Vejkryds bekymrer borgere - frygter næste uheld bliver med omkomne

Et vejkryds nord for Slagelse har været skyld i så mange trafikuheld, at borgere ønsker ændringer på vejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I søndags var der et sammenstød mellem tre biler i et T-kryds, hvor Kalundborgvej og Slagstrupvej møder hinanden nord for Slagelse.

Det er ikke første gang, der sker et uheld i det kryds, og netop det fik buschauffør på strækningen Kenneth Olesen til tasterne.

Han fik nok og oprettede facebookgruppen "gør noget før det er for sent".

quote Det kryds er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan ikke forstå, at man ikke har lavet en rundkørsel eller lyssignal eller lignende

Kenneth Olesen, buschauffør

Han møder krydset på sin busrute mellem Havrebjerg og Slagelse, og han mener, det er et farligt kryds, og vil have der bliver gjort noget, inden nogen ender med at miste livet i det.

- Jeg oplever, at folk kører med hovedet under armen på det stykke, og jeg kan ikke forstå, at man ikke har gjort noget for mange år siden. Det fatter jeg simpelthen ikke. Det er jo ikke den første ulykke, der er sket, siger han og fortsætter:

- Det kryds er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan ikke forstå, at man ikke har lavet en rundkørsel eller lyssignal eller lignende.

trafikuheld
Læs også
Trafikuheld ved Slagelse - flere biler stødt sammen
trafikuheld
Læs også
Trafikuheld ved Slagelse - flere biler stødt sammen

Har arbejdet på sagen i 15 år

Kenneth Olesen er ikke den eneste, der har øje på krydset. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er opmærksomme på hele strækningen langs Kalundborgvej mellem Slagelse og Havrebjerg. Her vurderer man strækningen som et sted med en del uheld.

Siden januar har politiet været kaldt ud til flere uheld på strækningen og to i selve krydset. Det fortæller Søren Skotte, der er sektionsleder for politiets færdselsafsnit.

De uheld har borgerne i Havrebjerg lige nord for krydset lagt mærke til. Her deler flere Kenneth Olesens bekymring.

Allerede for 15 år siden tog Vagn Pedersen sagen op første gang. Det var sammen med Havrebjerg Sogneforening, som han har været med til at stifte.

quote Det er utroligt, at der skal ske en dødsulykke, før der bliver gjort noget ved det

Vagn Pedersen, borger i Havrebjerg

Han fortæller, at han dengang sammen med foreningen har sendt nogle breve til Vejdirektoratet, hvor han har påpeget, hvor farligt foreningen mener krydset er.

- Man skal være meget opmærksom der, og det er jo også derfor, at det går galt.

- Vejkrydset ligger på en bakketop, og så drejer vejen samtidig, så man har meget dårligt udsyn. Dem der kommer nordfra og skal dreje til venstre af Slagstrupvej. De kan ikke se ret mange meter frem på den modgående trafik, siger han.

Men de 15 års kamp har endnu ikke løst udfordringen. Hastighedsbegrænsningen er blevet sat ned fra 80 til 70 kilometer i timen, men der sker stadig uheld.

- Det er utroligt, at der skal ske en dødsulykke, før der bliver gjort noget ved det.

Kommunen kan ikke gøre noget

Byrådsmedlem og medlem af Trafiksikkerhedsudvalget for Socialdemokratiet i Slagelse,  Unnie Oldenburg, sidder også i bestyrelsen for Havrebjerg Sogneforening. Krydset mellem Kalundborgvej og Slagstrupvej optager også hende.

Siden hun blev valgt ind, har hun forsøgt at få krydset på dagsordenen, men det har vist sig at være lettere sagt end gjort.

- Udfordringen er, at det ikke er en kommunal vej, så selvom det er noget, vi har talt om i Trafiksikkerhedsudvalget, så kan vi ikke gøre så meget andet end at gøre opmærksom på, at det er et problem, siger Unnie Oldenburg.

Slagstrupvej er kommunal, så her vil kommunen godt kunne bruge kræfter, men det tror Unnie Oldenburg ikke vil hjælpe noget. Det er på Kalundborgvej udfordringen er, når bilisterne holder stille for at svinge til venstre. 

Sådan lyder meldingen også fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- De to ulykker i krydset er sket i august og oktober, og begge har været, hvor en bil har holdt stille for at svinge til venstre ind ad Slagstrupvej og så er blevet overset og ramt bagfra, siger Søren Skotte.

