- Ønsker du heller ikke at vores børn på vej til skole/sport skal møde psykiatriske patienter, så meld dig ind i denne gruppe.
Sådan lyder opfordringen på det sociale netværk Facebooks gruppe. Den går under navnet "Bevar Slagelse - vær med til at placere Sikringen uden for byen" og er oprettet af Bjarne Fibiger fra Slagelse.
Han har samlet mere end 700 medlemmer, der alle protesterer mod placeringen af et psykiatrisk hospital og fængsel på et grønt areal i midtbyen.
Bjarne Fibiger fortæller til TV2 ØST, at han oplevede, at der var mange andre end ham, der var frustrerede over placeringen af hospitalet. Derfor besluttede han sig for at oprette gruppen på Facebook.
Også andre steder ses protesterne. På hjemmesiden http://www.sikringen.skrivunder.dk/ har mere end 300 skrevet under på, at de ikke vil have hospitalet placeret i midtbyen.
Byrådet i Slagelse vedtog i september, at det psykiatriske hospital og fængsel skal placeres i hjertet af Slagelse.
Læs mere:
Slagelse byråd beslutter i aften om byen skal blive centrum for hele regionens behandling af psykisk syge
Netnyhed fra 2008-09-01 19:16:00