Unge er ikke i tvivl - alle kroppe er okay

Hele ugen har folkeskoler landsdelen over sat fokus på kroppen og de kropsidealer, som unge bliver mødt af.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du behøver ikke ligne dem fra reklamerne eller de store stjerner på Instagram. Du er god nok som du er.

Sådan lyder erfaringen fra de unge på Store Heddinge Skole på Stevns, hvor en del af undervisningen i den forgangne uge har handlet om kroppen.

- De fleste af os går rundt og tror, at alle kroppe skal se ud, som de gør i bladene. Her ser vi ligesom, hvordan det er i virkeligheden, forklarer Mikkel Pietrowski fra 7.B.

Eleverne har hele ugen været en del af Sex & Samfunds årlige kampagne, ’Uge Sex’, der i år har sat den perfekt uperfekte krop på skoleskemaet.

Eleverne har blandt andet set videoer og billeder af kroppe i alle afskygninger.

- Vi har på vores smartboard set billeder af alle mulige forskellige kroppe. Både gamle og unge. Det har været rigtig fint at se nogle lidt anderledes kroppe, lyder det fra klassekammeraten, Christian Kristensen.

Bryder grænser

Snakken om kropsidealer og -normer kan godt være lidt svær, når man er 13 år gammel.

- Det er lidt underligt. Man kigger måske rundt og bliver sådan lidt ’hvad tænker I andre? og skjuler et lille smil. Man bliver sådan lidt genert.

Det fortæller Marie Nøddekjær Iversen, men understreger alligevel, at fokusset på kroppen er vigtigt:

- Der er jo mange, der har det svært med sig selv og er utilfredse med, hvordan de ser ud. Og så er det jo meget rart at få bekræftet, at man ikke skal have det svært med sig selv, siger hun.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er det i dag knapt hver anden 15-årige pige, der følger sig for tyk.

Efterlyser forældreindsats

Sociale medier får ofte skylden for, at teenagere kæmper med kropskomplekser. Den opfattelse deler både eleverne i 7.b og deres lærer, Mette Meyer. Men hun savner også, at forældrene taler med deres børn om for eksempel kropsidealer.

- Jeg oplever, at der bliver talt mindre om krop og sex i hjemmene, end der gjorde for bare 20 år siden. Jeg har lidt en bekymring om, at børnene er overladt til pornosider, og at det bliver deres seksualoplysning, fortæller hun, men erkender samtidig, at det er en svær kunst:

- Der skal ikke meget til, før moderne børn synes, at noget er akavet, og så forsvinder de ind i deres telefoner, eller går ind på deres værelser, siger hun.


Nyhedsoverblik