Jacks far fundet død i grusgrav: Frygter at gerningsmanden har dræbt flere

Politiet kobler nu flere drabssager sammen i én efterforskning. Sønnen til en af de dræbte fortæller, at han selv har tænkt over ligheden i sagerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Savnet. Snakken. Roen. Mig og min far sammen. Lige at tage en kop kaffe. Lige at tage en sludder. Det er dét, jeg savner allermest.

Det fortæller Jack Andersen, der er søn til dræbte Kiehn Georg Andersen. Påskemorgen, den 21. april  i år, stod faderens hus på Kalundborgvej lige nord for Ruds Vedby i flammer. Røgdykkere gennemsøgte forgæves huset for at finde Kiehn Georg Andersen. Men først fem dage senere, den 26. april, blev han fundet dræbt i Blæsinge Grusgrav mellem Slagelse og Høng. Kiehn Georg Andersen blev 68 år. 

quote Man går fra at være ked af det og sur til at være bitter. Det har været så uvirkeligt det hele

Jack Andersen, søn til dræbte Kiehn Georg Andersen 

Sønnen, Jack Andersen, der er murer og bor i Høng, forstår stadig ikke hvorfor hans far skulle dø på den måde. 

- Det er så ubehageligt. Selvfølgelig skal livet gå videre. Det har været svært. Man går fra at være ked af det og sur til at være bitter. Det har været så uvirkeligt det hele. Jeg har været vant til at snakke med ham næsten dagligt, og så er det uvirkeligt, at han ikke er her mere, fortæller Jack Andersen. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

68-årige Kiehn Georg Andersen var eftersøgt i fem dage efter en voldsom brand 21. april i hans hjem på Kalundborgvej lige nord for Ruds Vedby. Huset er stadig afspærret af hensyn til efterforskningen. 
68-årige Kiehn Georg Andersen var eftersøgt i fem dage efter en voldsom brand 21. april i hans hjem på Kalundborgvej lige nord for Ruds Vedby. Huset er stadig afspærret af hensyn til efterforskningen.  Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Sorgen over tabet af sin far er stor. Far og søn gik på jagt sammen, de talte ofte i telefon, og Jack Andersen kiggede ofte forbi til en kop kaffe. 

- Jeg prøver ikke at lade det gå ud over mine drenge og min kone, men desværre, så står min kone Mette mest for skud. Det skal jo ikke påvirke hende, at jeg er ked af det. Jeg prøver at være stærk, og det prøver vi alle sammen, fortæller han.

En enlig mand og en brand

I søndags brændte endnu et hus, denne gang i Vemmelev ved Slagelse cirka 22 kilometer fra faderens hus lige nord for Ruds Vedby. I huset blev et endnu uidentificeret lig fundet. Husets ejer, en 80-årig mand, er ikke set siden lørdag. Politiet offentliggjorde i dag, at den afdøde har været udsat for en forbrydelse. 

- Da jeg hørte om det i søndags, og jeg læste om det, der tænkte jeg selv, at der var en lighed. Det var måden. En enlig mand og en brand. Det var så surrealistisk. Det kom lige op igen det hele, fortæller Jack Andersen. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Søndag blev en mand fundet dræbt i et hus ved Vemmelev nær Slagelse. 
Søndag blev en mand fundet dræbt i et hus ved Vemmelev nær Slagelse.  Foto: Lind Foto

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi offentliggjorde her til eftermiddag, at de nu har nedsat en særlig efterforskningsgruppe, der skal samle efterforskningen af de to drab i henholdsvis Vemmelev og Ruds Vedby, og at de derudover er i tæt dialog med Midt- og Vestsjællands Politi. Her efterforsker politiet drabet på 65-årige Finn Steensen Ørsdahl, der blev fundet dræbt i sit udbrændte hjem ved landsbyen Gundestrup i Odsherred.

- Hvis det er de samme (gerningsmænd, red.), så håber jeg, at de dummer sig på et tidspunkt, så man får fat på dem. Det er kun psykopater, der kan gøre sådan noget. Det er sådan, jeg har det, siger Jack Andersen.

- Mine tanker har i dag været hos de pårørende, hvis nu det er ham den 80-årige. Jeg ved lige præcis, hvilken situation de står i. Det er en uvis situation. Det påvirker da én, hvis der er en eller anden psykopat, der render rundt og laver en masse ting, siger Jack Andersen, siger Jack Andersen. 

Møntsamler gennem 30 år

Jack Andersen far, Kiehn Georg Andersen, handlede med antikviteter, og faderen var passioneret formand for en møntklub gennem mere end 30 år. Men Jack Andersen mener ikke, at motivet til drabet er, at faderen havde værdier:  

- Hvilke værdier skulle det være? Han var slagtermester. Min faster og jeg grinede, når han kom hjem med sine antikviteter. Vi syntes jo, at det var noget gammelt lort. Og igen møntsamler? Altså han var formand for møntklubben og havde været det i 30 år. Han levede og åndede for møntklubben. Det var det, han gik op i. Jeg kan ikke se, hvorfor nogle gamle mønter skulle betyde noget, siger han.

quote Min far var vellidt alle steder, han havde ingen uvenner

Jack Andersen, søn til dræbte Kiehn Georg Andersen 

Da TV2 ØST møder Jack Andersen foran faderens hus lige nord for Ruds Vedby er han synligt berørt af sagen. De har af hensyn til efterforskningen endnu ikke fået at vide, hvordan faderen døde. Derudover er faderens hus spærret af, fordi det stadig er et gerningssted. Familien må ikke være i huset - kun i indkørslen og i haven. Han håber derfor, at politiet får et nyttigt tip og kan komme til bunds i sagerne. 

- Lige præcis, hvorfor min far, det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har ingen anelse. Min far var vellidt alle steder, han havde ingen uvenner. Så hvis man ser bare en lille ting, der skiller sig ud fra det normale, så håber jeg, at man så giver en melding, hvis man ser noget, der ikke er, som det skal være. En lille ting, det kunne gøre meget, det kunne gøre alt, så arbejdet kunne blive bedre for politiet, siger Jack Andersen. 


Nyhedsoverblik