Voldsom brand i villa – flammer stod ud af taget

En villa, der er under renovering, er slemt medtaget efter en brand natten til onsdag.

En voldsom brand brød natten til onsdag ud i en villa på Herluf Trollesvej i Slagelse. I øjeblikket bor der ikke nogen i villaen, da huset er ved at blive renoveret.

Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er et ubeboet hus, der er gået ild i, og flammerne er brændt igennem taget. Det er under renovering, så der bor ikke nogen i det i øjeblikket, fortæller vagtchef Henrik Carlsen.

Husets førstesal er slemt medtaget, og stueetagen har fået vandskade som følge af brandslukningen.

Under slukningen kom en brandmand lettere til skade, da han fik en teglsten i hovedet. Ifølge politiet blev der derfor tilkaldt en ambulance, og brandmanden blev kørt til kontrol på skadestuen.

Brandteknikere vil i de kommende dage undersøge brandårsagen.