27.03: Er tro på Helligånden tro på ånder?

28:03

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Ole Bjerglund Thomsen, Haslev. Født 1975 og vokset op på landet v. en lille by i Vestjylland, der hedder Spjald. Efter et par år som efterskolelærer og et fejlvalg af studieretning på Medievidenskab fandt jeg min hylde på Det Teologiske Fakultet i Århus. Siden 2008 har jeg været sognepræst i Haslev og Freerslev, og jeg glæder mig hver dag over at have så meningsfuldt et job som det at formidle det kristne budskab. Kirken har mange rige traditioner, og samtidig er Folkekirken så fleksibel og rummelig, at kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan udfolde det at være kirke – denne rummelighed sætter jeg stor pris på. I en lang årrække har jeg været engageret i den kirkelige børne- og ungdomsorganisation KFUM og KFUK i Danmark, og i perioden 2006-2012 var jeg formand for organisationen. P.t. varetager jeg bestyrelsesposter i det kirkelige/teologisk forlag RPC samt i den diakonale organisation Skt. Lukas Stiftelsen. Jeg bor i Haslev sammen med min kone Gunvor, og vores to børn, Esther og Johannes.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Helga Tidemann Jensen, Årby. Jeg er født i 1979 og er opvokset i Gørlev på Vestsjælland. Mit første møde med troen og kristendommen var gennem KFUK, hvor jeg startede 6 år gammel – her bad vi Fadervor, sang og legede troen ind. Det var fantastisk og jeg har aldrig set det som andet end en gave Folkeskolen kom og gik og i 1. g. sad min veninde og jeg i hendes seng og bladrede i den berømte ”Hvad kan du blive” og her sagde hun: - Jeg skal enten læse Teologi eller Kunstvidenskab! Jeg vidste hvad Kunstvidenskab var, men Teologi, hvad var det. Ej, sagde hun, det er sådan noget med at blive præst. Og så smed hun bogen på gulvet. I det øjeblik vidste jeg 17 år gammel, hvad jeg skulle læse og hvad jeg skulle være, og jeg har aldrig fortrudt. Jeg elsker mit arbejde som præst. Og på mange måder, så er det at være præst meget mere end et arbejde. Jeg får lov til at byde børn velkommen i Guds rige igennem dåben. Jeg for lov til at virke som agent for Guds velsignelse over menneskers kærlighed til vielser. Jeg får lov til at følge med mennesker i deres sværeste tid, når en elsket dør i forbindelse med begravelser og bisættelser. Og jeg får lov til hver søndag at sætte ord på forholdet mellem Gud og os mennesker. Og så er der alt det andet jeg holder af – konfirmander, filmklub, fællessang, samtaler og meget mere. Privat bor mig og min familie i Årby præstegård og jeg er gift med Lars og sammen har vi Thorbjørn og Roald.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]

Joh 6,24-35[36-37]

