Danmark åbner for rejser til populære feriesteder

Nogle af danskernes yndede feriemål i Frankrig og Grækenland bliver nu farvet gule.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I takt med at skolernes sommerferie nærmer sig, åbner Udenrigsministeriet for flere steder, danskerne kan rejse til.

Det oplyser Udenrigsministeriet fredag.

Således bliver flere regioner i nogle af EU-landene farvet gule på grund af lave smittetal - det vil sige, at myndighederne ikke længere fraråder danskere at rejse dertil, men opfordrer folk til at være ekstra forsigtige.

Fra lørdag 19. juni klokken 16 ændres rejsevejledningerne for følgende europæiske lande og regioner, der går fra at være orange til gule:

  • Frankrig: Bretagne, Nouvelle-Aquitaine, Occitanie og Provence-Alpes-Côte d’Azur (dermed kan der rejses til populære feriesteder som Cannes og Nice)
  • Grækenland: Kreta, Ipeiros, De Ioniske Øer, Dytiki Ellada og Sterea Ellada
  • Spanien: Melilla
  • Schweiz: Jura
  • Estland

Hvad betyder farverne i rejsevejledningen?

Grøn: Vær opmærksom - brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Gul: Vær ekstra forsigtig - Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedier og dit rejsebureau.

Orange: Alle ikke-nødvendige rejser frarådes - Risciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Rød: Alle rejser frarådes - Meget høj sikkerhedsrisiko. Hvis du vælger at rejse, bør du søge professionel rådgivning. 

Kilde: Udenrigsministeriet

Lande uden for EU er også med på listen

Der bliver også lempet for reglerne for fem lande udenfor EU-regi, oplyser Udenrigsministeriet.

Følgende lande farves gule:

  • Albanien
  • Serbien
  • Nordmakedonien
  • Libanon
  • Rwanda


Det er dog ikke kun danskerne, som har noget at se frem til. Endnu lysere ser det faktisk ud for udlændinge, der gerne vil ind i Danmark.

Udenrigsministeriet fortæller, at den nationale covid-19 taskforce for rejserestriktioner har besluttet, at personer fra Albanien, Libanon, Nordmakedonien, Serbien, USA, Taiwan, Hongkong og Macau kan rejse ind i landet.

Snart bliver der åbnet op for alle EU-lande

Danskerne skal dog ikke vente lang tid, før alle lande i EU enten er gule eller grønne.

Torsdag kunne udenrigsminister Jeppe Kofod nemlig oplyse, at danskerne fra 26. juni kan rejse frit i hele EU, uden at skulle fremvise en test før hjemrejse eller i isolation, når ferien er slut.

Det eneste, det kræver, er et gyldigt coronapas.

Samtidig lempes de danske indrejserestriktioner, og det betyder, at EU-borgere ikke skal gå i isolation, når de rejser ind i Danmark, så længe de kan fremvise et gyldigt coronapas.

Ændringerne kommer i kølvandet på den aftale, som EU’s medlemslande tidligere har indgået om fælles rejserestriktioner og et fælles coronapas, der træder i kraft 1. juli.


Nyhedsoverblik