Efter alvorlig brand i historisk restaurant: - Vi har fået en utrolig stor opbakning fra hele området

Støvlet Katrines Hus blev søndag aften reddet af et snarrådigt brandvæsen. Desværre er store dele af interiøret skadet efter branden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bygningen blev reddet, men meget af interiøret er slemt tilredt efter branden på den historiske restaurant Støvlet Katrines Hus i Sorø søndag aften.

Lars Hage Mortensen, indehaver af restauranten, var mandag mødt op for at besigtige skaderne.

quote Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tænke, det gør så ondt i hjertet

Lars Hage Mortensen, indehaver af Støvlet Katrines Hus

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tænke, det gør så ondt i hjertet, siger han til TV2 ØST om skaderne.

Eksistensgrundlag på spil

Det er især husets førstesal, som er hårdt medtaget efter branden. Det lykkedes søndag aften og natten til mandag 35 brandfolk at redde den historiske bygning, men indvendig har branden sat voldsomme spor.

- Jeg tænkte: Det er løgn. Jeg prøvede det i 2008 og havde intet ønske om, at det skulle gentage sig. Det er hele ens eksistensgrundlag, siger Lars Hage Mortensen og tilføjer:

- Hvordan kommer det til at gå med genopbygningen? Hele ens eksistensgrundlag står på spil. Får vi det bygget op i tide til at holde alle arrangementerne i foråret?

Er fuldstændig overvældet

Han understreger, at det eneste positive lige nu er, at han fået en aftale på plads med Fjordbakken i Bisserup om at holde kommende arrangementer der. Her åbner han for servering allerede på tirsdag i næste uge.

Samtidig strømmer det ind med støtte.

- Vi har fået en utrolig stor opbakning fra hele området. Jeg er fuldstændig overvældet. Det har jeg slet ikke ord for, siger Lars Hage Mortensen, der har haft Støvlet Katrines Hus i 21 år.

Nu håber han bare, at det hele går i orden med genopbygningen.

Speciel teknik reddede huset

Branden begyndte i en frituregryde i restaurantens køkken. Personalet havde været ude af køkkenet et kort øjeblik, da branden opstod.

Selvom branden i gryden hurtigt blev slukket med en pulverslukker, havde branden allerede fået fat i udsugningen, der går op under husets stråtag.

Netop stråtage i brand kan ifølge indsatslederen være vanskelige at redde fra at gå op i røg. Indsatsen blev også vanskeliggjort af kraftig røg- og varmeudvikling. Brandmændene kunne simpelthen ikke komme ind på førstesalen.

Derfor blev en anden metode taget i brug.

- Tågesøm har formentlig været med til at redde ejendommen. Det er en simpel anordning, hvor man har et jernrør med dyser for enden, som er koblet på enden af brandslangen. Det kan stikkes ind gennem stråtaget og derved komme hurtigere ind til branden, fortæller Søren Hückelkamp, indsatsleder hos Vestsjællands Brandvæsen.

Artiklen fortsætter under billederne.

Tågesøm er en simpel anordning, bestående af ​​​​et jernrør med dyser for enden, som er koblet på enden af brandslangen. Disse har ifølge Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen, været med til at redde resturanten.
Tågesøm er en simpel anordning, bestående af ​​​​et jernrør med dyser for enden, som er koblet på enden af brandslangen. Disse har ifølge Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen, været med til at redde resturanten. Foto: Arkivfoto
Det lykkedes søndag aften og natten til mandag 35 brandfolk at redde den historiske bygning, men indvendig har branden sat voldsomme spor.
Det lykkedes søndag aften og natten til mandag 35 brandfolk at redde den historiske bygning, men indvendig har branden sat voldsomme spor. Foto: Arkivfoto

- Uden disse søm var opgaven blevet meget mere omfattende og kompleks. Ud fra den erfaring, jeg har, ville stråtaget nok være brændt, tilføjer han.

Søren Hückelkamp vurderer, at der formentlig har været mellem 700 og 800 grader under stråtaget, da branden var på sit højeste. Derfor skulle der handles hurtigt.

Ikke standardudstyr

- Jeg tog den beslutning, at vi brugte vores tågesøm og stak dem ind gennem stråtaget. Og så lavede vi en standsningslinje. Det har været med til at redde ejendommen, siger han.

Tågesøm er ikke standardudstyr på danske brandbiler. Hos Vestsjællands Brandvæsen har man det ud fra en risikovurdering, fortæller Søren Hückelkamp.

Støvlet Katrines hus er opkaldt efter Anne Katrine Benthagen. Hun var elskerinde til den sindssyge Kong Christian den 7., men blev senere landsforvist.

I 1771 fik hun lov at vende tilbage til Danmark, hvor hun efter et ophold i Lyngby bosatte sig i huset i Sorø, der i dag huser den anerkendte restaurant.

Bygningen blev reddet, men meget af interiøret er slemt tilredt efter branden på den historiske restaurant Støvlet Katrines Hus søndag aften.
Bygningen blev reddet, men meget af interiøret er slemt tilredt efter branden på den historiske restaurant Støvlet Katrines Hus søndag aften. Foto: Arkivfoto

Nyhedsoverblik