VAR-system indføres i superligaen – i dag blev det testet

Mange af Danmarks bedste fodboldspillere var mandag på besøg i Slagelse til de sidste træningskampe, inden VAR snart bliver indført i Superligaen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange af Danmarks bedste fodboldspillere var mandag på besøg i Slagelse til de sidste træningskampe inden sæsonstart.

Men for en gangs skyld var der ikke så meget fokus på spillerne.

Dagen handlede mest om dommerne - de testede det omdiskuterede VAR-system, der nu bliver indført i Danmark.

- Vi glæder os helt vildt, og vi har lidt sommerfugle i maven, for nu har vi trænet i 12 måneder, og vi er kommet til det tidspunkt, hvor vi skal ud og prøve det rigtigt af, siger Michael Johansen, formand for DBU’s dommerudvalg.

VAR bliver indført i Superligaen fra den kommende sæson, og der har gennem den seneste tid været gennemført en række test og øvelser med den nye teknologi. Mandagens kamp bliver en form for generalprøve, hvor teknologien skal finpudses inden sæsonpræmieren.

-Jeg er glad for, at man tager en dag, som i dag og laver en generalprøve. Det er jo et kæmpe setup både bag ved banen og inde på banen, så det er jo rigtig vigtigt, at man lige får tingene afprøvet, siger Mick Keller, administrationsavarlig hos Slagelse B&I.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mick Keller, administrationsavarlig hos Slagelse B&I, synes, det er en god idé at man brugte dagen i dag på at lave en generalprøve.
Mick Keller, administrationsavarlig hos Slagelse B&I, synes, det er en god idé at man brugte dagen i dag på at lave en generalprøve. Foto: Arkivfoto

Andreas Bjelland: Charmen ved fodbold forsvinder

Dommerne er begejstret – spillerne er knapt så begejstret, i hvertfald én af dem.

- Jeg er nok ikke den største tilhænger. Der er lidt for mange spilstop. Nu er jeg også lidt gammeldags og har været i gamet mange år. Fodbold har sin charme, der er menneskelige fejl – også fra dommernes side. Jeg synes, det er lidt trist. Men sådan er vilkårene, siger Andreas Bjelland fra FCK.

Artiklen fortsætter under billedet.

Andreas Bjelland fra FCK er ikke stor fan af VAR-systemet og mener, at det fjerner noget af charmen ved fodbold.
Andreas Bjelland fra FCK er ikke stor fan af VAR-systemet og mener, at det fjerner noget af charmen ved fodbold. Foto: Arkivfoto

Det er blandt andet pauserne, der irriterer midterforsvaren.

- Skal man juble lidt, når der bliver scoret, eller skal man vente lidt til den er gået igennem VAR-vognen? Jeg synes desværre, charmen går lidt af. I gamle dage, var der mål, når der var mål, siger Andreas Bjelland.

- Jeg håber ikke, at man i Danmark går tingene lige så slavisk igennem.

Sådan fungerer VAR:

* En videodommer følger kampen på en skærm og kan kontakte hoveddommeren på banen, hvis han ser noget, som dommeren ikke fanger.
 

* Hoveddommeren kan også vælge at stoppe spillet og se en sekvens på video, hvis han føler sig i tvivl om en kendelse.

 

I disse situationer kan VAR komme i spil:


* I forbindelse med mål. Var der offside, hånd på bolden eller andre regelbrud i situationen?

 

* I forbindelse med en udvisning. Var den korrekt dømt, eller har dommeren overset en udvisning?
 

* Ved straffespark. Har dommeren dømt et straffespark korrekt, eller har han overset ét?
 

* VAR-dommeren holder øje med, om de rigtige spillere får gule og røde kort.

Mulighed for justeringer de næste 12 måneder

Det nye VAR-system blev testet på kryds og tværs på træningsbanerne på Slagelse Stadion. For at komme så tæt på realistiske spillesituationer, som muligt gennemførte superliga-spillerne en træningskamp.

- Det er det sidste setup, hvor vi kan nå at lave nogle justeringer, hvis der er behov for nogle justeringer, og det vil der være, og det vil der være de næste 12 måneder, for det er en proces, det her, siger dommerformand Michael Johansen.

 
  Foto: Arkivfoto

Årsagen til at træningen foregik i Slagelse, er fordi byens stadion har græsbaner.

- Vi har brugt Silkeborgstadion, Farum park, og vi har været i Ikast. Der er mange, der har lagt stadion til, og det er vi meget glade for.

Hvorfor er det først nu, vi får det i Danmark?

- Fordi klubberne først har besluttet at implementere VAR sidste år, og det er de, der bestemmer, vi skal have det. Vi er sådan set sat i verden for at administrere, det, siger MIchael Johansen.


Nyhedsoverblik