Nyhedsoverblik

Fælder farligt træ

En stor rødbøg pryder Hovedgaden i Hårlev på Stevns – men snart er det slut.

Træet skal nemlig fældes, fordi der er risiko for, at det kan vælte og potentielt forvolde skade på mennesker eller bygninger.

Det skriver Stevns Kommune i et opslag på Facebook.

Ifølge kommunen er træet hårdt ramt af svamp, og det er derfor, at det nu må lade livet.

Inde i træet kan man se, at det er angrebet af svamp.
Inde i træet kan man se, at det er angrebet af svamp. Foto: Stevns Kommune

Fældningen sker tirsdag den 26. marts, og den ene side af Hovedgaden vil blive spærret, mens arbejdet står på.

- Kør forsigtigt forbi og pas på os, mens vi arbejder, skriver kommunen.

Kommunen skriver videre, at træet tidligere er blevet udpeget til bevaringsværdigt, og der er derfor blevet givet dispensation til at fælde det.

Når træet er blevet fældet, vil det blive lagt i Hårlev Byskov, så træet kan bidrage til biodiversiteten i området, oplyser kommunen.