Kampen om den prikkede og den grønne - her er tourens højdepunkter i Odsherred og Kalundborg

To helt særlige trøjer skal fordeles, når Tour de France kører gennem Odsherred og Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Om lidt over en uge, nærmere bestemt den 2. juli, drøner verdens hårdeste cykelløb igennem vores område.

Cykelrytterne kommer til at køre igennem fire af vores kommuner; Odsherred, Kalundborg, Slagelse og Holbæk.

Hver enkelt kommune har noget helt specielt at tilbyde rytterne. Det sætter TV2 ØST fokus på, når vi sammen med de lokale cykelklubber tager en prøvetur på de udvalgte ruter. 

Som at køre op i himlen

I Odsherred er det Nykøbing Sjælland Cykelmotion, der tager os med ud i det bakkede landsskab. 

Rytterne er erfarne herrer, der fortsat holder gang i motionscykling, selvom de for længst har passeret pensionsalderen. 

Bjarne Andersen er formand for Nykøbing Sjælland Cykelmotion, der kender bakkerne i Odsherred særdeles godt.
Bjarne Andersen er formand for Nykøbing Sjælland Cykelmotion, der kender bakkerne i Odsherred særdeles godt. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Asnæs Indelukke er første stræk. Det ser ikke ud af meget, men man bliver overrasket, når man først er i gang, fortæller Nykøbing Sjælland Cykelmotions formand Bjarne Andersen.

- Vent bare til du kommer rundt omkring hjørnet heroppe, så skal du bare se løjer. Så er det som at køre op i himlen, siger han. 

Asnæs Indelukke er Bjarne og cykelkammeraternes hjemmebane. De ved præcis, hvad der venter tourfeltet, når de rammer Odsherred den 2. juli. 

Især de tre bakker Asnæs Indelukke, Høve Stræde og Kårup Strandbakke, hvor kampen om den prikkede bjergtrøje skal stå. 

Tourkort
Foto: GRAND DÉPART COPENHAGEN DENMARK

Blandt store navne

Asnæs Indelukke er 1,1 kilometer lang, har en højdemeter på 63 meter, en gennemsnitlig stigning på 5,8 procent og en maksimal stigning 9,8 procent. 

- Den er hård, konstaterer Bjarne Andersen.

Det er selvpineri, som formanden ikke altid selv forstår, at han udsætter sig selv for. 

- Jeg kan godt nogle gange, når man går derhjemme og begynder at pakke cykeltøjet frem, tænke: åh du gider sgu ikke i dag Bjarne. Men når du først er oppe på cyklen og har kørt bare fem kilometer, jamen så er du i himlen, siger han. 

Bjarne Andersen er 72 år. Cykelklubbens alderspræsident er Palle Hestbech på 83.

Palle Hestbech cyklede som ung i a-klassen sammen med flere store navne.
Palle Hestbech cyklede som ung i a-klassen sammen med flere store navne. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Da han var 19 år, kørte han med nogle af de store navne.

- Forrest ligger jeg. Da jeg kørte i A-klassen, kørte jeg sammen med Rolf Sørensens far, Flemming Sørensen, og Villy Skibby, altså Skibbys far, fortæller han. 

Det var dengang en rytter selv sørgede for justits i feltet.

- Så fik man en med pumpen, hvis man ikke opførte sig ordentligt, siger Palle Hestbech. 

Smukkere end man tror

Det er 64 år siden. I dag er der noget mere ro mellem rytterne, da de kører videre til rutens næste udfordring. Høve Stræde, der ligger tæt på Asnæs Indelukke. 

Den er 1,2 kilometer lang, 53 i højdemeter og har en gennemsnitlig stigning på 4,7 procent.

- Det værste det er derhenne. 200 meter herhenad, hvor vi så skal skarpt til højre. Puha, siger Bjarne Andersen i en tiltrængt pause undervejs. 

I Høve stiger svinget med op mod 13 procent.
I Høve stiger svinget med op mod 13 procent. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Selvom svinget i Høve stiger med op mod 13 procent, er humøret højt.