Prædiken, Ole Bjerglund Thomsen

Earth Hour 29. marts 2014 I morgen hører man i landets kirker en historie om en flok mennesker, der opsøger Jesus for at få mad. Han siger så til dem. ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Forhistorien er den, vi kender så godt om, at Jesus har gjort 5000 mennesker mætte med fem brød og to fisk. Med ganske lidt, med smuler har han gjort mange mætte. På den måde har man vist dem, hvem han er – han er den, der altid deler ud, også af sig selv, ja, han er, som han siger, livets brød. Men folkene tror pointen er, at han er en supermand ja en superhero sådan som Spiderman eller andre, der kan fikse alt, så han kan vel også lave et madunder mere, så de kan spise sig propmætte igen. Derfor kommer de igen dagen efter for at få mere mirakelmad. De vil have mere og mere. Vi mennesker har en tendens til grådighed, og på den måde ødelægger vi meget for hinanden, for os selv og for kloden. Vi piner kloden for at få endnu mere overflod her hos os, mens andre mangler til bare at kunne få sko på fødderne og kunne spise sig mætte. Og samtidig rammes de fattigste egne af konsekvenserne af vores overforbrug i form af klimaforandringer, oversvømmelser og tørke. Men, siger Jesus, I har jo slet ikke forstået hvad det her gik ud på. Hver gang I mærker sult og tomhed, så tror, I, at det bare gælder om at spise mere. Og den samme replik kunne gælde til os: hver gang vi mærker tomhed i vores liv, så tror vi, det gælder om at æde, drikke, rejse, opleve, og købe ind i dyngevis af nyt, nyt og nyt. Så fylder vi en masse tomme kalorier ned i vores tomhed for at fylde den ud. Men jo mere junkfood vi fylder ned, desto større bliver tomheden og sulten. Vi må finde noget andet at fylde med, noget der virkelig har fylde og substans, noget man kan leve sit liv på. Og det kommer Jesus med i denne historie, når han siger: Jeg er livets brød, den der kommer til mig skal ikke sulte og den, der tror på mig skal aldrig tørste. Og noget andet, de har misforstået er, at Jesus ikke er kommet som en anden superhero som Spiderman, der bare fikser vores problemer. Men han har derimod gjort to ting. Han har vist os, hvem han selv er, nemlig Guds søn, der giver sig selv til os for at vi skal blive mætte. Han er ikke klistret op på væggen som en Spiderman med sugekop hænder og fødder, men han er klynget op på korset og hamret fast for vores skyld. Det er meningen med hans liv – og på den måde giver han os det, som vi alle altid kan blive mætte af, nemlig kærlighed. Han giver sig selv for vores skyld, han deler sig selv ud for vores skyld. Ja han har netop med de 5 brød og 2 fisk vist, at det gælder om at dele ud. Når bare man deler, er der nok til alle. Og sådan er det også med kærligheden. Ja, og sådan er det også med verdens goder. I stedet for at rage til os selv og sørge for at producere mere og mere for at blive rigere og rigere, ville det være interessant, hvis målet blev, hvordan kan vi dele det, vi har, så der bliver nok til alle. Det er noget værre sludder, når Earth Hour siger, at vi alle skal blive superhelte. Det er vi ikke og vi bliver det heller ikke. For vi begår alle fejl og dummer os, både over for hinanden og over for klimaet og miljøet, og det bliver vi nok ved med. Men vi kan alle forsøge at gøre en forskel lige der, hvor vi er sat. Nu er vi sammen her i 60 minutter for bl.a. at overveje, hvordan vi kan blive bedre til at huske at spare på energien – det vigtige er at huske det også efter de 60 minutter, ligesom vi skal huske, at ham der taler til os også efter de 60 minutter vil mætte os med sin mening og sin kærlighed. Bøn Gud, tak for den fantastiske klode du har betroet os. Vi beder dig: Tilgiv os, når vi tåbeligt og tankeløst ødelægger, Ødelægger noget for os selv og for hinanden, Ødelægger kloden omkring os. Giv os mod til at tro, at vi kan gøre det bedre - Ikke af os selv, men ved din kraft og ved fællesskabets styrke. Vær med de mennesker, som lider under klimaforandringer, Vær med dem, der er ofre for oversvømmelser, tørke og mangel på rent vand. Hjælp os til ikke bare her i 60 minutter at tænke på kloden, men til hver dag at gøre en forskel i det små. Så beder vi dig for os selv og for hinanden. For dem vi tænker på, og for dem, som ingen tænker på. Vær du hos os i fastetiden frem mod påske og mind os om, at du er den, der altid vil give os nyt liv, nye chancer og nyt mod. Amen

