Inden markant koldfront rammer - her kan man få årets hidtil varmeste dag

Inden temperaturen falder meget, kan man få sommerlige temperaturer i dele af landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag bliver en dag, hvor der både kan blive brug for den kortærmede trøje - og senere den tykke vindjakke.

En meget markant koldfront skal passere Danmark fra nordvest, men på forsiden af fronten strømmer varm luft fra sydvest op over den sydøstlige del af landet.

Her ligger temperaturen søndag formiddag allerede på mellem 13 og 17 grader, mens solen skinner flere steder. Længst mod øst er der fortsat skyer, men de ventes at forsvinde i løbet af få timer.

Vejrsituationen søndag klokken 15. Fronten ligger tværs gennem landet, og på forsiden (mod øst) kan temperaturen nå over 20 grader. Samtidigt vil man opleve temperaturer omkring 10 grader i den nordvestlige del af landet. Foto: TV 2 VEJRET
Vejrsituationen søndag klokken 15. Fronten ligger tværs gennem landet, og på forsiden (mod øst) kan temperaturen nå over 20 grader. Samtidigt vil man opleve temperaturer omkring 10 grader i den nordvestlige del af landet. Foto: TV 2 VEJRET

Derefter kan man i et par timer opleve pænt solskinsvejr med hastigt stigende temperaturer, i takt med at solen stiger højere på himlen.

Først på eftermiddagen kan temperaturen over Lolland-Falster samt over den nord- og østlige del af Sjælland stige til over 20 grader. Det er også muligt, at temperaturen stiger til over 21,2 grader, og hvis det sker, så vil søndag blive årets hidtil varmeste dag. Derudover kan Hammerodde på nordspidsen af Bornholm også vise temperaturer over 21 grader.

Den hidtil varmeste dag i år fik vi for over en måned siden - nemlig 6. april, hvor temperaturen i det sydlige Jylland steg til 21,2 grader.

Efterfølges af stort temperaturfald

Imens koldfronten bevæger sig fra nordvest mod sydøst - på tværs af landet - falder temperaturen betragteligt efter passagen. Luften bag koldfronten giver temperaturer på omkring eller lige under 10 grader, og den luftmasse afløser den sommervarme luft mod øst i løbet af eftermiddagen.

Derfor vil man på dele af Sjælland og i eksempelvis København opleve, at temperaturen falder fra 20-22 grader til 10-12 grader i løbet af få timer, når fronten passerer.

På Bornholm passerer fronten først i aftentimerne, og de næste dage vil den kolde luft for årstiden befinde sig over Danmark.


Nyhedsoverblik