Fire unge får pris for frivillighed

Hele Sorø Akademi var i dag samlet, da fire piger blev overrasket med en pris for deres udbredelse af frivillighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Projekt Frivillig kårede i dag fire Frivilligambassadører Freya Olsen, Cathrine Weirup, Julie Bjørklund og Megan McCluskey, som månedens frivillige. Det skriver Frivilligcenter Sorø i en pressemeddelelse.

Pigerne vinder prisen, fordi de er engagerede i arbejdet med at udbrede frivilligheden blandt de unge. De arrangerer en årlig frivillighedsdag for 1.g’erne, laver projekter med frivilligt socialt sigte, formidler kontakt mellem foreninger og interesserede elever og fortæller om frivillighed ved forskellige arrangementer på Akademiet.

Flere unge skal være frivillige

Ideen med det hele er at få flere unge til at blive frivillige, fordi det er vigtigt at få frivilligheden ind under huden så tidligt som muligt. En vigtig ting de lokker med er, at elever på ungdomsuddannelserne kan få et frivilligbevis efter 20 timers frivilligt arbejde. 

Den seneste frivillighedsdag stod Frivilligambassadørerne næsten selv for at arrangere, og den dag holdt de oplæg for 200 elever og fik 31 unge til at melde sig til konkrete frivilligopgaver hos de 15 foreninger, der også var mødt op. For at række længere ud end til deres eget gymnasium, har de deltaget i et Projekt Frivillig-netværksmøde for frivilligvejledere på Sjællands gymnasier, hvor de holdt oplæg og workshop om deres ambassadørarbejde.


Nyhedsoverblik