Drengedrøm til salg: Nu kan du købe en Esso-tankstation fra 1961

Tommy Flauensgaard indrettede et helt specielt autoværksted i en gammel Esso-tank. Nu har han sat det til salg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har ikke været en nem beslutning.

Men en nedslidt krop har tvunget Tommy Flauensgaard til at sætte sit elskede autoværksted til salg. Et værksted, der skiller sig en del ud fra de fleste.

- Det er i bund og grund et hårdt arbejdsliv, som begynder at gøre skade nu. Jeg må jo sande, at jeg ikke kan passe mit job, og det gør lidt, at man som selvstændig bliver nødt til at finde på noget andet, fortæller han.

quote Nu er jeg nået til den konklusion, at det ikke hænger sammen mere

Tommy Flauensgaard, Sorø

En drengedrøm

Hvis man er kørt af Slagelsevej i Sorø, har man måske lagt mærke til det røde, hvide og blå Esso-skilt, som hænger uden for Tommy Flauensgaards autoværksted.

Esso-tanken i Sorø blev bygget i 1961, og Tommy Flauensgaard købte den i 2014. Han fik lov af Statoil til at renovere bygningen, så den nu ser ud, som den gjorde dengang.

Esso var en kæde af tankstationer, der opererede i Danmark fra 1939 og indtil 1986, hvor norskejede Statoil overtog tankstationerne og udfasede Esso-navnet.

Det er først og fremmest amerikanerbiler, Tommy Flauensgaard servicerer.
Det er først og fremmest amerikanerbiler, Tommy Flauensgaard servicerer. Foto: Nemesis US Car Shop

Esso-logoet bringer mange minder tilbage for dem, der lægger vejen forbi.

- Mange kan jo huske fra barn, at mor og far kørte ind på en Esso-tank, fortæller Tommy Flauensgaard, der også samler på ting med Esso-logoet på.

Selvom ejendommen prydes at det gamle Esso-logo, er det ikke længere en tankstation. I stedet renoverer og reparerer Tommy Flauensgaard amerikanske veteranbiler, og gennem tiden er værkstedet blevet et udflugtsmål for folk i veteranbilsmiljøet.

- Der kommer folk alle mulige steder fra, fortæller ejeren.

Tommy Flauensgaard har specialiseret sig i at reparere veteran-amerikanerbiler.
Tommy Flauensgaard har specialiseret sig i at reparere veteran-amerikanerbiler. Foto: Nemesis US Car Shop

Før, han købte tankstationen, var Tommy Flauensgaard tagdækker, men han gjorde interessen for veteranbiler til sin levevej.

- Det er lidt sjovt at få lov til at gå og skrue på alle de her biler, som man har gået og kigget på som knægt, fortæller han.

- Og det var jo min drengedrøm at have eget værksted. At jeg så var så utroligt heldig, at det så skulle være i en gammel Esso-tank, det gør det jo bare endnu bedre.

Men desværre er fysikken ikke, hvad den har været.

Foruden skilte har Tommy Flauensgaard samlet en række af de produkter, man i sin tid kunne købe på Esso-stationerne.
Foruden skilte har Tommy Flauensgaard samlet en række af de produkter, man i sin tid kunne købe på Esso-stationerne. Foto: Nemesis US Car Shop

- Nu er jeg nået til den konklusion, at det ikke hænger sammen mere, fortæller han. Og det har været svært at skulle se i øjnene.

- Det er sgu ikke nemt, det er det ikke, men det er den beslutning, der måtte tages, siger Tommy Flauensgaard. 

Han håber, at der er en eller flere personer, der kunne have lyst til at overtage tanken og køre den videre som værksted.

I 2015 lagde TV2 ØST vejen forbi Esso-tanken i Sorø. Se indslaget herunder: 

- Der er rigeligt med kunder

Tankstationen bliver sat til salg for 2.500.000 kroner. Og ifølge Tommy Flauensgaard er der et stort nok kundegrundlag til, at man fortsat kan drive mekanikerværksted i den tidligere tankstation.

- Som enlig selvstændig, så er der rigeligt med kunder, siger han. Især, hvis man ikke kun vil reparere veteranbiler.

- For en, der ikke er så begrænset oven i hovedet, som jeg er, og siger "jeg vil kun skrue på dén slags biler" (amerikanerbiler, red.), så er der jo nok endnu mere at lave.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik