Vittinghus ude af India Open

Kvartfinalen blev endestationen for Hans-Kristian Vittinghus i India open. Japaneren Kento Momota vandt en sikker sejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hans-Kristian Vittinghus er ude af India Open.

Han tabte fredag klart med 8-21, 9-21 til japaneren Kento Momota, der rangerer som nummer fire i verden.

Vittinghus fik en skidt start på kampen, og efter nogle fejl var han bagud 2-6. Herfra lod han til at have spillet sig varm, og med fire point på stribe udlignede han.

Kunne ikke følge med

Japaneren løftede dog sit niveau og afgjorde reelt sættet med syv point i træk. Han var knusende suveræn, og samtidig havde danskeren svært ved at finde linjerne. Vittinghus fandt aldrig fodfaste og tabte 8-21.

Momota satte sig også på andet sæt fra begyndelsen, og Vittinghus havde desværre intet modtræk.

Viktor Axelsen er klar til semifinalen

Helt anderledes gik det dog for  Viktor Axelsen, der nu er klar til semifinalerne.

I kvartfinalen besejrede den danske verdenssekser kineseren Wei Nan i to sæt, 21-17, 21-12.

Nan ligger nummer 14 i verden.

I første sæt fulgtes de to spillere ad til 14-14, før danskeren trak fra, snuppede fem point i træk og slutteligt vandt sættet på sin anden sætbold.

I andet sæt var formlen nogenlunde den samme, bortset fra at Axelsen fjernede spændingen en del tidligere.

Double gik skidt

I mixeddouble tabte Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen en meget jævnbyrdig kvartfinale.

Efter 80 minutter på banen vandt indoneserne Riky Widianto og Puspita Richi Dili 23-25, 21-19, 23-21.

I damedouble spillede det andenseedede danske toppar Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sig videre til semifinalen med en sikker sejr på 21-15, 21-15 over Chen Qingchen og Jia Yifan fra Kina.

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding stod i deres kvartfinale i herredouble over for V Shem Goh og Wee Kiong Tan fra Malaysia.

Kampen sluttede med dansk nederlag i tre sæt, 21-19, 16-21, 13-21.

/ritzau/


Nyhedsoverblik