Skal vi bekymre os om sydafrikansk variant? Få tre eksperters svar

Der er indikationer på, at den sydafrikanske variant ligner den britiske, der ventes at blive den dominerende i Danmark i løbet af februar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag kom det frem, at Statens Serum Institut (SSI) har fundet det første tilfælde af en sydafrikansk coronamutation med navnet B.1.351/501Y.

Ligesom med den britiske mutation, der har fået navnet B117, smitter den sandsynligvis mere end den version af coronavirussen, der hidtil har været dominerende i Danmark.

Men hvor bekymrede skal vi være, når nu endnu en mere smitsom variant gør sin entré?

Her er tre eksperters bud.

Udfordrer vaccinen

Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør, Statens Serum Institut.

Tyra Grove Krause. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix
Tyra Grove Krause. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Statens Serum Institut skrev i en pressemeddelelse i forbindelse med nyheden om fundet af den nye variant, at det tyder på, at virussens følsomhed overfor antistoffer er nedsat.

Det kan have indvirkning for vaccinen, siger Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør hos Statens Serum Institut.

- Den er ikke farligere end de andre varianter, vi kender. Den har en mutation, som kunne tyde på, at vacciner ikke vil være helt så virksomme, siger Tyra Grove Krause.

Læs også
Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant på Sjælland
Læs også
Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant på Sjælland

I pressemeddelelsen skrev instituttet dog, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og SSI vurderer, at vaccinerne også vil virke på den nye variant, fordi de giver "et bredere immunrespons".

Meget dårlig timing

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentiel virologi, Københavns Universitet

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix

Danskerne bør modtage nyheden om den sydafrikanske variant med rimelig bekymring, hvis man spørger Allan Randrup Thomsen.

- Det er et meget dårligt tidspunkt rent epidemimæssigt, at vi får introduceret denne variant, for den har nogle af de samme egenskaber som den britiske mutation, siger han til nyhedsbureauet Ritzau.

Han opfordrer til, at man med det samme sørger for at inddæmme virussen og finde alle kontakter til den smittede. Der er tale om en person fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai.

- Man skal efter min bedste opfattelse anlægge meget vide kriterier for, hvem der er kontakter. Hellere få testet en for meget end en for lidt, siger han og tilføjer, at det er meget svært på nuværende tidspunkt at vurdere, om smitten med den sydafrikanske variant kan holdes i skak.

Fortsat den britiske, der bekymrer

Mads Albertsen, professor i biovidenskab, Aalborg Universitet

Mads Albertsen, professor i biovidenskab. Sammen med sit forskerhold har han siden marts analyseret og kortlagt coronavirussens arvemasse. Foto: Scanpix Denmark
Mads Albertsen, professor i biovidenskab. Sammen med sit forskerhold har han siden marts analyseret og kortlagt coronavirussens arvemasse. Foto: Scanpix Denmark

Den sydafrikanske variant har fællestræk med den britiske coronavariant – den variant, der blandt andet har fået myndighederne til at råbe vagt i gevær og lukke ned for stort set al rejsetrafik til og fra Danmark.

Det fortæller Mads Albertsen, professor i biovidenskab på Aalborg Universitet, der sammen med sit forskerhold har analyseret og kortlagt coronavirussens arvemasse siden marts.

- Den ser ud til at smitte mere, som vi ser med den britiske variant. Der er indikationer på, at den ligner den britiske, men vi har ikke så meget data på den endnu, siger han.

Det er ifølge Mads Albertsen stadig den britiske variant, der skal fremkalde bekymringsrynker hos danskerne.

Der er nemlig håb forbundet med, at man har fundet den sydafrikanske variation tidligt, inden den har fået godt fat i den danske befolkning.

- Lige nu er det forsat den britiske variant, vi skal være bekymrede for. Vi kan håbe på, at vores overvågning kan fange den sydafrikanske tidligt nok og inddæmme den. Det håber jeg på, siger Mads Albertsen.


Nyhedsoverblik