Forhøjet indhold af mikroorganismer i vandet - Rødvig Vandværk anbefaler kogning af drikkevand

Modtager man vand fra Rødvig Vandværk anbefales det, at man koger sit drikkevand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er et forhøjet antal mikroorganismer i vandet fra Rødvig Vandværk.

Det oplyser vandværket på deres hjemmeside.

På grund af en forhøjelse af de såkaldte kimtal i vandet, når det er 22 grader varmt, anbefaler vandværket og Stevns Kommune, at vandet ikke drikkes uden at være kogt.

Heller ikke grøntsager, der skal spises råt, bør skylles med vand fra vandværket, hvis det ikke er kogt forinden. Det skriver vandværket i deres kogeanbefaling. 

Kilden til forureningen er muligvis fundet

Kogeanbefalingen blev sendt ud mandag eftermiddag, og på vandværket er man ved at finde ud af, hvorfor antallet af mikroorganismer i vandet er forhøjet.

- Vi tror, vi ved, hvad der er kilde til forureningen, siger Anders Larsen, der er formand for bestyrelsen i på Rødvig Vandværk.

Læs også
To ud af tre prøver af det danske grundvand er forurenet med pesticider
Læs også
To ud af tre prøver af det danske grundvand er forurenet med pesticider

Han kan endnu ikke sige, hvor lang tid der går, inden det ikke længere anbefales at koge vandet fra vandværket i Rødvig.

- Men der bliver taget nye prøver af vandet i morgen, siger han.

Vandværkets kogeanbefaling:

 

  • Vandet skal være kogt inden det anvendes som drikkevand og til madlavning

 

  • Vi anbefaler derfor, at vandet ikke drikkes i ”rå” tilstand, dvs. vandet skal koges inden indtagelse.

 

  • Det forurenede drikkevand kan bruges til kogning af kartofler, spaghetti og lignende (hvis vandet ikke afgiver smag, lugt med videre til fødevarerne), idet mikroorganismerne dræbes af kogning.

 

  • Det forurenede drikkevand må ikke anvendes til skylning af salat eller andre rå grøntsager, som skal spises rå. I stedet kan skylningen foretages med kogt vand.

 

  • Vandet vil ofte kunne benyttes til bruse- og karbadning, men man skal være opmærksom på, at børn ikke drikker vandet.

 

  • Vandet må ikke bruges til tandbørstning. Kogt vand kan anvendes.

 

  • Proteser og lignende kan ofte renses ved at blive lagt i kogt vand.

 

  • Vandet er ikke egnet til opvask i hånden, brug derfor kogt vand.

 

  • Vandet kan anvendes til vask og maskinvask.

 

  • Vandet kan bruges med almindeligt rengøringsmiddel til gulvvask og lignende, men er ikke egnet til rengøring af køkkenborde – skabe eller lignende – medmindre det har været kogt.

 

  • Den anvendte rengøringsklud lægges til vask efter brug eller der anvendes en engangsklud, der kasseres efter brug.

 

  • Grønsager, der indtages i rå tilstand, må ikke vandes med det forurenede vand.

Kilde: Rødvig Vandværk.

Der vil blive informeret på Stevns Kommunes hjemmeside og på Rødvig Vandværks hjemmeside, hvad der videre sker i sagen.

Det vil også stå på hjemmesiderne den dag, hvor kogeanbefalingen ophæves.


Nyhedsoverblik