Blog skaffer sponsorer

Det er dyrt at holde hest, hvis man som Fie Skødt rider dressur. Nu bruger den 15-årige pige sin blog til at skaffe støtte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fie Skødt kommer fra Dianalund, hvor hun bor hos sin plejefamilie.

- Hun red, før hun flyttede ud til os, og hun er smadder dygtig. Derfor syntes vi, det var det værd at gøre noget for Fie, siger Jesper Behnke, Fie Skødts plejefar.

For to år siden købte plejefamilien en pony til plejebarnet.

- Hendes rigtige navn er Mystiq, men vi kalder hende bare for Pony, fortæller Fie Skødt.

 

Dressur er dyrt

Det er ikke en billig hobby, plejebarnet har kastet sig over:

- Det koster mellem 60.000-75.000 om året alt inklusiv for staldleje, foder, transport frem og tilbage, dyrlæge, smed og en masse andre ting, siger Jesper Behnke.

Efterhånden som Fie Skødt bliver dygtigere til dressurdisciplinerne, bliver hobbyen dyrere. Hver gang hun skal til konkurrencer, koster det penge.

Familien har derfor søgt støtte fra fonde, men har fået afslag. Selvom Fie Skødts hjemkommune giver et tilskud på 350 kroner om månedern, har plejefamilien indtil september 2013 sponseret de fleste udgifter.

- Det har kun kunne lade sig gøre, fordi mine plejeforældre støtter mig meget, siger Fie Skødt.

 

Fie&pony

For fire måneder siden fik Fie Skødt og hendes plejemor en smart idé:

- Vi lavede min facebook-blog, der hedder Fie&pony, fortæller Fie Skødt.

Siden har skaffet sponsorater, der letter plejefamiliens privatøkonomi.

- Det betyder jo alt, fordi hvis jeg ikke havde den mulighed, så kunne jeg ikke få de ting, jeg har brug for, og så var alternativet måske, at vi måtte sælge hende, fordi det blev for dyrt, siger Fie Skødt.

Siden har fået over 5000 likes, hvilket formentlig gør Fie Skødt til landet største amatør-hesteblogger:

- Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der har flere likes, slutter Fie Skødt.

 

Her finder du Fie Skødts blog.


Nyhedsoverblik