DSB tester: Salgsvognen er tilbage i ny udgave

DSB vil undersøge, hvordan kunderne tager imod det. Derefter vil man vurdere, om salgsvognene skal blive permanente.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Engang kunne man købe kogte pølser, sodavand, slik, øl og magasiner i en salgsvogn i DSB's togvogne.

Men så lukkede DSB vognene i 2014, da driften af dem var en for stor udgift.

Nu kan mediet Finans dog fortælle, at salgsvognen er blevet genintroduceret i en ny form, og lige nu testes ordningen på 15-18 daglige afgange med landsdækkende tog mellem Fredericia og København.

Samarbejde med 7-Eleven

DSB har indgået et samarbejde med kioskkæden 7-Eleven, og derfor er det nu medarbejdere fra kæden, der går rundt med et lille udvalg af varer.

Der er ikke tale om en decideret salgsvogn, men en form for anordning, som sælgerne bærer rundt på, fortæller en TV 2-ansat, der er stødt på sælgerne i toget. Foran bærer de et udvalg af slik og snacks, og på ryggen har de en slags rygsæk til kaffe og the.

I første omgang er det en lille testperiode, fortæller DSB's kommunikationschef Niels-Otto Fisker til Finans:

- Vi gennemfører lige nu et forsøg med salg i togene over Storebælt for at se, hvordan kunderne tager imod det. Og for at vurdere, om konceptet er holdbart, lyder det.

Gav underskud sidst

Konceptet var dog ikke holdbart i 2014, må man forstå på udtalelserne til Ritzau dengang.

- Vi må erkende, at det ikke er muligt at få skabt en bæredygtig økonomi for salgsvognen - heller ikke på de lange strækninger, lød det altså dengang fra DSB i en pressemeddelelse.

Året før kunne DR fortælle, at DSB i næsten 10 år havde haft et årligt underskud på mellem 86 og 115 millioner kroner på salgsvognene.

DSB har i flere år haft et samarbejde med 7-Eleven om at drive kiosker på stationer landet over.


Nyhedsoverblik