Bølge af tyverier fra personbiler – Stevns hårdt ramt

Onsdag oplevede politiet et usædvanlig højt antal anmeldelser af indbrud i biler i Stevns Kommune. Politiet giver råd til at sikre bilen mod indbrud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands politi har onsdag modtaget fem henvendelser om indbrud i personbiler i Stevns Kommune. Det er et antal, der ligger ud over det sædvanlige, fortæller kommunikationsrådgiver for Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

quote Det skal det ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er et hverdagsbillede vi ser fra den kommune

Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver, Midt- og Vestsjællands Politi

- Det skal det ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er et hverdagsbillede vi ser fra den Kommune, oplyser han.

Indbruddene i de fem biler er anmeldt inden for et interval på lidt over tre timer, og det har også fået politiet til at overveje, om det kunne være den eller de samme gerningsmænd, der står bag indbruddene i personbilerne.

Læs også
Politiet søger vidner efter vild biljagt: - En meget alvorlig sag
Læs også
Politiet søger vidner efter vild biljagt: - En meget alvorlig sag

- Det forbistrede er, at der er så mange indbrud, at det alt andet lige tyder på, at det er en eller de samme personer, der står bag, fordi det er inden for ganske kort tid, fortæller Martin Bjerregaard.

Politiets råd til at forhindre tyveri fra bilen

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

• Fjern alt af værdi fra kabinen, dette gælder radio/CD-afspiller – GPS – Fladskærme – computere m.v. samt tøj – tasker – indkøbte gaver – bæreposer m.v.

• Læg tingene i bagagerummet, hvis det er muligt.

• Åbn eventuelt handskerummet og andre gemmer bag låger, så man kan se, at der ikke ligger værdier i bilen.

• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.


Tre af de i alt fem indbrud fandt sted på parkeringspladsen uden for Koldkrigsmuseum Stevnsfort inden for en kort tidsramme. Den fjerde bil var parkeret ved Boesdal Kalkbrud, og indbruddet fandt sted indenfor samme tidsramme som de tre ved museet.

Den femte bil befandt sig i Strøby, men Martin Bjerregaard afviser ikke, at den også kunne være med i bunken af indbrud.

- Jeg ved ikke, om det mere er en tilfældighed, men hvis vi kigger på tidspunktet, så er det jo lige før dem fra Koldkrigsmuseet, så vi kan ikke udelukke, at det er den samme, men det har vi ikke på samme måde et grundlag for, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Politiet opfordrer til, at man lader værdigenstande blive hjemme, eller gemmer dem i bilen, så de ikke kan ses udefra.
Politiet opfordrer til, at man lader værdigenstande blive hjemme, eller gemmer dem i bilen, så de ikke kan ses udefra. Foto: Rigspolitiet

To turister blandt de ramte biler

Blandt de anmeldte biler var to ud af de fem biler turisters, der var på besøg på Koldkrigsmuseet Stevnsfort. Selvom det selvfølgelig er ærgerligt at få ferien afbrudt på den måde, understreger Martin Bjerregaard, at det er en irriterende hændelse, ligegyldigt om man er turist eller ej.

- Uanset om man er turist, eller om man er beboer her, så er det træls, for det medfører en masse administrativt besvær. Man skal anmelde det til forsikringen, og politiet skal jo også have en liste over, hvad der er blevet stjålet, så vi har en opgørelse over det. Og så skal man undvære bilen, fordi den skal på værkstedet, siger kommunikationsrådgiveren.

Opfordrer til at lade værdigenstande blive hjemme

Selvom antallet af indbrud i personbiler i denne sag er usædvanligt, har politiet alligevel et par gode råd, der er værd at følge, hvis man gerne vil sikre sin bil så meget som muligt.

- Hvis man skal på udflugt eller tur, og ved at man skal efterlade sin bil ved et museum, en strand eller i naturen, så skal man stille sig selv spørgsmålet: "Hvad har jeg virkelig behov for at tage med i min bil, når jeg skal efterlader den?", råder Martin Bjerregaard.

Han råder også til, at hvis man har nogen værdigenstande, man skal bruge på sin køretur efterfølgende, så skal man lægge dem i bagagerummet eller et andet sted, hvor de ikke kan ses udefra, så de ikke tiltrækker tyves opmærksomhed. På den måde kan selv minimere risikoen for indbrud.

quote Overvej hvilke ting du kan få brug for, når du kigger på formålet med din køretur. Skal du ikke have det med, så lad det blive hjemme

Martin Bjerregaard, Kommunikationsrådgiver, Midt- og Vestsjællands Politi.

Martin Bjerregaard understreger også, at det bedste, man kan gøre, er at lade værdigenstandene blive derhjemme.

- Overvej hvilke ting du kan få brug for, når du kigger på formålet med din køretur. Skal du ikke have det med, så lad det blive hjemme. Der er det langt mere sikkert. Overvej også, hvad du skal bruge af de værdigenstande, du har liggende i bilen. Skal du bruge dem, ja så overvej det en gang til og lad det helst blive hjemme.

Fra nogle af bilerne var der ikke taget noget, mens der fra de andre biler var stjålet blandt andet kontanter, fiskegrej og tasker med indhold.





Nyhedsoverblik