Bastant varme kan give os en tropedag

Vi kan få den femte tropedag i år, og der kan komme enkelte kraftige byger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi har udsigt til en både varm og fugtig dag, og i kombination kan det føles ganske tropeagtigt. Det kan såmænd ende med at blive en decideret meteorologisk tropedag med 30 grader eller derover.

Allerede fra den tidlige morgenstund var det meget lunt med temperaturer tæt på 20 grader mange steder. På Bornholm var temperaturen endda ikke under 20 grader hen over natten, hvorved det blev en tropenat.

Med udsigt til nogen eller meget sol vil temperaturen blot stige støt for at nå sit maksimum på den sidste del af eftermiddagen.

30 grader kan meget vel blive det tal, som viser sig på enkelte termometre i den østlige del af Danmark.

Bornholm, Storkøbenhavn og Vestsjælland har den største sandsynlighed for så høje varmegrader.

Varm luft strømmer op over Danmark fra sydøst og øst, og derfor vil det blive varmest på Bornholm og Sjælland. Foto: TV 2 Vejret
Varm luft strømmer op over Danmark fra sydøst og øst, og derfor vil det blive varmest på Bornholm og Sjælland. Foto: TV 2 Vejret

Varmen kommer fra Østeuropa og strømmer rundt om et lavtryk over Tyskland og videre op til Bornholm og Sjælland.

Længere vestpå mærker man også varmen, og man får typisk et sted mellem 23 og 28 grader på Fyn og i Jylland, og således er der lagt op til en meget varm dag i Danmark.

Risiko for pludselige byger

Varmen kommer dog ikke alene, for en vejrsituation med høje temperaturer og høj luftfugtighed har også potentialet til kraftige byger.

Enkelte af disse byger kan opstå spontant, når varmen topper sidst på eftermiddagen og hen over aftenen. Man kunne se sådanne pludselige byger over Sjælland og Fyn, men placeringen er stort set umulig at forudsige præcist.

Et lavtryk over Tyskland sender en linje af byger op over Østersøen, og Lolland, Falster og Bornholm kan få en skylle og et tordenbrag i løbet af aftenen. Foto: TV 2 Vejret
Et lavtryk over Tyskland sender en linje af byger op over Østersøen, og Lolland, Falster og Bornholm kan få en skylle og et tordenbrag i løbet af aftenen. Foto: TV 2 Vejret

Til gengæld virker det noget mere sandsynligt, at et område med mere sammenhængende byger trækker op over Lolland, Falster og Bornholm. Her kan man få en afsvalende skylle og et tordenbrag ud på aftenen.

På en gennemsnitlig dansk sommer får vi typisk de højeste varmegrader sidst i juli og først i august. Men allerede i år har temperaturen passeret 30 grader fire gange, endda tilbage i juni, og i dag kan vi altså meget vel få den femte af slagsen.


Nyhedsoverblik