Rallykører fik forrygende start

Sæsonen er startet rigtig godt for rallykøreren Kenneth Madsen fra Ruds Vedby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rallykøreren Kenneth Madsen fra Ruds Vedby har her i påsken fået en forrygende start på DM-sæsonen i sin Suzuki Swift.

Premiere-løbet blev afviklet i nordtyske Süderbrarup, 30 kilometer sydøst for Flensburg.

Og vejret - med regn og hagl - var med med til at give kørerne vanskelige forhold under flere prøver.

Kennneth Madsen og hans co-driver Mette Felthaus sluttede som en samlet nummer to lige efter et tysk par. Dermed endte de som bedste danske bil.

- Vi kan jo ikke ønske os en bedre start. Det har været et rigtigt krævende løb – både for os der kører og materiel og dæk, siger Kennneth Madsen til Race Media.

Han betegner rallyet som en konstant kamp om at satse rigtigt.

- Det har været et spil, hvor man skulle træffe de rigtige valg hele tiden – eksempelvis om dækskift, siger Kennneth Madsen.