- Pyh, det er eddermame nogle lange søm.

- Man kan godt mærke, man har lunger nu, lyder det fra dagens ryttere. 

Det er anstrengelser, som tourfeltet nok ikke kommer til at ømme sig meget over den 2. juli, hvis man spørger holdet fra Nykøbing Sjælland Cykelmotion.

- De sprøjter jo op, og så kommer de bare videre, siger Bjarne Hansen. 

Selvom bakkerne er krævende, er udsigten det hele værd, mener de lokale cykelryttere.
Selvom bakkerne er krævende, er udsigten det hele værd, mener de lokale cykelryttere. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Men det er faktisk lidt synd, for i 78 meters højde venter det, der kom bag på formanden, da han flyttede hertil fra København.

- Jeg troede sgu, Odsherred var en pløjemark for at sige det rent ud, men det er det jo ikke. Der er jo fantastisk smukt her, siger han. 

Stort at få til Odsherred

10 kilometer efter Høve Stræde venter 2. etapes sidste højdeudfordring, Kårup Strandbakke.

Den er 1280 meter lang, har en højdemeter på 75 meter, en gennemsnitlig stigning på 5,6 procent og en maksimal stigning på 9,2 procent.

- Den stiger lige med det samme. Og så går den opad og snor sig, og så tror man, man er ved at være oppe på toppen, så kommer der lige et par stykker til, som går direkte op til ham deroppe, siger Bjarne Andersen med et kig på himlen. 

Læs også
Sving, bro og brosten - her er tourens højdepunkter i Holbæk
Læs også
Sving, bro og brosten - her er tourens højdepunkter i Holbæk

De erfarne cykelryttere glæder sig til, at Tour de France rammer Odsherred. 

- Jeg glæder mig som et lille barn. Det er jo helt vildt.

At touren kommer til Danmark, bliver ifølge den lokale cykelklub kun slået af en ting.

- At det kommer til Odsherred. Det er jo endnu bedre, lyder det. 

Spurten om den grønne trøje  

I Kalundborg venter ruten, hvor den grønne pointtrøje for første gang uddeles i årets Tour-de-France. 

Her har TV2 ØST mødt den lokale cykelklub Kalundborg Cykle Club til en gennemgang af ruten. 

Henrik Djernis, Mikkel Pagh og Jens Anker Larsen fra Kalundborg Cykel Club ser frem til at få touren til deres by.
Henrik Djernis, Mikkel Pagh og Jens Anker Larsen fra Kalundborg Cykel Club ser frem til at få touren til deres by. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Denne dag er trafikken tæt, og man skal se sig for, når man cykler ud på Elmegade. Men den 2. juli er vejen spærret af og dedikeret til tourfeltet, for lige ved Lidl venter et højdepunkt.

Det er her, pointspurten om den grønne trøje skal foregå. 

- Uanset hvem, der kommer først, så vil der jo være prestige i at få den første grønne trøje, siger Mikkel Pagh, der er formand Kalundborg Cykle Club.

Læs også
Frivillige kræfter vil lave stor Tour de France-fest ved Kalundborg
Læs også
Frivillige kræfter vil lave stor Tour de France-fest ved Kalundborg

Men rytterne rammer kommunen lidt før point-spurten. De kører ind ved Havnsø, og så kører feltet cirka 50 af dagens 202 kilometer i Kalundborg Kommune. 

50 kilometer uden de store udfordringer, hvis man spørger de lokale motionscyklister. 

- Men der er jo masser flotte steder, siger Henrik Djernis, der er medlem af Kalundborg Cykle Club. 

- Og pointspurten er helt klart højdepunktet i Kalundborg, understreger han. 

En erfaren vinder

Henrik Djernis har selv erfaring med at cykle stærkt og indtage førstepladser. Han har nemlig 22 DM-titler i benene og særlige striber på trøjen.

- Der er et synligt bevis på, at det er verdensmesteren, der kører her. Jeg har været tre gange verdensmester i mountainbike, og én gang i cykelcross, fortæller han. 

