellekt, men følelserne er et helt andet sted, tæt vævet sammen med datterens: Hun mærker selv sommerfuglene i maven og glæden, når alle klapper. Og det er dét, som er hendes virkelighed – ikke det fornuftige analyserende overblik over situationen.

På samme måde er det med vores forhold til Gud. Måske kan vi tale med hinanden om vores tro – helt rationelt. Vi kan læse et sted i Bibelen og diskutere det med hinanden, måske endda gå til et foredrag om Lukasevangeliet og apostlenes samtid, og det kan være spændende og godt, men når livet spidser til, og vi mærker, at vi ikke kan klare det alene længere, så er det den tro, der bor i vores rygrad og følelser, som kan holde os oppe. Så er vi ligeglade med, at vers 16 i Lukasevangeliets kapitel 4 måske er en senere tilføjelse, så længe det kan sætte noget i gang i os. Det, der for alvor betyder noget, er om vi er i stand til at føle, at vores liv er tæt forbundet med Gud. Kan vi mærke dybt i vores grund, at vi ikke er alene hverken i lykken eller ulykken, fordi Jesus lever i mig og jeg i ham – så har vi en chance for at komme op at stå igen. Tør vi tro, at Jesus er så engageret i os, at han føler med os og føler for os, så kan det forandre vores liv. Så lever vi ikke længere for os selv, men med Gud.

Det er ikke alting, vi kan forstå. Det er ikke alting vi SKAL forstå – noget skal vi bare tage imod som en ren gave. På samme måde som et barn ville gøre det, med glæde, selvom vi ikke helt forstår, hvordan det hele egentlig er skruet sammen. Amen

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App