Over 1.400 har søgt om erstatning for stormfloden

Et hurtigt stigende antal anmeldelser har overrasket Naturskaderådet, når der sammenlignes med stormen Bodil for ti år siden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et hurtigt stigende antal anmeldelser har overrasket Naturskaderådet, når der sammenlignes med stormen Bodil for ti år siden.

Weekendens uvejr og stormflod langs de danske østvendte kyster bliver en dyr omgang – måske også for alle forsikringstagere, der ikke fik skader på deres bolig.

Hos landets forsikringsselskaber er man stadig ved at optælle antallet af skadesanmeldelser fra stormen, der foreløbigt nærmer sig over 3000 skader på tværs af forsikringsselskaberne Tryg, Gjensidige, GF Forsikring og IF.

quote Det bliver rigtig, rigtig dyrt

Poul Jensen, chefkonsulent i Naturskaderådet

Samtidig har man hos Naturskaderådet, der har ansvaret for at erklære stormflod, regnet sig frem til, at der indtil tirsdag morgen er indløbet over 1400 anmeldelser om skader inden for de områder, hvor der blev erklæret stormflod.

Ifølge Poul Jensen, der er chefkonsulent i Naturskaderådet, er det et overraskende antal skader, som vi endnu ikke har set enden på.

- Med den hastighed, antallet stiger med, udvikler det sig helt vanvittigt, fortæller han.

Tidligere storm tømte skadekassen

Med et foreløbigt antal på over 1400 stormflodsskader vurderer Naturskaderådet, at det bliver en dyr regning at betale for at erstatte de ødelagte husstande.

Det skyldes dels, at vi endnu ikke har set enden på antallet af skader, som i forvejen er støt stigende, vurderer Poul Jensen.

- Det fortæller mig, at det bliver rigtig, rigtig dyrt. Der kommer til at blive et stort træk på naturskadepuljen, fortæller han.

Sommerhusområdet ved Roneklint nær Præstø blev fuldstændig oversvømmet.

Den nuværende naturskadepulje består af cirka 1,1 milliarder kroner, som bruges på erstatninger for skader efter stormflod og oversvømmelse fra vandløb og søer.

Hvert år bidrager alle personer, der har en forsikringspolice, der dækker brand, med 40 kroner til puljen.

Til sammenligning blev naturskadepuljen tømt for penge under stormen Bodil i 2013, fortæller Poul Jensen – en pulje, der dengang bestod af cirka 800 millioner kroner.

Prisstigning ikke udelukket

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har i weekenden udtalt til Ritzau, at skaderamte borgere ikke skal være bekymrede for, om der er penge nok i ordningen til at erstatte skaderne.

Dog fortæller Poul Jensen, at det ikke er utænkeligt, at stormfloden kan medføre en prisstigning på forsikringskundernes bidrag til naturskadepuljen fremover.

En række strandhuse ud til Strandvejen i Faxe Ladeplads har fået voldsomme skader. Nogle er helt ødelagte efter uvejret.
En række strandhuse ud til Strandvejen i Faxe Ladeplads har fået voldsomme skader. Nogle er helt ødelagte efter uvejret. Foto: Birgitte Kraft

Såfremt erstatningerne tømmer Naturskaderådets skadepulje for penge, har rådet mulighed for at hæve afgiften med 20 kroner årligt per police.

Ifølge Poul Jensen er prisstigningen en reel mulighed.

- Hvis vi oplever et for stort træk på puljen, kan afgiften godt stige til 60 kroner. Det kunne det godt tyde på, sådan som jeg ser det nu, fortæller han.

Hurtigere stigning end ved stormen Bodil

Weekendens stormflod ramte særligt langs de sydlige kyster ud mod Østersøen, og på 11 lokationer overgik uvejret en såkaldt 100-årshændelse.

Dermed blev stormfloden den værste af sin slags i 119 år.

quote Det, jeg har set ved at dykke ned i sagerne, ser virkelig slemt ud

Poul Jensen, chefkonsulent i Naturskaderådet

På trods af sjældenheden kan man godt trække tråde fra weekendens stormflod til stormen Bodil, der ramte Danmark i 2013, og som Poul Jensen fra Naturskaderådet også husker.

I år skiller antallet af anmeldelser sig dog ud sammenlignet med for ti år siden.

Det skyldes ifølge Poul Jensen, at hastigheden i antallet af anmeldelser til Naturskaderådet allerede er højere nu, sammenlignet med efter stormen Bodil, hvor der i alt kom 3000 anmeldelser om stormflodsskader.

- Det er en kurve, der går stejlt opad, siger han.

Klokken 16.30 var vandstanden 1,85 meter over normalen på Hesnæs Havn på det østlige Falster.
Klokken 16.30 var vandstanden 1,85 meter over normalen på Hesnæs Havn på det østlige Falster. Foto: Tom Hinsby / Privatfoto

Samtidig med et hastigt stigende antal anmeldelser er Poul Jensen også overrasket over voldsomheden i ødelæggelserne.

I sin gennemgang af sagerne har han set huse, der er oversvømmet af saltvand op til tagryggen.

- Det, jeg har set ved at dykke ned i sagerne, ser virkelig slemt ud. Det er seriøse skader, fortæller Poul Jensen.

Som borger har man to måneder til at anmelde sine skader efter en stormflod, og som regel kommer de fleste anmeldelser i løbet af den første uge, vurderer Naturskaderådet.


Nyhedsoverblik