Stevns er et skridt tættere på fjernvarme

Regeringen har indgået en aftale, der prioriterer penge til fjernvarme projekter. Og det vækker glæde på Stevns.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stevns Kommune er den eneste i landet, hvor der overhovedet ikke er fjernvarme.

Og det er ærgerligt, mener Henning Urban Dam Nielsen (S), der er borgmester i kommunen.

- Det er masser af historisk viden og indsigt, der viser, at fjernvarme på den lange bane er den allermest fornuftige og grønne måde at levere varme til borgere, siger han.

quote Det betyder, at alle tre fjernvarmeprojekter på Stevns er meget tættere på at kunne blive realiseret

Henning Urban Dam Nielsen (S), borgmester, Stevns Kommune.

Derfor er det også en god nyhed, at regeringen nu har indgået en aftale om deludmøntning af Grøn Fond med SF, De Konservative, Enhedslisten og De Radikale, mener han.

For her bliver der blandt andet sat penge af til at realisere fjernvarmeprojekter landet over.

- Det er en virkelig god nyhed, at man har valgt at kigge efter fjernvarmeprojekterne, siger Henning Urban Dam Nielsen.

Hvis de projekter i Stevns Kommune, der er ansøgt statslige midler til, bliver godkendt, er der altså nu penge til finansieringen af dem.

- Det betyder, at alle tre fjernvarmeprojekter på Stevns er meget tættere på at kunne blive realiseret, siger borgmesteren.

- Og jeg regner med, at vores projekter bliver godkendt, siger han.

Borgerne skal på banen

Men der er behov for opbakning fra borgerne på Stevns, hvis der skal udrulles fjernvarme.

- Vores borgere skal vise deres interesse for projekterne, ellers går vi ikke videre med dem, siger borgmesteren og fortæller, at man 1. maj vil gøre status over, hvor mange i de pågældende områder, der er interesserede i at få fjernvarme. 

Og derfor er der brug for synlig opbakning fra borgerne.

Læs også
Stevns kom for sent til at få fjernvarme
Læs også
Stevns kom for sent til at få fjernvarme

- I den resterende del af april er der virkelig mange borgere, der skal fatte pennen og tilkendegive deres interesse, siger Henning Urban Dam Nielsen.

- Hvis man ikke siger noget, så siger man nej, og lige nu er det gratis og uforpligtende, man skal i virkeligheden bare vise sin interesse, siger han.

Man kan læse mere om fjernvarmeprojekterne i Strøby Egede og Valløby, Store Heddinge og Hårlev her.


Nyhedsoverblik