- Det kommer til at koste menneskeliv

Men selvom lokalpolitikeren ikke kan gøre meget, så har Unnie Oldenburg sammen med resten af Trafiksikkerhedsrådet forsøgt at få krydset på andres dagsorden.

- Vi har forsøgt at samle nogle tal og reaktioner fra folk, som kan sendes videre til Vejdirektoratet, siger hun

quote Det er et stort problem, at det er et sted, hvor folk overser hinanden, så der sker ulykker

Unnie Oldenburg (S), byrådsmedlem, Slagelse Kommune

Det har dog ikke ført til mere end hastighedsbegrænsningen endnu. Men Unnie Oldenburg stopper ikke. Hun siger, at hun fortsætter.

- Det er et stort problem, at det er et sted, hvor folk overser hinanden, så der sker ulykker. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil komme til at koste menneskeliv på et tidspunkt, hvis ikke der bliver gjort noget, siger hun og afslutter:

- Jeg synes, det er vigtigt, der bliver gjort noget. Derfor nævner jeg det også til alle, jeg møder, som har noget med trafiksikkerhed at gøre.

Sagen skal undersøges nærmere

Kalundborgvej er en statsvej. Derfor er det Vejdirektoratet, der står for den - og her er Kalundborgvej og uheld faktisk ikke en nyhed.

For cirka 10 år siden var man ude at gennemgå strækningen i forhold til trafiksikkerhed. Det resulterede i både rumleriller, hastighedsbegrænsninger og venstresvingsbaner. Men altså ikke omkring krydset ved Slagstrupvej, og det handler blandt andet om prioriteter.

- Vi kigger jo på tværs af landet i forhold til, hvor skal vi lægger vores trafiksikkerhedsmæssige indsats, og hvor skal vi prioritere de midler, vi har til den slags. Derfor er det ikke nødvendigvis altid, at vi kan prioritere alle steder, for så mange midler har vi ikke, siger Maria Lønsmand Sande, der er afdelingsleder for planlægning og myndighed hos Vejdirektoratet.

quote Det er ikke nødvendigvis altid, at vi kan prioritere alle steder, for så mange midler har vi ikke

Maria Lønsmand Sande, afdelingsleder, Vejdirektoratet

Hun fortæller, at Kalundborgvej ikke adskiller sig så meget fra andre landeveje. Typen af uheld, som er koncentreret omkring kryds, er også det Vejdirektoratet ser på lignende strækninger.

Men med de seneste uheld og bekymringer fra borgere kan det godt være, at Kalundborgvej skal have lidt ny opmærksomhed. 

For ifølge afdelingslederen skal der ikke lig på bordet, før der sker ændringer:

- Slet ikke – tværtimod vil jeg sige. Vi arbejder jo hver dag for at gøre vores veje så sikre som overhovedet muligt, så det er slet ikke tilfældet.

- Vi vil gerne tage ud at kigge på strækningen igen. Vi vil også gerne kigge på, hvad kan vi gøre i det her kryds, hvor der sker den her type ulykker, som der er opmærksomhed på lige nu, siger Maria Lønsmand Sande.

Ud fra typen af uheld, hvor biler der skal svinge til venstre rammes bagfra, gætter Maria Lønsmand Sande på, at en venstresvingsbane godt kan være løsningen. Det er dog ikke så lige til at sige. 

Først skal der laves analyser af stedet og vurderes, hvilke muligheder der er, og hvad de vil koste.

Går i gang næste år

Afdelingschefen vil ikke garantere, at der er en venstresvingsbane på vej, men sagen bliver altså undersøgt. 

På Facebook fortsætter Kenneth Olesen i hvert fald med sit tiltag i sagen, hvor han forsøger at holde gang i debatten. Indtil videre er der kun er 19 medlemmer i hans facebookgruppe. 

Han er dog optimistisk i forhold til opgaven, og optimismen kommer, fordi han  i opslag på forskellige grupper har modtaget beskeder fra flere, der deler hans bekymring.

- Jeg håber, at det kan hjælpe til, at der sker noget, så det ikke bare bliver ved snak. Nogle af beslutningstagerne skal få øjnene op for det her stykke. Det kan være stærekasser, lysregulering eller venstresving. Bare man gør et eller andet, siger han.

Maria Lønsmand Sande vurderer, at Vejdirektoratet kan gå i gang med undersøgelserne i starten af næste år. 



Nyhedsoverblik