Julen bliver landsdækkende grøn

Og i modsætning til sidste år er der heller ikke lokal hvid jul nogle steder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Drømmer man at holde juleaften i snedækkede omgivelser - og endda med julesneen dalende udenfor vinduerne - så skal man i al hast finde et andet sted end Danmark at fejre jul i.

Milde, sydvestlige vinde blæser op over Danmark - og det er stort set den 'værste' vindretning, vi kan have juleaftensdag, hvis man altså hører til dem, der kan lide julesne.

HVORNÅR ER DER HVID JUL?

I Danmark kalder vi det landsdækkende hvid jul, når der den 24. december ud på eftermiddagen i mindst 90 % af landet ligger 0,5 cm sne.

 

Hvis der ét eller andet sted i landet ligger sne - så taler man om en lokal eller delvis hvid jul.

Med temperaturer på mellem fem og syv graders varme, enkelte byger af og til og lokale kig til solen, må vi vente mindst et år mere på den hvide jul.

Niende landsdækkende grønne jul i træk - og heller ikke lokal hvid jul

Den grønne jul i år kommer som den niende i træk, som ender landsdækkende grøn.

Ikke siden 2010 har vi haft landsdækkende hvid jul i Danmark. Dengang var det til gengæld den anden landsdækkende hvide jul i træk.

Sidste år kunne man i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm fejre hvid jul - og det var første gang i seks år, at der var lokal hvid jul.

HVID JUL - SIDEN 1900

År med landsdækkende hvid jul i Danmark - siden år 1900

 

2010
2009
1995
1981
1969
1956
1938
1923
1915

I 2014 var den lokale hvide jul dog også tæt på. Her faldt der sne mange steder julenat, og juledag stod mange danskere op til et snepudret vinterlandskab. Men sneen kom dog for sent til bare at sikre os lokal hvid jul.

Siden 1900 har vi haft landsdækkende hvid jul ni gange, hvilket statistisk set gør, at hvid jul på landsplan indtræffer hvert 13. år - eller sagt på en anden måde - der er otte procent sandsynlighed for landsdækkende hvid jul.


Nyhedsoverblik