¨

Efter blæsende lørdag - kraftigt regnvejr truer i nat

Søndag morgen vil man i Nordjylland, på store dele af Sjælland og på Bornholm stå op til regnvejr. Foto: Frank Ludvig Holtmann

Nogle steder kan der falde over 20 millimeter regn, når en front passerer Danmark natten til søndag.

I samarbejde med tv2.dk

Stormen Alex, der hærger i store dele af Europa med blæst, store mængder regn og oversvømmelser, strejfer også Danmark, når et regnvejr i løbet af natten til søndag breder sig op over landet fra syd.

Allerede lørdag har vi på nordsiden af det store stormlavtryk over den vestlige del af Europa haft det blæsende.

Langs kysterne har der været vindstød af hård kuling fra øst, og det blæsende vejr fortsætter en stor del af aftenen og natten, indtil regnen når frem til den sydlige del af landet.

Der kan falde op til 25 millimeter

Fronterne fra stormlavtrykket over den vestlige del af Europa når omkring midnatstid frem til Sønderjylland, hvorfra regnvejret i løbet af natten breder sig mod nord.

Regnvejret tager på sin vej op over Danmark til i styrke, og ud på natten kan regnen i den nordvestlige del af Jylland blive kraftig og på få timer give mellem 20 og 25 millimeter regn.

Søndag morgen vil man i Nordjylland, på store dele af Sjælland og på Bornholm stå op til fortsat regnvejr, mens det klarer noget op i den sydlige del af landet.

Først omkring søndag middag vil regnen have sluppet sit tag i hele landet.

Usædvanlig varm aften og nat

Inden regnvejret når frem til os, kan man i aftentimerne komme til at opleve et varmt pust, der kan sende temperaturen op mellem 17 og 19 grader helt frem til midt på natten.

Det er sommervarme, der fra den østlige del af Middelhavet strømmer op på østsiden af stormlavtrykket.

I Syditalien har temperaturen indtil søndag middag været oppe nær 30 grader, mens man på Balkan har haft 28 graders varme.

Helt op til Ungarn har det været sommervarmt med 25 graders varme.

Resterne af den varme skyder op over den sydøstlige del af landet lørdag aften og natten til søndag.

På Bornholm kan temperaturen nå at stige til 19 grader, mens man på store dele af Sjælland også får en lun aften og nat med over 17 grader.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App