Rekordvinter vil undertrykke særligt forårsfænomen

Et varmt hav omkring Danmark kommer i høj grad til at påvirke den første del af foråret. Der vil sandsynligvis blive mindre havgus dette forår.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra søndag er foråret over os i henhold til kalenderen, og det bringer nogle nye vejrtyper i spil. Og mange vil sikkert glæde sig over, at et af de mere kedelige fænomener vil have trange kår.

Vejret i Danmark er i høj grad påvirket af de store vandmasser, som omgiver os. Disse vandmasser er meget varmere end normalt, fordi vinteren har været rekordvarm, og det vil påvirke den måde, forårsvejret udarter sig på.

Af de mest tydelige konsekvenser vil vi nok se en mindre forekomst af tåge end normalt. Især den kolde havgus som på billedet herover.

For når varme luftmasser i foråret når frem til Danmark fra syd, vil de under normale forhold møde vores kolde hav og danne tåge over havet. Tågen driver typisk langt ind over land som en blanding af tåge, dis og lavthængende skyer - eller med andre ord fugtigt, gråt og køligt vejr.

Dette grå og kølige vejr opstår, når en varm og fugtig luft i kontakt med et koldt hav bliver afkølet så meget, at luften dugger til på samme måde, som når badeværelsets varme og fugtige luft danner dug på spejlet.

Satellitanalyse af havtemperaturer 28. februar 2020. Vi ser havtemperaturens afvigelse fra det normale (1971–2000) for årstiden.
Satellitanalyse af havtemperaturer 28. februar 2020. Vi ser havtemperaturens afvigelse fra det normale (1971–2000) for årstiden. Foto: NOAA OISST / TV 2 Vejret

Men med havtemperaturer, som er omkring tre grader over normalen, vil forårets lune og fugtige vinde blive afkølet mindre end normalt. Og dermed vil der blive dannet mindre tåge.

En mulig konsekvens af mindre tåge er som udgangspunkt mere sol, men i hvert fald mildere og mere tørt vejr. Især ved kysterne.

Forårets særlige kystvind bliver forsinket

Et andet af forårets karakteristiske fænomener er søbrisen. Det er vinde, som blæser ind fra havet, når solen skinner og varmer inde over land på en ellers stille dag. Søbrisen kan dermed få en ellers fin dag til at blive råkold nær kysterne.

For søbrisens vedkommende er det temperaturforskellen mellem hav og land, der driver vinden, og her vil vi igen se en forskel fra et normalt forår. Med en mindre temperaturforskel mellem hav og land vil det blæse mindre end normalt ved kysterne på solskinsdage.

Aktuelle målinger af havtemperaturen. Selvom mange nok ville vægre sig mod en tur i bølgen i øjeblikket, er det faktisk varmere end normalt.
Aktuelle målinger af havtemperaturen. Selvom mange nok ville vægre sig mod en tur i bølgen i øjeblikket, er det faktisk varmere end normalt. Foto: DMI / TV 2 Vejret

Søbrisen skal nok komme senere på sæsonen, når solen får mere magt, men indtil videre vil den være forsinket.

Selvom søbrisen udebliver, vil vi stadig kunne få både blæst og regn, når almindelige lavtryk og fronter bevæger sig hen over Danmark i foråret. Men vi vil få færre af de dage, som ender i koldt og fugtigt gråvejr.

Og skulle kolde luftmasser finde på at bryde frem mod Danmark, som vi før har set i begyndelsen af foråret, vil det lune hav også gøre det varmere, end det ellers ville have været.

Så alt i alt tyder det på, at vi får et lidt mildere og lysere forår end normalt som konsekvens af en rekordvarm vinter.


Nyhedsoverblik