¨

Benzin til 8,99 - derfor styrtdykker prisen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bilejerne betaler knap to kroner mindre per liter benzin her sidst i marts i forhold til starten af måneden.

I samarbejde med TV 2/Fyn

Det er helt tydeligt.

Der er ingen fly at se på den skyfri himmel, og der er færre biler på vejene under coronakrisen, som har præget Danmark siden 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sit første pressemøde og lukkede institutioner og skoler, sendte medarbejdere hjem, lukkede arrangementer og forbød forsamlinger. 

Det begrænsede trafik har sat sit præg på benzinpriserne, og det undrer flere sig over. Det helt korte svar på lavere benzinpriser er, at coronakrisen gør, at verden lige nu har brug for mindre olie end normalt. 

Det fortæller Jan Strørup, der er chefanalytiker i Nordea.

Efterspørgslen efter olie er faldet kraftig, blandt andet på grund af et stort fald i flytrafikken

Jan Strørup, chefanalytiker i Nordea

Russere og saudi-arabere uenige

Derudover skyldes det, at Opec-landene (Organisationen af olieeksporterende lande, red.) med Saudi Arabien i spidsen og Rusland ikke har kunnet blive enige om en aftale, der skal begrænse mængden af olie, der bliver produceret. 

Faktisk er de ifølge Jan Strørup i stedet begyndt at øge deres produktion. Det får benzinpriserne til at dykke yderligere på tankstationerne. 

- Dernæst har coronakrisen betydet, at efterspørgslen efter olie er faldet kraftig. Blandt andet på grund af et stort fald i flytrafikken, siger Jan Strørup, der dog understreger, at når benzinprisen ikke er faldet mere, end den er, skyldes det, at det kun cirka er en tredjedel af prisen på benzin, der bliver bestemt af olieprisen.

Resten er skatter og afgifter.

Ifølge Q8 var prisen for én liter benzin inklusive moms og afgiter den 5. marts 10 kroner og 79 øre. Den 26. marts var prisen 8 kroner og 99 øre. 

Lavere fald i diesel

Prisen på diesel er ikke faldet tilsvarende prisen på benzin. Det har Søren Madsen fra Aalborg da også lagt mærke, når han kører forbi tankstationerne. 

- I dag har jeg set benzin til 8,55 kroner og diesel til 8,05 kroner i Nørresundby, siger Søren Madsen.

Jan Strørup forklarer prisudviklingen sådan, at selvom det normalt plejer at være sådan, at prisen på diesel svinger mere end benzin, fordi der er mindre afgifter på diesel, så er det anderledes denne gang. 

- Men denne gang har det været anderledes, idet prisen på benzin er faldet noget mere end prisen på diesel, siger han og fortsætter:

- Det skyldes, at der har været stort fald i biltransporten under coronakrisen, mens lastbiltransporten har været mindre påvirket. Fordi det primært er personbiler, der bruger benzin, så er efterspørgslen efter benzin altså faldet meget mere end efterspørgslen efter diesel. Derfor er prisen på benzin denne gang faldet mere end på diesel.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App