Resolut handling reddede skraldebil

En fører af en skraldebil i Slagelse får ros, efter han mandag handlede resolut og dermed reddede sin skraldebil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der lød et knald fra lasten - og kort efter begyndte der at komme røg ud fra en skraldebil i Slagelse mandag .

Til alt held var det en snarrådig fører, der var i skraldebilen denne dag. Han trykkede nemlig på 'tøm'-knappen i lastbilen - og dermed blev den brændende affaldslast i skraldebilen straks tømt direkte ud på kørebanen.

- Det brændte ret meget, og der er ingen tvivl om, at han reddede den dyre skraldebil på denne måde, siger Per Eilertsen fra Slagelse Brand og Redning, der var indsatsleder ved branden.

På blind vej

Episoden fandt sted på Kirsebærvej i Slagelse, og opstod i en last af ellers sorteret affald bestående af plastik/metal og glas.

- Det blev håndteret effektivt af føreren af skraldebilen, og tømningen fandt sted for enden af en blind vej, hvor det ikke var til skade, siger Per Eilertsen.

Det vides ikke, hvordan branden kunne opstå i affaldet - men renovationsselskabet stod selv for oprydningen efter branden var slukket.


Nyhedsoverblik