Endnu en institution lukker ned efter udbrud med britisk coronavariant

En daginstitution i Sorø har også fået den britiske virusvariant B117 indenfor dørene. Fire ansatte og to børn er smittet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I sidste uge måtte en børnehave i Haslev lukke ned, fordi et barn var smittet med den britiske coronavariant, B117. Nu lider en daginstitution i Sorø samme skæbne.

I torsdags lukkede to af fire børnehavestuer i Villa Villakulla i Pedersborg ned, fordi en ansat havde symptomer på coronavirus og tog en kviktest, der var positiv.

Men fra i dag er hele den integrerede daginstitution blevet lukket ned i en uge.

I weekenden fik lederen af Villa Villakulla, Lonnie Ziebell, nemlig at vide, at den smittede medarbejder var smittet med B117. Nu er tre andre ansatte og to børn også testet positive for coronavirus, flere af dem med B117.

- Det er gået hurtigt, konstaterer Lonnie Ziebell, som er overrasket over, at smitten har bredt sig.

- Det er interessant, at vi i en vinterferie kan få et udbrud, for vi havde få børn og rigtig god plads. Samtidig har vi en ansat, som vasker legetøj og gør ekstra rent hver dag, siger hun.

Er kede af situationen

En af de ansatte er ret syg med influenzasymptomer, mens de andre har meget milde eller ingen symptomer.

- Men alle er så kede af, at de måske har givet smitten videre, og de er sindssygt kede af at være i skyld i, at institutionen nu er lukket, siger lederen af Villa Villakulla.

- Vi er ramt på vores følelser af det her, og jeg tænker: Kunne vi have gjort noget mere for at undgå smittespredning? Men når jeg gennemgår forløbet med ansatte og Styrelsen for Patientsikkerhed, får jeg at vide, at vi har gjort det, vi skulle, og at der jo er en risiko, når man har valgt at holde åbent i daginstitutionerne, siger Lonnie Ziebell.

Genåbnet børnehave i Haslev

I Haslev er børnehaven i den integrerede daginstitution Lillebo mandag åbnet op igen efter en uges nedlukning. Her startede det med et barn, der blev testet positiv med B117. Den daglige pædagogiske leder, Louise Lund, har sidst hørt om nye smittede i fredags. Der var tallet 13.

Læs også
11 er smittet med britisk mutation i børnehave - familier er også ramt
Læs også
11 er smittet med britisk mutation i børnehave - familier er også ramt

Alligevel er der rigtig mange forældre, der har valgt at holde børnene hjemme i dag. Ifølge Louise Lund er det kun omkring 20-25 af de 65 børnehavebørn, der er mødt ind.

- Forældrene er stadigvæk utrygge og vil gerne forsøge at holde dem hjemme så lang tid som overhovedet muligt, siger hun.

Selv har hun det fint med at byde børnehavebørnene indenfor igen. For hun har fulgt de vejledninger, hun har fået af Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Og det her med, at der ikke er kommet flere smittede de sidste par dage, gør mig også mere rolig i forhold til genåbningen i dag, siger den daglige pædagogiske leder.

Fredag fortalte Louise Lund, at flere i husstandene til de coronasmittede ansatte og børn  også var blevet teste positive for covid-19.

Den daglige, pædagogisk leder i Lillebo i Haslev, Louise Lund fortæller, at kun cirka en tredjedel af børnene er blevet afleveret i børnehaven i dag
Den daglige, pædagogisk leder i Lillebo i Haslev, Louise Lund fortæller, at kun cirka en tredjedel af børnene er blevet afleveret i børnehaven i dag Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Udbruddet i Lillebo har da også fået Faxe Kommunes Børn- og Undervisningschef, Henrik Reumert, til at opfordre kommunens andre skoler og daginstitutioner til at være ekstra opmærksomme på mulig smitte.

- Vi har adviseret alle dagtilbud og skoler om at være ekstra agtpågivende i forhold til at holde de adskillelser mellem henholdsvis børnegrupper (dagtilbud) og klasser (skoler), som retningslinjerne foreskriver. Dette med henblik på at gøre vores til, at et eventuelt udbrud inddæmmes via disse adskillelser, lyder det fra Henrik Reumert i en e-mail til TV2 ØST.

Faxe Kommune er den kommune i TV2 ØST's sendeområde, der har det højeste incidenstal - altså antal smittede med Covid-19 pr. 100.000 indbyggere, nemlig 93,1. Til sammenligning har Kolding, som har det højeste antal smittede i Danmark, et incidenstal på 299.

VIDEO: Se eller gense klippet fra børnehaven Lillebo, efter der blev konstateret smitte med den britiske coronamutation.


Nyhedsoverblik