¨

Varmestue udbrænder i Skælskør

En varmestue udbrændte onsdag i Skælskør. Foto: TV ØST

En varmestue udbrændte onsdag i Skælskør.

Flammerne havde godt fat i varmestuen i Skælskør, hvor omkring 20 personer hver eneste dag kommer og spiser. Derfor var det et trist syn, som mødte korshærsleder Flemming Jantzen onsdag morgen, da han ankom til varmestuen på Nyvej 4.

Politiet havde omkring 6.50 modtaget et alarmopkald om branden. Den var først slukket omkring klokken 8.00. Og branden har ifølge Flemming Jantzen større konsekvenser.

- Det er rigtig trist, for vi oplever et stigende behov, siger Flemming Jantzen til TV ØST og tilføjer:

- Det giver et svigt i forhold til at hjælpe de her personer.

Varmestuen har eksisteret i knap 4 år, hvorfra organisationen har kontakt til cirka 50-60 brugere. Flemming Jantzen fortæller, at det er voldsomt for brugerne at miste deres daglige opholdssted.

Derfor arbejder de nu sammen med Slagelse Kommune på at åbne på en anden adresse, så arbejdet ikke skal begyndes forfra. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App