Firben og salamandere spænder ben for stort turistprojekt

Der er ikke redegjort grundigt nok for, hvordan truede dyrearter vil blive påvirket af et turismeprojekt, vurderer Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Planen er klar. 

Stevns Kommune og selskabet Højeruplund vil etablere en trappe, et overnatningssted og en parkeringsplads ved Stevns Klint.

Men der er ikke redegjort grundigt nok for, hvordan truede dyrearter vil blive påvirket af et turismeprojekt, vurderer Miljø- og Fødevareklagenævnet. 

Det sætter nu projektet på pause. 

quote Turisterne kommer jo ikke, hvis der ikke er natur

Jens Carl Jørgensen, formand for Højeruplund

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet og hjemvist den dispensation, som Kystdirektoratet har givet til projektet. 

- Vi sidder tilbage i startblokken og begynder at få krampe i læggene over at vente på startsignalet. Jeg er en smule træt af det, siger formanden for Højeruplund Jens Carl Jørgensen.

Formanden for Selskabet Højeruplund ærgrer sig over, at der alligevel ikke er nye, bedre forhold for turister på vej til Stevns Klint.
Formanden for Selskabet Højeruplund ærgrer sig over, at der alligevel ikke er nye, bedre forhold for turister på vej til Stevns Klint. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Det er især udsigten til, at de fortsat må nøjes med den nuværende trappe, som ikke er egnet til alle gæster på klinten, mener Jens Carl Jørgensen.

- Den nye trappe kunne blive et venligt sted at færdes. Ligesom trapperne ved Møns Klint, hvor der er et repos for hvert femtende trin eller sådan noget. Her er der 65 trin ud i en køre. Det kan vi ikke være bekendt, lyder det.

Sådan ser Selskabet Højeruplunds planer ud.
Sådan ser Selskabet Højeruplunds planer ud. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Salamandere og firben i fare

Ifølge klagenævnet går byggeprojekterne ud over hvilesteder til vandsalamandere og markfirben. 

Nævnet vurderer også, at der ikke er blevet redegjort tilstrækkeligt for, hvordan projekterne påvirker de såkaldte bilag IV-arter.

Bilag IV-arter

  • 39 danske dyrearter er i EU vurderet som særligt sårbare og truede. Det gælder blandt andet flagermus, oddere, ulve, en række insektarter samt flere forskellige padder.

  • Arterne fremgår af EU’s Habitatdirektiv bilag IV og kaldes derfor i daglig tale bilag IV-arter. Arterne er omfattet af en streng beskyttelse. Bilag IV-arterne må ikke indfanges eller slås ihjel og der er forbud mod forstyrrelse eller ødelæggelse af deres yngle- og rasteområde.

  • For planter gælder, at de ikke må beskæres eller graves op. Der kan i særlige tilfælde dispenseres fra forbuddene, hvis der ikke findes anden brugbar løsning og fravigelsen må ikke hindre opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i området.

Kilde: Miljøministeriet

Klagen var indsendt af Danmarks Naturfredningsforening, som glæder sig over afgørelsen.

- Vi er grundlæggende tilfredse med, at loven bliver overholdt, siger næstformand i foreningens lokale afdeling Kasper Monrad Møller.

- Kommunen har nok undervurderet hensynene til de her bilag IV-arter, firben og vandsalamandere. Det har de ikke undersøgt ordentligt og lagt en tilfredsstillende plan for, siger han.

Jens Carl Jørgensen er enig i, at der skal tages hensyn til sjældne dyrearter i området. Men han mener ikke, at planerne ville være i strid med dette.

- Turisterne kommer jo ikke, hvis der ikke er natur. Men det er også lidt spild, hvis folk ikke kommer og oplever naturen, siger han med henvisning til, hvad en ny trappe ville kunne gøre, siger han.

- Vi er grundlæggende tilfredse med, at loven bliver overholdt, siger næstformand i Danmarks naturforeningens lokale afdeling Kasper Monrad Møller.
- Vi er grundlæggende tilfredse med, at loven bliver overholdt, siger næstformand i Danmarks naturforeningens lokale afdeling Kasper Monrad Møller. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Man må respektere processen

Flemming Petersen (V), formand for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, ærgrer sig over afgørelsen, der sætter turismeprojekterne på pause.

- Man må respektere processen, og at Danmarks Naturfredningsforening er sat i verden for at gøre det, de gør, men det er ikke en afgørelse, vi er glade for, siger han.

Stevns Kommune er i gang med at lave en nye lokalplaner for områderne, som indebærer, at den gamle museumsbygning kan blive omdannet til et overnatningssted. 

Det er trappen her, som ikke er tiltalende for turister, mener Jacob Carl Jørgensen.
Det er trappen her, som ikke er tiltalende for turister, mener Jacob Carl Jørgensen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Kommunen har desuden planer om at etablere en ny trappe til turisterne.

- Den trappe, der er derude lige nu, er ikke super god. Vi har nogle fondsmidler til at etablere en ny trappe og lave nogle andre ting derude, og derfor er det rigtig ærgerligt, siger Flemming Petersen.

Har I ikke undersøgt forholdene godt nok?

- Forvaltningens arbejde er blevet gjort, men Miljø- og Fødevareklagenævnet mener ikke, at det er gjort godt nok, siger Flemming Petersen.

Bolden ligger hos Kystdirektoratet

Sagen er nu hjemvist til Kystdirektoratet, fordi det er den instans, der har givet dispensationen til byggeprojekterne. 

- Vi hjælper dem selvfølgelig med alle de spørgsmål, de måtte have, for hvis afgørelsen bliver stadfæstet, så kommer der hverken en trappe, et overnatningssted eller en parkeringsplads.

- Og det ville være ærgerligt, for der har i al den tid, jeg har været med, været et ønske om at gøre noget derude, siger udvalgsformanden. 

Flemming Petersen (V), formand for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, ærgrer sig over afgørelsen, der sætter turismeprojekterne på pause.
Flemming Petersen (V), formand for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, ærgrer sig over afgørelsen, der sætter turismeprojekterne på pause. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Hos Danmarks Naturfredningsforening er håbet, at projektmagerne tilpasser projektet, så det lever op til kravene og ikke går ud over truede arter.

Er I imod arbejdet med at fremme turismen ved klinten?

- Vi er ikke imod udvikling, men vi synes, man skal tænke sig om, når man gør det. Man kunne have arrangereret arealerne på en bedre måde, så det ikke rammer naturen hårdt, svarer Kasper Monrad Møller.


Nyhedsoverblik