Prædiken, Helga Tidemann Jensen

(Spejl og gaveregn) Tænk at vågne om morgenen og så er den anden eller de andre væk – det er en af de ting vi alle sammen helt grundlæggende er bange for. Og det sker ikke bare for en person, men for en hel skare af mennesker. De vågner og Han er væk! – De har alle fulgt ham og nogen igennem længere tid og pludselig en morgen er han væk! Ham hele deres verden har drejet sig om. Ham, der har fyldt deres liv med mening, med alt det han har sagt, med alt det han har gjort. Så sent som dagen før – delte han brød og fisk ud så 5000 mennesker blev mætte uden at blinke, uden at forlange noget igen og nu er han væk. Det er så grundlæggende menneskeligt, det der sker i dagens tekst at vi alle i en eller anden grad kan nikke genkendende til det. De fleste af os gyser til børnebogsklassikeren ”Palle alene i verden”. Vi er bange for at blive forladt. Og hvad ville vi gøre, hvis det menneske, på hvem vi havde satset alt vores håb, alle vores drømme for fremtiden, pludselig var væk? Jeg ved godt hvad jeg ville gøre. Jeg ville gøre præcis som skaren. Jeg ville følge efter. Jeg ville prøve at virke nonchalant, jeg ville prøve at skjule min desperation præcis som skaren gør det, men sagen var, er og vil altid være: Vi kan ikke skjule noget for Gud! Vi kan ikke sminke vores motiver overfor ham! Han ser lige igennem os, igennem de signaler vi prøver at sende med vores tøj og stil, igennem alle påtagede smil, der dækker for sørgmodige hjerter, igennem fine ord og anklager – Gud ser dig og mig helt derind, hvor vi ikke lukker nogen ind, end ikke de allernærmeste. Og så slår han kærligt hovedet på sømmet og nagler os med sandhed, ligesom Jesus gjorde med skaren, da han sagde: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Så simpelt kan det siges uden bebrejdelse og med udelt kærlighed. Og Vorherre har jo ret. Vi mennesker leder efter brød at spise, vi leder med lys og lygte efter at få vores sult stillet, alt imens vi nonchalant prøver at skjule vores angst. Angsten for at kærligheden skal forlade os, at vi skal stå alene tilbage, at nogen skal se helt ind bag alle slør og masker og se min udgave af det desperate menneske, der bare gerne vil have stillet min sult. Sulten efter brød først og så sulten efter at passe ind, være med, være en del af det pulserende liv, sulten efter at blive elsket og anerkendt. Og Vorherre forsætter: Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer.. Og skaren svarer, som vi nok også ville have gjort – Jamen, hvad er det, du vil have, at vi skal gøre? Og svaret er simpelt, selvom sproget er krøllet: Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Det er det vi skal. Vi skal tro på: at Jesus Kristus er sendt til verden, til dig og mig, til alle af Gud selv. Intet mere, intet mindre – og det er ikke nødvendigvis let. Hvordan skulle han en senet og benet tømmersøn være Guds Søn? hvad vil Gud hos os? Der er så mange spørgsmål, der melder sig, men først og sidst er det, det Vorherre siger til dig og til mig og til lille Nynne (dåbsbarn), som om lidt kan kalde ham sin bror og kalde Gud sin Fader i himlen. Tro på mig. Stol på mig. Jeg er sendt til verden af min Fader – »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Vi mennesker har så travlt med at stille vores sult. Vi kaster os ind i trædemøllen og jagter altid det næste brød, den næste kærlighedserklæring. Vi er desperate efter at se og blive set, for hvad nu hvis vi gik glip af noget. Vi træder i møllen uden at mærke efter. Altid er vi sultne. Altid er vi på jagt, for hvad nu hvis vi vågner op i morgen og den anden eller de andre er væk. Det er her Vorherre byder over. Det er her Gaveregnen rammer os. Kristus siger på en måde: Træk vejret! Stop op et øjeblik! Luk øjnene og tro på mig, stol på mig. Jeg er her også selvom du ikke kan se mig, jeg er her og jeg har dig – Ligesom han fortæller os i dåben: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og kommer du til mig, skal du ikke sulte. Tror du på mig, skal du ikke tørste! Det er store ord, især midt i en fastetid – men jeg tror, at det ordene betyder er: Gud sætter mig fri af trædemøllen, fri af angsten for at falde af karrusellen og gå glip af en masse, fri af behovet for konstant anerkendelse, fordi jeg ved Han elsker mig! Fordi jeg tror på at Han ser mig som jeg er. Ser igennem de signaler jeg prøver at sende med mit tøj, igennem påtagede smil, igennem alle mine fine ord – Gud ser mig helt derind, hvor jeg ikke lukker nogen ind. Han ser og alligevel elsker han udelt, på trods af det han ser i dig og i mig vil der aldrig komme en dag, hvor vi skal sulte eller tørste efter hans nærhed eller hans kærlighed. Det er den gave Vorherre gør sit bedste for at give skaren af mennesker, der vågnede op den morgen og opdagede at han var væk. Tilliden og troen på at det hele nok skal gå, at brødet er der og at kærligheden er der, også når man vågner og Jesus ikke længere er lige der i lejren. Det er troens væsen, modet til at give slip på angsten og tro og stole på kærligheden i forhold til Gud og i forhold til verden. Så bliver vores gang i hverdagens trædemølle ikke drevet af angsten som evig slavepisker, men af kærlighed, tro og tillid til Gud og til verden. Må livets brød styrke os alle. Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App