Færge undviger russisk krigsskib

Den danske færge måtte vende rundt, da et russisk krigsskib ikke overholdt søfartsreglerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En færge fra Molslinjen har fredag formiddag måttet undvige et russisk krigsskib på åbent hav.

Over for TV 2 bekræfter Forsvarets Operationscenter, at der er tale om russisk tilstedeværelse.

Færgen sejlede fra Sjællands Odde klokken 11 mod Aarhus, og kort efter afgang lavede hurtigfærgen en 360-graders vending for at undgå en kollision.

Det bekræfter Jesper Maack, som er kommunikationschef for Molslinjen, over for TV 2.

Ifølge passagerer på færgen sagde kaptajnen over højtaleren, at skibet havde lavet den 360-graders vending for at undgå et russisk krigsskib.

- Ikke så lang tid efter vi var sejlet fra Odden, gik farten ned, og så drejede færgen rimelig skarpt, siger Susanne Wulff Svendsen, der var ombord på færgen, til TV 2.

- Så sagde kaptajnen, at som man nok havde bemærket, så drejede færgen, og det skyldes et russisk krigsskib, der ikke overholdt søfartsreglerne.

Jesper Maack bekræfter over for TV 2, at skibet ikke havde ikke i sinde at stoppe, hvorfor den danske færge måtte reagere.

Sjælden hændelse

Susanne Wulff Svenden fortæller, at færgen derefter kunne sejle stille og roligt videre.

Flere passagerer rejste sig, tog billeder og filmede episoden, lyder det.

- Vi blev ikke forskrækkede, men folk blev da lidt fortørnede, beretter Susanne Wulff Svenden.

Kommunikationschef Jesper Maack forklarer, at der findes helt klare regler for, hvordan skibe skal navigere på åbent hav.

- Manøvren bliver lavet med god afstand, og den 360-graders vending var helt efter bogen, siger Jesper Maack.

Han kalder episoden for "udramatisk", men medgiver, at den danske færge måtte gå fra høj til lav fart, da den begyndte at dreje.

Noget som skabte visse rystelser.

Ifølge kommunikationschefen sker det "en sjælden gang", at skibe ikke overholder søfartsloven, som var tilfældet fredag formiddag.


Nyhedsoverblik