Alvorlig kritik af tidligere ledelse på Herlufsholm - dreng slået med skotræ

Elever er ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet blandt andet blevet bagbundet, sparket og slået og har fået tøj revet i stykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Herlufsholm Kostskole har der i lang tid været "alvorlige udfordringer med den gensidige respekt mellem elever og for alle elever på tværs af årgange".

Sådan lyder det i Styrelsen for Undervisning og Kvalitets endelige afgørelse i tilsynssagen mod skolen, som kom i søgelyset efter en TV 2-dokumentar i 2022.

quote Ikke alle elever har overholdt almene normer for god orden og godt samvær

Afgørelsen fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

I afgørelsen hælder styrelsen skolens forklaringer ned ad brættet og retter alvorlig kritik af skolens tidligere bestyrelse. Det er styrelsens vurdering, at den ikke "på fyldestgørende vis har varetaget det betroede hverv", fremgår det af afgørelsen, som TV 2 er i besiddelse af:

- Styrelsen finder anledning til alvorlig bekymring for elevkulturen og elevtrivslen på skolen.

Slået, sparket og bagbundet

Styrelsen er i forbindelse med undersøgelsen af Herlufsholm blevet bekendt med 12 sager alene fra skoleåret 2021/2022 om "mobning, voldsomme handlinger og krænkende adfærd". Sagerne involverer 26 elever.

I afgørelsen står flere klagesager beskrevet. Herunder blandt andet, at en dreng ifølge forældrene har "oplevet systematisk fysisk og psykisk mobning".

Læs også
Herlufsholm skal tilbagebetale 27 millioner kroner
Læs også
Herlufsholm skal tilbagebetale 27 millioner kroner

En anden dreng er ifølge forældrene blevet "slået med skotræ cirka 15-20 gange", er blevet udsat for "racistiske udtalelser" og har fået "slag og spark i sengen", "tæsk af større elever", skoletøj "revet i stykket" og "trælår og lammere".

- Derudover har forældrene oplyst, at lillebroren er blevet slået med et baseballbat, og at storebroren i sin tid flere gange har oplevet at blive tæsket, så han har været fysisk skadet og med store blå mærker, står der i afgørelsen.

Styrelsen skriver desuden om en klagesag vedrørende optagelser fra et omklædningsrum i november 2021. Her blev en elev bagbundet med strips og tapet for munden.

Afviste interviews

TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms Hemmeligheder' førte blandt andet til, at den daværende bestyrelse trak sig, og at skolens daværende rektor blev adskediget.

Afsløringerne bragte også medieopmærksomhed mod kronprinsparret og deres to ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella.

Prins Christian gik i forvejen på Herlufsholm, hvor han efter planen ville få selskab af prinsesse Isabella efter sommerferien. De går begge på en anden skole i dag.

Tirsdag kunne TV 2 fortælle, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udover den alvorlige kritik kræver 27 millioner kroner i tilbagebetaling fra kostskolen.

Læs også
Herlufsholm afskaffer sovesale og hvide uniformer for at undgå millionbøde
Læs også
Herlufsholm afskaffer sovesale og hvide uniformer for at undgå millionbøde

TV 2 har forsøgt at få et interview med den ansvarlige minister, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Det har han ikke ønsket at stille op til.

I stedet har han sendt et skriftligt citat, hvor han skriver:

- Det er vigtigt for mig, at børn og unge er trygge på deres skole. Ingen skal udsættes for overgreb, mobning eller krænkelser. Nu har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet truffet en afgørelse i sagen om Herlufsholm. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

TV 2 har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra skolens nuværende rektor, bestyrelsesformand og advokat. Ingen af dem har ønsket at stille op til et interview.


Nyhedsoverblik