Vraget socialdemokrat efter partihop: - Jeg føler mig usselt behandlet

Anne Madsen troede, at hun skulle være borgmester i Sorø, indtil en DF'er skiftede parti og gav rivalen Gert Jørgensen (K) magten igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stemmeoptællingen var ikke mange timer gammel, da Socialdemokratiets Anne Madsen på valgnatten kunne præsentere sig som Sorø Kommunes nye borgmester.

Men i går blev aftalepapiret værdiløst, da Dansk Folkepartis Lars Schmidt meldte sig ud af Dansk Folkeparti og ind i Det Konservative Folkeparti.

quote Lars Schmidt må blive Lars Schmidts problem for han skal leve med det omdømme, han nu har fået

Anne Madsen (S), byrådsmedlem, Sorø Kommune.

Dermed sprang han fra sin underskrift for i stedet at pege på den siddende, konservative borgmester Gert Jørgensen, som han har samarbejdet med de seneste otte år.

Trods et borgerligt flertal kunne Venstre og Konservative ikke enes om, hvem der skulle have borgmesterposten. Det har dog ændret sig nu.

- Der er sket det, at borgmesteren har haft en god snak med Venstre, og de har fundet ud af, at tingene godt kunne lade sig gøre, siger Lars Schmidt, som altså nu er konservativ.

Lars Schmidt anerkender, at partihoppet ikke gør noget godt for hans troværdighed. Han håber dog, at der er forståelse for de resultater, han nu kan skabe.
Lars Schmidt anerkender, at partihoppet ikke gør noget godt for hans troværdighed. Han håber dog, at der er forståelse for de resultater, han nu kan skabe. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Aftalebruddet kom mildt sagt bag på Anne Madsen, der er noget fortørnet over partiskiftet.

- Jeg føler mig usselt behandlet, vil jeg sige. Vi prøvede at vise noget tillid, og det har vi bestemt ikke fået tilbage, og så vil jeg sige, at Lars Schmidt må blive Lars Schmidts problem for han skal leve med det omdømme, han nu har fået, siger Anne Madsen.

Partihopper: - Det virker meget utroværdigt

Lars Schmidt fik 237 stemmer til valget, som sammen med de øvrige stemmer på Dansk Folkeparti sikrede ham partiets eneste mandat. Nu følger de stemmer så ham over til de konservative.

Borgmester Gert Jørgensen afviser over for TV2 ØST, at han har spillet en rolle i, at Lars Schmidt pludselig har fundet ud af, at han er konservativ.

- Det er Lars' egen beslutning. Jeg er selvfølgelig glad, for ligesom alle andre, der melder sig ind i Det Konservative Folkeparti, så styrker det vores mandat. Vi har ni mandater ud af 25 og er det største parti i Sorø Kommune. Derfor kan vi også tillade os at sige, at borgmesterposten nok ligger bedst hos os, siger Gert Jørgensen.

Gert Jørgensen (K) afviser over for TV2 ØST, at han har spillet nogen rolle i forhold til at få Lars Schmidt til at skifte parti.
Gert Jørgensen (K) afviser over for TV2 ØST, at han har spillet nogen rolle i forhold til at få Lars Schmidt til at skifte parti. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Nu får Sorø Kommune altså alligevel en borgerlig borgmester, selvom Lars Schmidt godt ved, at partihoppet ikke styrker tilliden til ham.

- Det virker meget utroværdigt, og det er heller ikke særligt pænt overfor borgerne. Det skal jeg ikke lægge skjul på, og det er nok noget af det, jeg har det dårligst med. Men til gengæld er jeg nødt til at fokusere på det resultat, der er kommet ud af det - nemlig at vi kan fortsætte det gode samarbejde, som vi har haft i otte år, siger Lars Schmidt.

Venstre kunne have fået borgmesterkæden

På valgnatten var Venstre splittet i forhold til, hvilken side de skulle vælge. Derfor kom en fælles, borgerlig aftale ikke i stand der. 

Spidskandidat Kasper Nygaard ville egentlig gerne samarbejde med Socialdemokratiet, som rent faktisk tilbød ham borgmesterposten, men der var tilsyneladende ikke opbakning til et rødt ægteskab hos de to andre nyvalgte Venstre-folk.

- Der blev jeg sådan set mødt af lidt af en mur fra mine egne, og det må jeg jo bare tage til efterretning, siger Kasper Nygaard.

Læs også
Politisk redaktør om partihopper: Han skifter fra et taberparti til et vinderparti
Læs også
Politisk redaktør om partihopper: Han skifter fra et taberparti til et vinderparti


Han mener, at den nye aftale med de borgerlige partier er den bedste måde at sikre indflydelse for Venstres vælgere.

- Vi stod uden for indflydelse, og da vi så fik den her mulighed, sagde vi ja tak til den og forsøger at få maksimal indflydelse for Venstre i Sorø Kommune.

Smiler som schæferhunde

Kasper Nygaard kalder aftalen med blå blok en lykkelig afslutning. Alligevel fastholder Socialdemokratiet sit oprindeligt tilbud til Venstre om at give dem borgmesterposten, hvis de vil indgå i en konstituering.

- Jeg kan jo invitere og sige; ved I hvad - vi er klar. Vi kan præstere et flertal bag jer, I kan få borgmesterposten, siger Anne Madsen.

quote Det bliver den den store lakmusprøve. Ellers bliver det fire år, hvor vi kommer til at smile til hinanden som schæferhunde

Anne Madsen (S), byrådsmedlem, Sorø Kommune.

Spørgsmålet er nu, hvad en turbulent uge her efter valget gør ved de næste fire års samarbejde i den kommende kommunalbestyrelse.

- Det bliver den store lakmusprøve. Ellers bliver det fire år, hvor vi kommer til at smile til hinanden som schæferhunde, siger Anne Madsen.  


Nyhedsoverblik