Endnu en person anholdt efter dødsulykke med fældet træ

Politiet har onsdag anholdt fire yngre personer, som sættes i forbindelse med sagen, hvor en 55-årig mand blev dræbt under et træ.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyst, at en fjerde person er anholdt i sagen om et oversavet træ, der dræbte en 55-årig mand.

- Vi kan nu meddele, at vi for kort tid siden har foretaget endnu en anholdelse i sagen fra Sorø. Efterforskningen pågår fortsat, og vi har i denne anledning ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver politiet i en kortfattet besked på det sociale medie X.

Den fjerde person er ligesom de tre første sigtet for drab, bekræfter politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, overfor TV2 ØST.

Bevidst handling

Natten til onsdag blev en 55-årig mand dræbt under et træ, der væltede ud over Parnasvej ved Sorø, hvor han kom kørende.

Træet væltede ikke af sig selv, men blev fældet ved en bevidst handling med motorsav, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Onsdag sen eftermiddag blev tre personer anholdt i sagen. 

quote Når vi vælger at sigte for drab, så gør vi det, fordi vi mener, det er en bevidst handling

Kim Kliver, politiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Når nogen på den måde begår en så farlig forbrydelse, er det noget, vi ser på med største alvor – derfor har vi besluttet, vi sigter de anholdte for drab, siger Kim Kliver, under et pressemøde foran politigården i Næstved onsdag aften.

- Når vi vælger at sigte for drab, så gør vi det, fordi vi mener, det er en bevidst handling.

Foruden drab er de anholdte subsidiært sigtet for fareforvoldelse.

Politiet rykkede massivt ud natten til onsdag, da en 55-årig mand blev dræbt, da et træ væltede ned over den bil, han kom kørende i.

Pressemødet fandt sted lidt over en time efter, at politiet kunne fortælle, at flere personer er anholdt i sagen.

- Vi er tilfredse med, at vi her til aften har foretaget flere anholdelser. Pt. har vi anholdt tre, lyder det videre fra politiinspektøren.

Tirsdag aften klokken 22.37 fik politiet en lignende anmeldelse om et fældet træ, der lå hen over Slagstrupvej syd for Havrebjerg cirka 100 meter fra Kalundborgvej.
Tirsdag aften klokken 22.37 fik politiet en lignende anmeldelse om et fældet træ, der lå hen over Slagstrupvej syd for Havrebjerg cirka 100 meter fra Kalundborgvej. Foto: Peter Keldorff - TV2 ØST

Første person blev anholdt klokken 17.12.

- De er anholdt i vores nærområde, men vi vil ikke på nuværende tidspunkt gå nærmere ind i hvor, fordi der stadig pågår en efterforskning. Og vi kan ikke afvise, der vil komme yderligere anholdelser, siger politiinspektøren, der samtidig betegner efterforskningen som omfattende.

Ifølge Kim Kliver er de anholdte primært yngre mænd.

Læs også
Ekspert kalder fældet træ for en ”håbløs amatørs” værk
Læs også
Ekspert kalder fældet træ for en ”håbløs amatørs” værk

Hvorvidt politiet har fundet den motorsav, der er brugt til at fælde træet, ønsker politiinspektøren ikke at gå ind i.

Stammen fra det enorme træ blev i løbet af onsdagen trukket væk fra vejen, hvor politiet har arbejdet det meste af døgnet med at søge efter spor og tekniske beviser.

Flere anmeldelser om væltede træer

Tirsdag aften klokken 22.37 fik politiet en lignende anmeldelse om et fældet træ, der lå hen over Slagstrupvej syd for Havrebjerg cirka 100 meter fra Kalundborgvej.

Ingen kom til skade i dette tilfælde.

De to sager om fældede træer hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er sket nord for Slagelse og syd for Sorø.
De to sager om fældede træer hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er sket nord for Slagelse og syd for Sorø. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Vicepolitiinspektør Lars Steffensen, der også deltog ved pressemødet, oplyser, at der i efteråret 2023 blev indgivet lignende anmeldelser om fældede træer, og også Midt- og Vestsjællands Politikreds har i den seneste tid modtaget flere anmeldelser om fældede træer.

- Det er for tidligt at sige, om der er sammenhæng mellem sagen fra Parnasvej i Sorø og sagerne i Midt- og Vestsjællands Politi, der er foregået i området omkring Ringsted, siger han.

Læs også
Søger vidner - oversavet træ skyld i dødsulykke
Læs også
Søger vidner - oversavet træ skyld i dødsulykke

Ifølge vicepolitiinspektøren er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget om motivet i sagerne.

Han oplyser, at samtlige tre anholdte ventes fremstillet i grundlovsforhør i morgen, torsdag.

Anklagemyndigheden ventes ifølge vicepolitiinspektøren at anmode om lukkede døre.

I forbindelse med efterforskningen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bedt offentligheden om hjælp, herunder med videooptagelser fra overvågningskameraer, såkaldte dashcams i biler eller vildtkameraer.

- Vi vil gerne takke rigtig mange gange for de mange henvendelser, vi har fået i løbet af dagen i dag, lyder det afslutningsvist fra Lars Steffensen.

Onsdag aften kort før klokken 21.00 blev yderligere en person anholdt.

VIDEO: Du kan se hele pressemødet med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi her:



Nyhedsoverblik