Netto opfordrer til at preppe

Flere danskere er begyndt at købe ekstra ind og fylde lagrene op i tilfælde af en krisesituation. Dem vil Netto nu nå ud til med ny kampagne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ny type produkter har fundet vej til hylderne i dagligvarekæden Netto.

Det fremgår af kædens seneste tilbudsavis, hvor der blandt andet reklameres for en batteridreven fm-radio og en solcellepowerbank.

quote Vi ser det her som en hjælp til folk, der overvejer at forberede sig lidt bedre til uforudsete udfordringer eller hændelser

Martin Hasgard Olesen, kommerciel direktør i Netto

Produkterne skal forberede danskerne til ”enhver situation”, står der med henvisning til fænomenet prepping – en praksis, hvor man aktivt forbereder sig på at overleve en krise, krig eller katastrofe.

Således opfordrer Netto sine kunder til at købe alt fra dåsemad og lightere til håndsprit og vådservietter.

Ifølge Martin Hasgard Olesen, der er kommerciel direktør i Netto, skal det nye tema ses i lyset af, at stadig flere danskerne er begyndt at forberede sig på en potentiel krisesituation.

Sådan ser en af siderne ud i Nettos seneste tilbudsavis.
Sådan ser en af siderne ud i Nettos seneste tilbudsavis. Foto: Netto

Og de personer ønsker Netto også at nå ud til, forklarer han til TV 2.

- Hver eneste uge har vi en avis på gaden, og den forsøger vi at fylde med det, der har interesse for vores kunder. Det kan være nye, spændende ting, der inspirerer, men også være ting, der hjælper vores kunder, siger Martin Hasgard Olesen og tilføjer:

- Vi ser det her som en hjælp til folk, der overvejer at forberede sig lidt bedre til uforudsete udfordringer eller hændelser.

Ikke haft til hensigt at forstærke frygt

Danmark står ikke over for en direkte militær trussel, men alligevel har der været flere eksempler på danskere, som er begyndt at købe ekstra ind og fylde lagrene op.

Det skyldes blandt andet krigen i Ukraine, som har fået mange til at frygte for sikkerheden herhjemme. Det kunne man for eksempel aflæse af en Megafon-måling lavet for TV 2 i februar.

Nogle af de madvarer, som Netto foreslår sine kunder at købe som en del af deres prepping.
Nogle af de madvarer, som Netto foreslår sine kunder at købe som en del af deres prepping. Foto: Netto

Hvorvidt også Nettos kunder hører til gruppen af preppere, kan dagligvarekæden ikke direkte aflæse i forbrugernes indkøbsmønstre.

Det skyldes ifølge kommerciel direktør Martin Hasgard Olesen, at en masse andre faktorer, herunder inflationen, spiller ind i salgstallene.

Hvad er prepping?

  • Ordet prepping kommer fra det engelske ord for at være forberedt, prepared.

  • Det handler ganske enkelt om at forberede sig på krisesituationer i samfundet, hvor ting, der normalt fungerer, er sat ud af drift. Det kan skyldes krig, pandemier, cyberangreb, alvorlige ulykker eller naturkatastrofer.

  • Folk, der prepper, sørger eksempelvis for at have rigeligt med langtidsholdbare madvarer i hjemmet, drikkevand, kontanter, varme tæpper, stearinlys, batterier og en batteridrevet radio, så man kan følge med i nyhederne, hvis nettet er nede.

  • Det kan også være ting som flytbare nødstrømsgeneratorer, små transportable solcellepaneler, der kan oplade telefoner og tablets eller minivandrenseanlæg.

  • Nogle sørger for at lære at lave et bål, at kunne fiske eller tager jagttegn.

Kilde: Naturguide.dk

Derfor er temaet udelukkende et udtryk for en aktuel tendens, som Netto selv mener gør sig gældende i samfundet, fortæller han.

Men er I ikke med til at forstærke en frygt hos mange danskere?

- Det er ikke det, der har været hensigten. Hensigten har alene været at ramme noget relevant hos dem, der kommer hos os.

- Så jeg tror ikke, at vi er med til at forstærke en frygt. Men i og med at vi udkommer til rigtig mange mennesker, kan vi da godt være med til at sætte nogle tanker i gang.

Er gået bedre end forventet

Martin Hasgard Olesen afviser ligeledes over for TV 2, at prepping-produkterne skal ses som et forsøg på at tjene penge på danskernes frygt.

Derimod påpeger han, at produkterne ikke ligefrem er nogle, som kæden "kapitaliserer på".

- Hvis vi skulle bruge de her sider alene med det for øje, skulle vi bruge dem på noget andet, siger han.

Læs også
Et hemmeligt sted forbereder han sig på katastrofen - og han er ikke alene
Læs også
Et hemmeligt sted forbereder han sig på katastrofen - og han er ikke alene

Den kommercielle direktør tilføjer dog, at salget er gået bedre end forventet.

Hvor meget bedre vil han ikke komme ind på, da Netto ifølge ham ikke deler sine salgstal med andre grundet kædens konkurrenter.

Alt, han vil sige, er, at forventningen var små, men at de er blevet indfriet – og en smule til.

Styrelse arbejder på planer

De danske myndigheder har endnu ikke opfordret danskerne til decideret at preppe.

Men i begyndelsen af marts kunne Jyllands-Posten berette, hvordan Beredskabsstyrelsen sammen med andre danske myndigheder er gået i gang med et arbejde, der skal centrere sig om at øge danskernes hjemmeberedskab i tilfælde af krig eller krise.

Hvad arbejdet vil munde ud i, er endnu uvist. Men ifølge Beredskabsstyrelsen kan det eksempel ende med en pjece, onlinekampagne eller andet.

Hvorvidt Netto i fremtiden vil fortsætte med at sælge eller reklamere for produkter velegnet til danskernes hjemmeberedskab, er endnu for tidligt at sige, lyder det fra Martin Hasgard Olesen.

For i og med at tilbudsavisen kun har været aktuel siden lørdag, er supermarkedskæden endnu ikke nået til at evaluere.


Nyhedsoverblik