Henrik Djernis har selv vundet en hel del cykelløb igennem tiden.
Henrik Djernis har selv vundet en hel del cykelløb igennem tiden. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Det er en bedrift, der giver striber på trøjen og retten til at pakke janteloven lidt væk. 

- Det må jeg køre med til al evighed. Det har man lov til at blære sig lidt med, siger Henrik Djernis. 

Henrik Djernis har blandt andet 22 DM-titler og flere VM-titler, han kan bryste sig af.
Henrik Djernis har blandt andet 22 DM-titler og flere VM-titler, han kan bryste sig af. Foto: Privatfoto

Hans klubkammerat Jens Anker Larsen må også gerne blære sig lidt. Han satte sig i sadlen i 1957 og var med til at starte klubben to år senere. 

Siden har han taget sin tørn i klubben. Allerede som 24-årig blev han formand og har været med i bestyrelsen i 32 år.

Det var Jens Anker Larsen, der i sin tid startede den lokale cykelklub.
Det var Jens Anker Larsen, der i sin tid startede den lokale cykelklub. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Henrik Djernis DM-titler ligger efterhånden 30 år tilbage, og Jens Anker Larsen er nu klubbens aktive alderspræsident. Han er lige fyldt 81 år.

Men de kan ikke slippe pedalerne.

- Jeg skal helst ud om søndagen. Der er jeg gerne afsted, og så prøver jeg at komme afsted en til to gange mere om ugen, siger Henrik Djernis.

Byen står klar i gul

Ligesom formanden glæder de sig til at fejre touren. 

- Det havde man jo under ingen omstændigheder drømt om kunne ske, siger Jens Anker Larsen. 

Snart cykler verdens hårdeste cykelløb forbi. I en by, der er parat til lejligheden.

- Alle bygningerne, der er gule, de er altså ikke malet til lejligheden her, forsikrer Jens Anker Larsen. 

Kalundborg er klar med den gule kulisse, når Tour de France kommer forbi den 2. juli.
Kalundborg er klar med den gule kulisse, når Tour de France kommer forbi den 2. juli. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Udover en kulisse i gult byder Klostertorvet i Kalundborg på et muligt drama, hvis man spørger de lokale cykelhelte. 

- Vi har jo et lyskryds, hvor de kommer ned af bakke og skal svinge til venstre, hvor hele lyskrydset er belagt med brosten, påpeger Mikkel Pagh. 

- Hvis det er regnvejr, så kan det gå galt. Så kan brosten og fodgængerfelt godt blive lidt drilsk, når 170-180 ryttere skal rundt til sådan et sving her i høj fart, supplerer Jens Anker Larsen. 

En stor dag for alle

Umiddelbart efter brostenskrydset venter pointspurten. Herrerne fra Kalundborg Cykle Club ved godt, at de ikke har bakker, som dem rytterne skal forcere i Odsherred.

- Det er selvfølgelig spændende, men det er jo ikke andet end nogle vejbump for en tourrytter, siger Mikkel Pagh. 

De ved også, at etapens store slag vil stå et andet sted. 

- Det bliver Storebæltsbroen. Det gør det, siger formanden. 

Kalundborg byder ikke på hårde stigninger. Til gengæld skal tourrytterne over en hel del brosten i bymidten.
Kalundborg byder ikke på hårde stigninger. Til gengæld skal tourrytterne over en hel del brosten i bymidten. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Men både vand og vind kan skabe drama i Kalundborg. Og så er det altså her der køres om den grønne point-trøje. Spurten, som de lokale cykelryttere ser frem til. 

- Det bliver en stor dag. Jeg tror, det er noget, alle glæder sig til. Det kan godt være, der er nogen, der ikke mener, det er noget, men jeg tror alligevel, når de ser det i fjernsynet, siger Mikkel Pagh. 

I morgen fortsætter vi vores lille tour-serie, hvor vi kører videre til Slagelse kommune. Her venter den helt store finale på Storebæltsbroen.  




Nyhedsoverblik