Deres søn sendte Danmark i semifinale: - Det var en meget følelsesmæssig oplevelse

Det kom som lidt af en overraskelse for Lene Svan og Erik Hansen, da de så, hvem der gik ind på banen til det afgørende straffekast.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To millioner danskere fulgte med, da 37-årige Lasse Svan Hansen fra Store Heddinge, onsdag aften skød det afgørende mål i VM-kampen mod Egypten. Et mål, som efter to gange forlænget spilletid og straffekonkurrence bragte Danmark videre til semifinalen i VM i herrehåndbold.

quote Vi kunne ikke se, hvem han peger på, og derfor reagerede vi ikke på det, før vi ser, at det er Lasse

Lene Svan

Blandt de mange seere var også Lasse Svans forældre, som fulgte med på fjernsynet hjemme i Store Heddinge – og her var overraskelsen stor, da det gik op for dem, hvem landstræner Nikolaj Jacobsen udpegede til femte og sidste skud i straffekonkurrencen med ordene:

- Og så får du lov til at afgøre det, min ven.

- Vi kunne ikke se, hvem han peger på, og derfor reagerede vi ikke på det, før vi ser, at det er Lasse, der går ud med bolden til sidst, fortæller Lene Svan fra stuen i Store Heddinge her dagen derpå.

- Så tænkte vi – er det ham, der skal afgøre det?

Det afgørende øjeblik - hvor det gik op for forældrene, at det var deres søn, der skulle skyde det afgørende mål.
Det afgørende øjeblik - hvor det gik op for forældrene, at det var deres søn, der skulle skyde det afgørende mål. Foto: TV2

Cognac til aftensmaden

Lasse Svan Hansen placerede bolden sikkert i nettet – hvilket sikrede Danmark billetten videre til VM-semifinalen, der skal stå i morgen.

- Det var en meget følelsesmæssig oplevelse, fortæller Lene Svan.

- Jeg sad og kunne dårlig trække vejret – og da han så scorede, havde jeg nær smadret bordet, da jeg slog hånden ned i det – og så gik der et øjeblik – er det rigtigt, supplerer Erik Hansen.

Det var svært at sidde stille, fortæller Lene Svan om gårsdagens kamp - og spændingen blev ikke mindre, da de så, hvem der gik på banen til sidste og afgørende mål.
Det var svært at sidde stille, fortæller Lene Svan om gårsdagens kamp - og spændingen blev ikke mindre, da de så, hvem der gik på banen til sidste og afgørende mål. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Og efter dårligt at have kunnet sidde stille imens kampen stod på:

- Jeg fik frem og tilbage, genfortæller Lene Svan.

Blev parret enige om at skippe aftensmaden og fejre landsholdssejren:

- Det der med aftensmad blev ikke til noget – den kamp varede for længe – det blev til kaffe og cognac i stedet for – det blev til vores aftensmad.




Nyhedsoverblik