En af erhvervslivets største lobbyistorganisationer Dansk Erhverv opfordrer nu politikerne på Christiansborg til at sætte yderligere ind over for den danske grænsehandel.
- Vi mener, at man skal kigge på virvaret af afgifter, som vi har på rigtig mange varer, særligt slik og chokolade, lyder det fra politisk konsulent i Dansk Erhvervs Lisa Gundsø.
En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at fire ud af 10 danskere forventer at handle i Tyskland i løbet af sommeren. Og det samme antal danskere har handlet på den anden side af grænsen de seneste seks måneder.
Vi mener, at man skal kigge på virvaret af afgifter, som vi har på rigtig mange varer, særligt slik og chokolade
Milliarder er på spil
Den seneste grænsehandelsrapport fra Skatteministeriet viste, at grænsehandlen og den illegale handel med sodavand, slik, øl, vin og spiritus udgjorde knap fire milliarder kroner i 2015.
Derfor er der i den grad brug for gøre noget ved de afgifter, der ifølge organisationen De Samvirkende Købmænd får danskerne til at handle syd for grænsen. Det mener direktøren i De Samvirkende Købmænd, John Wagner.
- Der vil altid være en eller anden form for grænsehandel. Men der vil være tre-fire milliarder kroner at hente hjem til dansk detailhandel, hvis man sætter afgifterne ned, siger han og understreger, at de danske købmænd i den grad kan mærke, at danskerne handler i Tyskland.
- Selvfølgelig er vi præget af det. Hvis vi kigger på de sønderjyske områder og Lolland-Falster, så er der klart færre indbyggere per butik i de områder på grund af grænsehandlen, siger John Wagner.
Slik og chokoladeafgifterne skal ned
Imens afgifterne på øl og sodavand allerede er blevet lempet, er det ifølge Dansk Erhverv især på slik og chokolade, at skoen trykker.
Udviklingen siden afgiftslempelserne for tre år siden viser meget klart, at de virker
- Der har været en række afgiftsforhøjelser de seneste år, som betyder, at vi i en årrække fra 2011 til 2015 har set en stigning på 44 procent med grænsehandel af slik og chokolade, siger Lisa Gundsø fra Dansk Erhverv.
Og afgiftslettelserne er det helt rigtige middel til at mindske grænsehandlen mener, John Wagner og henviser til, hvordan det er gået med grænsehandlen for øl og sodavand.
- Udviklingen siden afgiftslempelserne for tre år siden viser meget klart, at de virker. Der købes mindre syd for grænsen i dag, siger han.