Martin Henriksen er ny formand for Nye Borgerlige

Nye Borgerliges medlemmer har valgt tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen (NB), som ny formand.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har parties medlemmer valgt tirsdag aften på et ekstraordinært årsmøde - cirka halvanden time efter at de samme medlemmer stemte for, at Nye Borgerlige skal fortsætte som parti.

Kort inden klokken 22.00 kom Martin Henriksen (NB) gående ned ad en lang, hvid trappe fra 1. sal i Fredericia Idrætscenter og overbragte nyheden til pressen, der ikke måtte være til stede under afstemningen.

- Nu skal vi i gang med arbejdet. Der er ikke nogen tvivl om, at der står et stort arbejde foran os, lød det fra Martin Henriksen (NB).

Læs også
Martin Henriksen overvejer formandspost i Nye Borgerlige
Læs også
Martin Henriksen overvejer formandspost i Nye Borgerlige

Den nye formand slog det mere ubeskrevne blad Daniel Fischer fra Sydfynskredsene i et kampvalg om posten.

169 ud af 184 delegerede stemte for Martin Henriksen (NB) som formand. 12 stemte blankt, og tre stemte for Daniel Fischer (NB).

Martin Henriksen (NB) er forholdsvis nyt medlem af Nye Borgerlige. Han meldte sig ind i partiet i juni 2023, og få måneder senere blev han partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget. Et kandidatur, han dog droppede for at engagere sig i Nye Borgerliges overlevelse.

Vil fortsætte med stram udlændinge politik

Han vil fortsætte Nye Borgerliges retning med en stram udlændingepolitik og en blå fordelingspolitik.

Og så skal partiet i endnu højere grad gå op imod eliten i Danmark, lyder det.

- Der mangler et systemkritisk parti over for magteliten i Danmark. Der er stor afstand mellem politikere og så folk ude i samfundet. De fleste mennesker føler, at de beslutninger, der bliver truffet, de bliver truffet hen over hovedet på dem.

Partiets historie

* Det tidligere konservative byrådsmedlem i Helsingør Pernille Vermund fortæller 24. september 2015, at hun vil stifte et nyt parti sammen med Peter Seier Christensen og Svend Pedersen.

Partiet vil kombinere en konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og får navnet Nye Borgerlige.

* I begyndelsen af 2016 oprettes de første lokalafdelinger, og partiet bliver opstillingsberettiget til Folketinget i oktober 2016 under bogstavet D.

* Ved kommunalvalget i 2017 bliver Mette Thiesen, der også er tidligere konservativ, som den første fra partiet valgt ind i en kommunalbestyrelse.

* Ved folketingsvalget to år senere klarer partiet spærregrænsen og får i kraft af sine 2,4 procent af stemmerne fire mandater ind i Folketinget.

* Foruden Pernille Vermund, Mette Thiesen og Peter Seier Christensen bliver også Lars Boje Mathiesen valgt ind dengang.

* Ved valget i november 2022 lykkes det at øge stemmetallet til 3,7 procent, hvilket udløser yderligere to mandater.

* Kort efter melder Mette Thiesen sig ud af partiet, da hendes daværende kæreste bliver politianmeldt for at have været voldelig ved den efterfølgende valgfest.

* 10. januar 2023 meddeler Pernille Vermund, at hun ønsker at stoppe som formand.

* På det efterfølgende ekstraordinære årsmøde bliver Lars Boje Mathiesen valgt som ny formand.

* I mellemtiden er nyvalgte Mikkel Bjørn skiftet til Dansk Folkeparti, og Nye Borgerlige er igen nede på fire folketingsmedlemmer. Han kan ikke se sig selv i Nye Borgerlige med Lars Boje Mathiesen som formand.

* I marts 2023 bliver Lars Boje Mathiesen afsat som formand og ekskluderet fra partiet efter uenighed om hans aflønning og øvrige vilkår. Boje Mathiesen bliver løsgænger og efterlader partiet med tre folketingsmedlemmer.

* Pernille Vermund stiller igen op som formand og bliver genvalgt på årsmødet i oktober 2023.

* I januar 2024 meddeler Pernille Vermund, at hun vil opløse folketingsgruppen, og at hendes indstilling også er, at partiet i det hele taget skal opløses. Hun meddeler, at hovedbestyrelsen er enig, men det viser sig ikke at være tilfældet. Hun oplyser desuden, at hun vil fortsætte i politik og melder sig efterfølgende ind i Liberal Alliance.

* Sammen med Vermund forlader også Kim Edberg Andersen og Peter Seier Christensen partiet. Edberg Andersen er i dag medlem af Danmarksdemokraterne. Seier Christensen er løsgænger.

* Den 28. januar 2024 oplyser partiets organisatoriske formand, Frederik Meyer Johannesen, efter et møde i hovedbestyrelsen, at partiets fremtid skal afgøres på et ekstraordinært årsmøde.

* Den 22. februar 2024 meddeler det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, at han officielt går efter formandsposten i partiet. Flere andre kandidater har også meldt sig til posten.

* 15. april 2024 står det klart, at der er to formandskandidater: Martin Henriksen og Daniel Fischer.

* 16. april 2024 vedtager partiets medlemmer på et ekstraordinært landsmøde med et stort flertal, at partiet skal fortsætte mod Pernille Vermunds indstilling. Derefter blev Martin Henriksen valgt som ny formand efter et kampvalg mod Daniel Fischer.

Kilde: Ritzau

Det samme gør sig gældende for den tidligere ledelse af partiet, der forsøgte at lukke partiet uden at inkludere medlemmerne, understreger Martin Henriksen (NB).

- Det har de så sagt fra overfor, og det er en vigtig del af den politiske platform fremadrettet.

Martin Henriksen (NB) har selv siddet i Folketinget i 14 år. Han afviser, at han selv er en del af den elite, han vil kæmpe mod.

- Derfor ved jeg, hvad jeg snakker om. Jeg har set, hvordan det system fungerer indefra, siger han.

Læs også
Lokalpolitiker er klar til kampvalg
Læs også
Lokalpolitiker er klar til kampvalg

- Jeg har jo ikke den typiske politiker-baggrund, og nu arbejder jeg som sikkerhedsvagt, så jeg bidrager både med en kendskab fra systemet indefra og udefra.

Har tidligere tabt formandsopgør

Tidligere var Martin Henriksen (NB) en markant Christiansborg-politiker for Dansk Folkeparti, hvor han særlig blev kendt som udlændingeordfører. Ved valget i 2019 blev han dog ikke genvalgt.

I 2022 forlod han Dansk Folkeparti, efter han tidligere samme år tabte et formandsopgør til Morten Messerschmidt (DF).

Læs også
Martin Henriksen bliver spidskandidat
Læs også
Martin Henriksen bliver spidskandidat

Martin Henriksen (NB) skal nu forsøge at genrejse et parti, der siden folketingsvalget i november 2022 har mistet fem ud af seks valgte folketingsmedlemmer, og i dag ikke har en folketingsgruppe.


Nyhedsoverblik