Det knastørre vejr fortsætter tirsdag

Temperaturen kan nærme sig 25 grader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag bliver endnu en dag i rækken af knastørre dage, hvor solen mange steder vil skinne fra en næsten skyfri himmel.

Tirsdag morgen er der dog betydeligt flere skyer over Jylland, men i løbet af de næste timer vil de fleste skyer fordampe, hvorefter solen får masser af plads på sommerhimlen.

På øerne skinner solen derimod fra morgenstunden, og det vil den blive ved med at gøre resten af dagen.

Varmere end de foregående dage

Luftmassen over Danmark er en smule varmere tirsdag, hvilket gør, at temperaturen når et nøk højere op.

Ud på eftermiddagen, når det er varmest, kan temperaturen stige til 24 grader – eller måske endda lidt mere. Det betyder, at vi kan nærme os en meteorologisk sommerdag. Indtil videre har vi kun haft én enkelt af slagsen i år, hvilket skete 22. maj, da temperaturen i København nåede 25,1 grader.

Udklip
Foto: TV 2 VEJRET

Skyer ved vestkysten

Mens vejret viser sig fra sin smukkeste side de fleste steder tirsdag, kan der være flere skyer langs den jyske vestkyst.

Her driver skyer fra Nordsøen med vestenvinden ind mod kysten og kan dagen igennem genere længst mod vest. Længere inde over land vil de fleste skyer formentlig forsvinde, når de driver ind.

Mens solen står højest på himlen midt på dagen, kan uv-indekset nå op omkring 6. Det betyder, at man skal være opmærksom på at bruge solbeskyttelse, hvis man skal opholde sig udendørs i længere tid.


Nyhedsoverblik