To mænd tiltalt: Dobbeltdrabet i Sorø for retten i dag

To unge mænd sidder på anklagebænken, når retten i Næstved i dag tager fat på sagen om dobbeltdrabet i Sorø sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er alvorlige anklager, der møder en 23-årig og en 20-årig mand fra Sorø-området.

I retten i Næstved sidder de to i dag tiltalt for at have haft del i sagen om drabet på to mænd i Sorø sidste år. Det skriver Ekstra Bladet.

Den 23-årige mand er tiltalt for at have udført begge drab. Den 20-årige er blandt andet tiltalt for at have forsøgt at skaffe ligene af vejen ved at brænde dem.

Dræbte fundet i udbrændt bil

De to dræbte blev den 12. september sidste år fundet i en udbrændt bil ved Kalundborgvej i Sorø.

Den ene var en 45-årig mand fra byen, den anden en 50-årig mand fra St. Merløse.

Ifølge Ekstra Bladet var de to mænd blevet skudt på klos hold. Den ene angiveligt mens han sad i bilen - den anden formentlig mens han forsøgte at komme ud.

Efter drabene var bilen blevet sat i brand. Og da branden blev opdaget var bilen overtændt. På grund af brandens intensitet tog det politiet flere uger at få identificeret de to.

Ifølge avisen vil der i retten blive afspillet en ti minutters lang lydfil, som skulle være optaget af gerningsmændene under drabene.

Begge tiltalte nægter sig skyldige.