Sundhedsplejerske sigtet i sag om drab på spædbarn

Mor og stedfar er tiltalt for drab på halvanden måned gammel baby på Lolland. Nu er sundhedsplejersken også sigtet for ikke at have grebet ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En sag om en halvanden måned gammel baby, der i september 2022 døde af sine kvæstelser, kan nu ende med et retsopgør om barnets sundhedsplejerskes ansvar.

Barnet blev dengang bragt til Rigshospitalet, efter at forældrene selv slog alarm. 

Den halvanden måned gamle baby var holdt op med at trække vejret, hvilket ifølge den 21-årige mor og den 23-årige stedfar skyldtes, at barnet havde fået noget gylp galt i halsen.

quote Det er et faktum, at der ikke er nogen, der har sagt til forældrene: "Hov, der er noget galt med dit barn"

Lonnie Kromann Nielsen, forsvarer

Men den forklaring matchede ikke med, at lægerne kunne konstatere, at barnet havde adskillige brækkede ribben, en afrevet overlæbe og blødninger, da det ankom til Rigshospitalet.

Nu kører sagen ved Retten i Nykøbing Falster, men det er ikke længere kun moren og stedfaren, der står for skud i sagen.

Fredag blev Børne- og Skoleudvalget i Lollands Kommune orienteret om, at en af kommunens sundhedsplejersker nu også er sigtet. Det bekræfter medlem af Skole- og Socialudvalget Per Kim Nielsen (SF), efter at Lolland Falsters Folketidende tidligere havde omtalt den nye drejning.

- På et møde næste torsdag bliver vi i udvalget orienteret nærmere om sagen, siger Per Kim Nielsen.

Udvalgsmedlemmet understreger også over for TV 2, at man ikke tidligere er blevet orienteret om, at der skulle kunne rettes kritik mod det system, der tager sig af nybagte forældre.

Hvad vidste mor og stedfar?

Det store spørgsmål er, hvorfor sundhedsplejersken ikke opdagede, at der var noget galt. Og det ligger klart, at forsvaret nu agter at bruge sundhedsplejerskens mulige manglende indgriben aktivt.

- Anklagemyndigheden må jo se på, hvad forældrene har vidst. Barnet har været under tilsyn af læger og sundhedsplejersker løbende. Det er et faktum, at der ikke er nogen, der har sagt til forældrene: "Hov, der er noget galt med dit barn". Det gør vi i hvert fald gældende, siger forsvarer Lonnie Kromann Nielsen.

Læs også
Forældrepar sigtet for grov vold mod spædbarn
Læs også
Forældrepar sigtet for grov vold mod spædbarn

Tidligere har Retslægerådet afgivet en erklæring om, at babyen var så kvæstet, at det umuligt kunne passe, at moren og stedfaren kunne undgå at vide, at der var noget galt.

- Retslægerådet mener, at forældrene burde have vidst det. Men det interessante er, hvad andre, der har været i nærheden af barnet, siger. Retslægerådet har jo ikke haft barnet i deres hænder, siger Lonnie Kromann Nielsen.

Anklaget for manddrab

TV 2 har forgæves forsøgt at få oplyst, hvor meget tilsyn der har været fra Lollands Kommunes side i den halvanden måned, barnet levede. Dog henviser lederen af området, Rikke Jensen, til kommunens hjemmeside, og her kan man læse, at sundhedsplejersken kommer på det første besøg, når barnet er fire til seks dage gammelt.

Derefter er der et besøg, når barnet er to uger gammelt, og det næste besøg ligger, når barnet er tre uger gammelt. Herefter følger et besøg, når et spædbarn er otte uger gammelt, men så længe nåede babyen ikke at leve.

Et andet udvalgsmedlem oplyser til TV 2, at familier "med udfordringer" oftere får besøg. Det har dog på grund af tavshedspligt ikke været muligt for udvalgsmedlemmerne at oplyse TV 2 om, hvorvidt familien hører til i den kategori.

Men sundhedsplejerskens eventuelle manglende indgriben kan altså ifølge forsvaret benyttes af moren og stedfaren, der i øjeblikket begge er anklaget for manddrab på den halvanden måned gamle baby.

Hvordan kan det undskylde din klient, at andre ikke har grebet ind?

- Det er medvirkende til, at jeg gør gældende, at forældrene ikke har vidst noget om kvæstelserne, siger Lonnie Kromann Nielsen.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få kontakt med anklageren i sagen.

Sagen kører videre ved Retten i Nykøbing Falster, som har afsat seks retsdage til sagen. Der ventes dom 15. april.


Nyhedsoverblik